Hyundai i30 - koreansk køreglæde

Motors vurdering
Hyundai har for alvor fået fat i os danskere, og netop i30-modellen, der er at finde i Golf-klassen, er en af de mest solgte i sit segment. Her har en fremragende femårig garanti uden km-begrænsning givetvis gjort sit, men det er uden tvivl bilens brugsværdi og dens attraktive pris, der har været den afgørende faktor.
Nu er en helt ny generation af i30 kommet til landet, og den skal på en gang samle forgængerens succes op og bringe mærket videre i kampen mod konkurrenterne. Og efter at have prøvet et par af versionerne virker det faktisk, som om den del af opgaven er lykkedes meget flot.

Søsterbil til Kia Ceed
Det er ikke, fordi den nye i30 er vokset synderligt, når man ser på de udvendige mål. Den er blevet en anelse længere og bredere og sjovt nok lidt lavere af hensyn til bilens visuelle fremtoning. Akselafstanden er bibeholdt på 265 cm.
Alligevel opleves bilen væsensforskellig inde i kabinen, hvor pladsen virker generøs. Med til den ændrede oplevelse af bilen er helt klart instrumentbordets facon og indhold, der er hentet direkte fra den store Hyundai i40. Blandt andet hæfter vi os ved de store og tydelige instrumenter, en avanceret radio med indbygget Bluetooth til håndfri telefoni samt ikke mindst den rare detalje, at de fleste menuer er på dansk.
Hyundai i30 er nu som før søsterbil til Kia Ceed, og nu skal i30 også bygges i Europa på Hyundais fabrik i Tjekkiet. Den generøse femårsgaranti fortsætter.

Syv airbags
Sikkerhedsmæssigt er den nye i30 endnu ikke testet af Euro NCAP, men forgængeren opnåede fem stjerner. Denne nye udgave er endda forsynet med ikke færre end syv airbags, hvor de første fire er placeret foran og i siderne af forstolene, mens de næste to er de livreddende airbaggardiner langs sideruderne, og den sidste er en knæairbag, der er placeret under ratstammen. Det virker trygt!
Af andre overraskende udstyrsdetaljer vil vi fremhæve servostyringen. Den er af den eldrevne type, og som noget unikt er der en knap på rattet, hvorfra man kan indstille servoens kraft til komfort (letgående), normal eller sport (stramt styretøj). Det er fint og gør bilen både rar og sjov. Affjedringen virker fornuftigt afstemt, og kun hjulstøjen er på visse vejunderlag en smule mere generende end det, vi ellers oplever i tilsvarende biler.

Dyrt automatgear
På motorsiden er der valg mellem to benzinmotorer og to dieselmotorer. Vi har prøvet mindste 1.4-liters benziner med 100 hk. Den gør det egentlig godt, og da den har en sekstrins gearkasse som alle andre udgaver, kan den uanstrengt holde bilen kørende på motorvej.
Med mellemste Comfort-udstyrsniveau koster den 214.000 kr., og det er enten den udgave eller denne testede dieselversion til 15.000 kr. mere, vi vil pege på som bedste køb. Hyundai i30 fås også med automatgear, men både benzin- og dieseludgaven koster i så fald 304.000 kr., og så er i30 vokset ud af sit naturlige leje.
Sammenligner man Hyundai i30 med f.eks. VW Golf, så er der en umiddelbar prisforskel på 40.000 kr. mellem de billigste udgaver af begge biler. Det er en prisforskel, der hurtigt kan blive større, hvis man kompenserer for udstyr.
Også af den grund kan Hyundai i30 vise sig at blive et mindst lige så godt køb, som forgængeren har været i de seneste år. Og så gør det ikke så meget, at billigste udgave nu koster knap 190.000 kr. mod forgængerens 15.000 kr. lavere startpris.
