Ford Focus fra siden
Biltest

Ford Focus - Fords verdensbil

Den nye generation Ford Focus er designet, så den kan produceres på fabrikker verden over. Men de biler, der sælges, er identiske, og det er heldigvis den europæiske tradition, der har styret udviklingen. Motors dom: dejlig og dyr.
Ford Focus bagfra

Motors vurdering

Ford Focus

23,8 km/l
Diesel
317.380 kr.
  • Køreegenskaber
  • Sikkerhed
  • Udstyr
  • Pris
  • Ikke 3 års garanti
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    1.6 liter - 4 cyl.
  • CO2 udledning
    109 g/km
  • Effekt
    115 hk
  • Moment
    230 Nm
  • Topfart
    193 km/t.
  • Acc. (0-100)
    10,9 sek.
  • Køreklar vægt
    1.344 kg
  • Maks. påhængsvægt
    1.200 kg
  • Bagagerum
    363 liter
  • Akselafstand
    265 cm
  • Garanti (bil/lak/rust)
    2 / 2 / 12
  • Mål
    L:436 cm B:182 cm H:148 cm

Motors tal

  • Målt forbrug 18 km/l
  • Beregnet økonomi 4,15 kr./km

Sikkerhed

2011
Luk

takt med at danskerne har skruet ned for ambitionerne, når der skal købes bil, er det biler på størrelse med Ford Focus, der ofte vælges som familiebil i stedet for f.eks. den større Mondeo. Det er derfor interessant, når der kommer nyt i denne populære afdeling.

Lad det være sagt med det samme: Den nye Ford Focus lever fint op til forventningerne, og på mange områder fremviser Focus nye teknologier, som vi ikke tidligere har set i denne bilstørrelse. Problemet er blot, at prisen også er fulgt med, og den nye Focus er nu dyrest i klassen med priser, der matcher premiumbiler som Audi og BMW.

Billigste udgave af Focus er en femdørs 1.6-liters-benziner med 105 hk. Den koster 255.000 kroner, men skal den være udstyret med noget af den nye teknologi, som er Focus-reklamernes slagnummer, kommer prisen hurtigt op over 300.000 kr., og så er der lagt god afstand til de ellers mere lige konkurrenter som Opel, Peugeot og VW.

Ford Focus kabine
Førerpladsen er præget af det standardmonterede læderrat, hvorfra man kan styre radio, tripcomputer, fartpilot og ikke mindst mobiltelefonen.

Designet i Europa

Udvendigt er den nye Focus blevet mere spændende at se på end forgængeren. Linjerne er mere optrukne, og detaljerne ved både fronten og bagpartiet viser tydeligt, at Focus er en helt ny bil. Selv kalder Ford designet for „Kinetic Design”, og det er disse linjer, der fremover skal karakterisere andre biler fra verdensmærket.

Focus er designet i Europa, men skal matche en verdensomspændende smag, hvis en sådan ellers findes, idet Focus skal sælges uændret på alle markeder verden over. En sådan strategi er ikke set før for volumenbiler, og set i det lys er det faktisk et modigt design, der heldigvis ikke falder langt fra det, vi ellers ser her i Europa.

I forhold til den foregående udgave er den nye Focus blevet en anelse længere, men sjovt nok både lidt smallere og lidt lavere. Akselafstanden er forøget en lille smule og er med sine 265 cm omkring syv cm længere end en VW Golf – noget, der er vigtigt for pladsforholdene inde i bilen.

Fra starten findes Focus i to karrosseriversioner: en femdørs hatchback og en femdørs stationcar. Senere dukker en tredørs sportsversion og en elbil, der er baseret på femdørsudgaven, op.

Ford Focus motor
Der er ikke gjort meget ud af præsentationen af motoren, når man løfter hjelmen. Til gengæld er servicepunkterne lette at finde og betjene.

Sikkerheden er i højsædet

Ford har fint styr på kollisionssikkerheden, når de laver nye biler, så denne gang er det andre sikkerhedsområder, der er arbejdet med. Mens det tidligere har drejet sig om at mindske skaderne, hvis uheldet er ude, så er den nye opgave at sikre, at ulykkerne slet ikke sker.

Ford Focus er således første bil i denne klasse, hvor der er mulighed for at tilkøbe en sikkerhedspakke, der virkelig kan hjælpe føreren i trafikken. En aktiv fartpilot til 20.000 kr. kan selv holde afstand til forankørende biler. En førerassistance-pakke til 20.600 kr. indeholder systemer, der aktivt bremser bilen ned i bytrafik, hvis bilen foran pludselig standser, og man ikke selv reagerer.

Pakken indeholder også en overvågning af bagfrakommende biler, så man advares, hvis man er ved at skifte vognbane, og der ligger en bil i den blinde vinkel. Systemet holder også øje med, om man holder sin vognbane, og er man langsomt ved at køre ud over kantstriberne – uden at man blinker – advares man af en alarm, ligesom rattet selv forsøger at dreje bilen tilbage i vognbanen.

Ford Focus er i øvrigt netop crashtestet af Euro NCAP og opnåede de maksimale fem stjerner i en test, der viste, at Focus er en meget sikker bil. Det er beskrevet i en boks om sikkerhed på næste side.

Ford Focus benzin
Focus er sikret mod fejltankning. Derfor medfølger en tragt, så man kan tanke fra en nøddunk.

God brugsværdi

Inde i kabinen mødes man af en orden og gennemtænkte løsninger, som er med til at gøre opholdet i bilen godt. Førersædet er højdejusterbart, og rattet er justerbart både op/ned og ud/ind. Der er varme i sædet, der kan indstilles i fem trin, og generelt er siddekomforten meget fin.

Mellem forsæderne er der to store kopholdere og et stort rum til personlige ejendele. I midterkonsollen ved instrumentbordet er der et tozoners klimaanlæg, der holder styr på luftkvaliteten i bilen, og et glimrende radioanlæg med mulighed for at tilkoble både mp3-afspiller og iPhone er standard. Radioen indeholder også Bluetooth, så man svarer sin mobil blot ved at trykke på en knap på rattet, og man kan tale håndfrit og høre lyden gennem bilens højttalere. Endnu en god trafiksikker løsning.

Ved bagsædet er der plads til tre personer, og der er rimelig knæplads og acceptabel loftshøjde. Er der behov for mere plads, bør man kigge nærmere på stationcarversionen, der koster 10.000 kr. ekstra. I alle versioner er der isofixbeslag til autostole ved de to yderste siddepladser.

Bagagerummet er i femdørsudgaven på 363 liter og hele 490 liter i stationcarversionen. I begge tilfælde er det dog en forudsætning, at man har valgt udgaven, hvor der er lappekit i stedet for et reservehjul. Et rigtigt reservehjul kan tilkøbes for 1.700 kr., men det tager lidt af bagagerumspladsen. Et mindre nødhjul koster 1.000 kr. ekstra.

Skal bagagepladsen øges, kan man lægge bagsædets ryglæn ned i to dele. Det kræver dog, at man først rejser sædehynden op. Det er besværligt og slet ikke så fin en løsning som dem, man ser hos mange af konkurrenterne.

Ford Focus bagagerum
Bagagerummet er pænt beklædt og rummer 363 liter i versionen med lappekit.

Kører meget komfortabelt

Med rattet i hænderne og bilen på vejen kan man nyde Focus’ køreegenskaber, der er rigtig gode. Selvom Focus grundlæggende ikke er så forskellig fra Ford C-Max, der jo sidste år blev kåret til Årets Bil i Danmark, mærker man alligevel, at der er gjort en del ud af at gøre bilen mere køreglad.

Styretøjet virker meget velafbalanceret, og selvom det er af den elektriske type, er det lykkedes at skabe en god forbindelse mellem hjul og rat, så man rent faktisk fornemmer, hvor man har bilen. Også affjedringen virker fornuftigt afstemt med en fin balance mellem på den ene side ønsket om god komfort og på den anden side ønsket om et godt vejgreb også i kritiske manøvrer.

Bremserne er baseret på skiver for og bag, og systemet er forsynet med hillholder, der fastholder bremsetrykket i et par sekunder, efter at foden slipper bremsepedalen, når man skal sætte i gang på en bakke. Det modvirker, at bilen ruller tilbage. Systemet er også udstyret med advarselslys, der blinker ved kraftige opbremsninger, så bagfrakommende advares.

På motorvej er Focus yderst retningsstabil, hvilket til dels skyldes de standardmonterede dæk i størrelsen 215/55 R16. Gode dæk, men desværre også i den dyre kategori. Støjmæssigt er Focus pænt afdæmpet, og generelt hører man ikke motoren, når først rejsehastigheden er nået.

Ford Focus bagsæde
Bagsædet har plads til tre, men kun yderpladserne er rigtig komfortable. Knæpladsen er fin, mens loftshøjden er begrænset af tagets hældning.

Stort motorprogram

Ford Focus er forhjulstrukket, og den er forsynet med den kendte 1.6-liters-dieselmotor, som også findes i mange biler fra Citroën, Peugeot, Mazda og Volvo. Den gør det fremragende og kører pænt langt på literen. På papiret kan den køre 23,8 km/l, men vi klarede kun 17,6. Bilen er udstyret med en sekstrins-gearkasse og har et dejlig lavt omdrejningstal ved motorvejskørsel.

Der er en hel del andre motorer at vælge imellem – de fremgår af skemaet over modelfamilien. Det er interessant at bemærke, at en del af motorerne kan fås sammen med en selvskiftende dobbeltkoblingsgearkasse, som Ford kalder Powershift. Den koster 30.000 kr. ekstra og er alle pengene værd, men fås ikke til denne variant.

Topudgaven er forsynet med en ekstra kraftig variant af toliters-dieselmotoren med 163 hk og Powershift. Den koster 379.000 kr. og er dermed 125.000 kr. dyrere end den billigste udgave.

Økonomien er akilleshælen

Det afspejler en relativt flad prisstruktur, hvor man generelt opnår en fornuftig sammenhæng mellem det, man får, i form af enten større motorer eller mere udstyr, hver gang man går et prisniveau op.

Som nævnt er Focus både dejlig og dyr. Vores beregning af driftsøkonomien over tre år og i alt 60.000 km viser, at det koster 4,15 kr. at køre en km i denne udgave af Focus. Det er i den høje ende, og det er særligt anskaffelsesprisen, der trækker op.

Man kan tilkøbe en serviceaftale, der dækker alle planlagte og eventuelle uforudsete reparationer i den ønskede periode. Over tre år og 60.000 km koster den 5.250 kr. om året, og det er et attraktivt beløb, så vælg denne løsning. Herved undgår man også, at eventuelle meget dyre dieselreparationer pludselig får det, der ellers ligner et godt køb, til at være en økonomisk belastning.

Vi vurderer samlet set, at Ford Focus er en yderst interessant bil i sin klasse. Den får derfor fem stjerner og tangerer den ene ærkerival, Opel Astra, mens der er en sjette stjerne op til VW Golf. Forskellene er primært begrundet i prisen, så kan man se bort fra dette, er Focus et mindst lige så oplagt valg.