Hyundai i30 st.car
Biltest

Hyundai i30 stationcar - klassisk familiebil

Som stationcar leverer Hyundai i30 masser af plads, god komfort og et flot udstyrsniveau. Det gør den velegnet som både pendler- og familiebil.
Hyundai i30 bagfra

Motors vurdering

Hyundai i30 st.car

18,2
Benzin
302.019 kr.
  • Plads
  • Udstyr
  • Fem års garanti
  • Ingen friskluftdyser bag
  • Adaptiv fartpilot tilkøb
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    1.4 liter - 4 cyl.
  • CO2 udledning
    125 g/km
  • Effekt
    140 hk
  • Moment
    242 Nm
  • Topfart
    205 km/t.
  • Acc. (0-100)
    9,2 sek.
  • Køreklar vægt
    1.457 kg
  • Maks. påhængsvægt
    1.400 kg
  • Bagagerum
    602 liter
  • Akselafstand
    265 cm
  • Garanti (bil/lak/rust)
    5 / 5 / 12
  • Mål
    L:458 cm B:180 cm H:148 cm

Motors tal

  • Målt forbrug 18 km/l
  • Beregnet økonomi 3,55 kr./km

Sikkerhed

2017
Luk

Hyundai i30 er kore­anernes p.t. bedste bud på en familiebil i Golf-klassen, og som stationcar giver den brugsværdi for alle pengene. Et kæmpe bagagerum, god plads ved bagsædet og praktiske fralægningsrum gør i30 god i både hverdagen og på bilferier.

bagagerum i30
Bagagerummet rummer 602 liter med bagsædet i brug. Ryglænet er delt i to, og når det foldes forover, bliver gulvfladen helt plan

I denne testede udgave med Premium-udstyr får man tilmed en bil, hvor konkurrenterne har svært ved at være med, når det handler om forholdet mellem pris og udstyr.

På sikkerhedssiden finder vi nødbremse, syv airbags, LED-forlygter, der selv blænder op og ned, vognbaneassistent, blindvinkelalarm og træthedsovervågning. Og på komfortsiden er der klimaanlæg, 8-tommers skærm med Apple CarPlay og mulighed for navigation, bakkamera, nøglefri adgang og betjening af bilen, DAB-radio samt bluetooth til mobilen.

Udstyrslisten er altså næsten komplet. En adaptiv fartpilot i forbindelse med en udvidet nødbremse skal dog tilkøbes for 22.000 kr. – lidt ærgerligt.

Automatgear pynter

Vi har prøvet varianten med Hyundais egen 1.4-liters benzinmotor med turbolader og direkte indsprøjtning. Den yder 140 hk og kører på papiret 18,2 km/l både med manuelt gear og automatgear. Det klarede vi også under vores forbrugsmåling, og det er flot.

kabine
Instrumentbordet er moderne udformet med en stor skærm i midten og et letbetjent klimaanlæg nedenfor. Materialekvaliteten er rimelig uden at være imponerende, men funktionaliteten er glimrende

Merprisen for automatgearet er 18.500 kr., og det er givet godt ud. Det er en syvtrins dobbeltkoblingsgearkasse, og under normal kørsel får man en fin oplevelse. Vi oplevede dog, at gearkassen ikke helt havde forudset det rigtige gear, men samlet set er indtrykket godt.

Vælg benzinmotoren

Som udgangspunkt er priserne stort set identiske for benzin og diesel. Dieseludgaven kan se fornuftig ud, da den på papiret kan køre 25,6 km/l. Men dels kører benzinmotoren forbilledligt godt og langt på literen, dels er dieseludgaven i praksis noget mere forslugen – regn med ca. 21 km pr. liter.

gearstang
Automatgearet er af dobbeltkoblingstypen og er med syv gear. Det fungerer generelt godt, men kan ikke helt måle sig med de bedste af slagsen

Sammen med en ejerafgift, der er dobbelt så høj for dieseludgaverne, giver det benzinversionen den bedste position. Og med en tilladt trækvægt på 1.400 kg i benzinudgaven er der kun 100 kg op til dieseludgavens trækvægt.

Det er derfor netop denne testede benzinudgave, vi vil anbefale. At en stationcar ikke er så moderne at se på som de nye og mere moderne SUV- og crossover-modeller, er en helt anden sag.

Læs mere om Hyundai i30 og se aktuelle modeller på biler.dk