Kia Ceed forfra
Biltest

Kia Ceed - fornuftig, praktisk og god

Kia Ceed er blevet et hit takket være sin garanti, praktiske indretning og gode pris. Den nye generation har tilmed fået en lækker kabine og et flot design. Men hvor god er den, når det kommer til stykket?
Kia Ceed bagfra

Motors vurdering

Kia Ceed

25,0 km/l
Diesel
228.679 kr.
  • Pris
  • Plads
  • Garanti
  • Udsyn bagud
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    1.4 liter - 4 cyl.
  • CO2 udledning
    105 g/km
  • Effekt
    90 hk
  • Moment
    220 Nm
  • Topfart
    170 km/t.
  • Acc. (0-100)
    13,5 sek.
  • Køreklar vægt
    1.427 kg
  • Maks. påhængsvægt
    1.500 kg
  • Bagagerum
    380 liter
  • Akselafstand
    265 cm
  • Garanti (bil/lak/rust)
    7 / 5 / 12
  • Mål
    L:431 cm B:178 cm H:147 cm

Motors tal

  • Målt forbrug 22 km/l
  • Beregnet økonomi 2,95 kr./km

Sikkerhed

2012
Luk

Da Kia Ceed dukkede op i 2007, introducerede den danske importør samtidig sin nye syvårige garanti, og sammen med bilens øvrige egenskaber udløste det en topkarakter på seks stjerner, da Motor testede den første gang.

 Siden har begejstringen været på et højt niveau, hver gang vi har haft bilen inde til test i forskellige varianter, omend topkarakteren på seks stjerner ikke har kunnet fastholdes, efterhånden som konkurrenterne blev mere og mere avancerede.

Selvom en suveræn topkarakter derfor med tiden er gledet Ceed af hænde, har bilen dog altid været vurderet højt, og Kia Ceed har således vundet flere gruppetest og dueller i Motor. Nu er en helt ny generation dukket op, så nu er spørgsmålet naturligvis, om den kan tilbageerobre pladsen som markedets suverænt bedste bil i dette segment.

Lad det være sagt med det samme: Selvom Kia Ceed er blevet en yderst vellykket bil, så rykker den ikke markedet lige så meget som for seks år siden. Den må derfor tage til takke med fem stjerner og dermed en plads ved siden af de andre gode biler. En spritny VW Golf, en ganske avanceret Ford Focus og en nyligt opdateret Opel Astra har simpelthen forbedret sig så meget, at Kia Ceed ikke længere kan betragtes som en ener.

Inden vi kaster os alt for langt ned i detaljerne, må vi lige have et overblik over priserne på den nye Ceed. Det er trods alt stadig en bil, der også skal sælges på at være et billigere alternativ til f.eks. en VW Golf.

Kia Ceed fra siden
Kia Ceed er her testet som femdørs hatchback, men en stationcar kaldet SW er også med i programmet, og den er netop introduceret herhjemme.

Flot og rummelig kabine

Billigste model koster 194.000 kr., og det er 10.000 kr. mere end forgængeren, men stadig en del billigere end hos konkurrenterne.

Det er nemlig for en veludstyret bil med bl.a. aircondition, en velfungerende 1.4-liters benzinmotor og mange gode detaljer. Den har vi prøvet, og du kan sagtens vælge den uden yderligere ekstraudstyr, hvis det blot er en økonomisk udgave, du er ude efter. Dermed er Kia Ceed reelt tæt på 50.000 kr. billigere end f.eks. den udgående VW Golf.

I alt består motorprogrammet af to benzinere og to dieselvarianter, hvor de to mindste af hver slags kun kan fås i enten Active- eller Active Plus-udstyrsniveauet, mens de to store udgaver af hver slags desuden kan fås med Premium- eller Premium Plus-udstyr.

Dyreste udgave er dermed en 1.6-liters dieseludgave i Premium Plus til 309.000 kr. Men så har den også næsten alt i udstyr inkl. xenonforlygter, digitalt speedometer, nøglefri betjening, elektrisk parkeringsbremse og 17-tommer-alufælge. Alle udgaver af Kia Ceed er i øvrigt udstyret med varme i rattet, bluetooth-telefonopkobling og tilkobling til radioen via USB/iPod-stik samt læderrat og -gearstang.

Den markant forbedrede kvalitet, der møder en, når man tager plads bag rattet i den nye Kia Ceed, er noget af det, der for alvor imponerer. Instrumenter, instrumentbord og knapper og displays er bragt op på et højere niveau end i forgængeren, og bilen kan nu sammenlignes med de nyeste konkurrenter. Her er simpelthen skabt et miljø, de fleste vil synes om.

Og det handler ikke kun om udseende. Selv efter mange timer bag rattet er det svært at finde punkter, der råber på oplagte forbedringer. Alle betjeningsgreb sidder de rigtige steder, og man sidder fremragende i de store sæder, og som det sig hør og bør, kan rattet justeres i både længde og højde til gavn for en god ergonomi.

Kia Ceed kabine
Lækre materialer og en fornem udformning møder føreren bag rattet. Speedometeret er fint placeret midt i synsfeltet, og knapper og betjeningsgreb er fint placeret, hvor man forventer at møde dem.

Længere og lavere

Også fralægningspladsen imponerer. Et stort rum foran gearstangen tager imod næsten hvad som helst. Et par ordentlige kopholdere mellem forsæderne hjælper i hverdagen, og ved bagsæderne er der god plads til flasker i dørene. Handskerummet har indbygget køling, der er et ekstra rum til venstre for rattet, og en stor midterkonsol sluger det sidste. Det er rart i hverdagen.

Som nævnt havde den gamle Kia Ceed et design, der udstrålede det praktiske syn på livet mere end ønsket om at se godt ud. Dette er ændret markant ved at gøre bilen både længere og lavere og dermed frembringe en mere dynamisk form. Og selvom Ceed også er blevet en cm smallere, er sporvidden øget ret markant både for og bag. Sammen med hjulkasser, der er bedre tilpasset hjulenes størrelse, giver det bilen et ret flot ydre.

Selvom den nye Kia Ceed er bygget på en helt ny platform, er akselafstanden fastholdt på 265 cm, hvilket også er blandt de største i klassen. Det mærkes inde i bilen, hvor pladsen ved bagsædet er direkte imponerende, samt ved bagagerummet, der med sine 380 liter er vokset med betydelige 40 liter i forhold til forgængeren.

Kia Ceed har altså fået udseendet med sig, uden at det er gået ud over brugsværdien. Det er vigtigt for en bil som denne.

Kia Ceed bagsæde
Bagsædepladsen er overraskende god. To voksne sidder fint bag hinanden, og gulvet er stort set fladt ud for midterpladsen. Kun Premium-udgaverne har friskluftdyser til bagsædet i midterkonsollen.

Ikke alle motorer imponerer

Vi har prøvet alle motorvarianterne, og selvom de ikke direkte dumper, er de heller ikke just imponerende. Den mindste benzinmotor lever fint op til forventningerne, men både den større benzinmotor og den lille dieselmotor savner saft og kraft, når der er læs på bilen.

Særligt 1.6-liters-benzinmotoren skuffer, og det er egentlig mærkeligt, for den er af nyeste generation med direkte benzinindsprøjtning. Alligevel kan den på ingen måde måle sig med f.eks. en VW Golf med en af dens små turbobenzinmotorer. Vi ved, at sådanne motorer også er på vej i motorprogrammet hos Kia/Hyundai, men der går stadig nogle år, før de kan købes.

Indtil da må man nøjes med det, der er, og det imponerer ikke, når der er mere end bare føreren i bilen. Vores råd er derfor, at du skal vælge den mindste benzinmotor, hvis det blot skal være billigt. Skal der mere fart over feltet, er det en af dieseludgaverne, du skal vælge, og her bliver det til gengæld rigtig godt i udgaven med den store dieselmotor. Særligt hvis du har tænkt dig at udnytte Kia Ceeds gode muligheder for at spænde en påhængsvogn efter bilen, er det den store dieselmotor, du skal gå efter. Den må så til gengæld også trække 1.500 kg.

Kia Ceed instrumenter
I midten af speedometeret er der et display, der viser tripcomputer og andre nyttige oplysninger.

God støjdæmpning

Alle udgaver af Kia Ceed har en sekstrins gearkasse. Gearskiftet er smidigt, og igangsætningen er let. Vi havde dog gerne set en mere langbenet gearing i sjette gear, når der nu er så mange at vælge mellem.

I denne 1.4-liters dieseludgave går motoren 53 km/t. i sjette gear ved 1.000 omdrejninger, og det kunne sagtens være hævet til 60 km/t. Dermed havde man sænket motoromdrejningerne yderligere ved motorvejsfart til gavn for et lavere forbrug og lidt lavere motorstøj. Sidstnævnte var der nu ikke meget af, og i det hele taget virker det, som om støjdæmpningen er ret effektiv.

Forbrugstallene for dieseludgaverne er på papiret mellem 25 og 27 km/l, og i 1.4’eren klarede vi 22,2 km/l i snit. En forbrugsmåling ved en konstant hastighed på 50 km/t. gav 21,7 km/l, mens den ved 80 km/t. gav 24,4 km/l. Motorvejskørsel ved 110 km/t. var mere uøkonomisk med sine kun 19,6 km/l.

De to 1.6-liters-udgaver kan fås med automatgear, men det er en dyr fornøjelse: 30.000 kr. til benzineren og 40.000 kr. til dieseludgaven.

Kia Ceed display
Bemærk det lille display foroven på instrumentbordet med ur og udendørs temperaturmåler.

Justerbar servostyring

Køreegenskaberne er gennemgående meget afslappende, og bilen virker letkørt. Affjedringen er helt klart afstemt til den komfortable side, og det nyder man, når man kører over ujævnheder.

Den ret bløde affjedring er dog en ulempe, når bilen køres hurtigt gennem skarpe sving, hvor krængningen til tider kan føles ret stor. Er der både kurve og ujævnheder, får bilen svært ved at opføre sig eksemplarisk, og så kunne man godt ønske sig en lidt bedre undervogn.

Styretøjet er af den elektroniske type, og det har en lang række fordele. Blandt andet kan man – på nær i billigste variant – justere servostyringens hjælpeniveau fra en knap ved rattet. Man kan vælge mellem normal, komfort og sport, og forskellen ligger i, hvor let styretøjet går ved lavere hastigheder. Det er sjovt at eksperimentere med, men er samlet set ikke en detalje, man føler, man har gået og savnet. Grundmodellen uden denne feature har også et udmærket styretøj.

Bremserne er rigtig gode, og der er dejligt bid i dem fra starten af en kraftig opbremsning. De er tilmed forsynet med „hillholder”, der fastholder bremsetrykket et par sekunder, efter at man har sluppet bremse­pedalen. Det gør det lettere at sætte i gang på en stejl bakke, uden at bilen ruller baglæns.

Alle biler har desuden – naturligvis – elektronisk styret antiudskridningssystem, så et eller flere hjul automatisk nedbremses, hvis bilen er ved at skride ud. Det er godt. Et automatisk nødbremsesystem er desværre ikke en mulighed til Kia Ceed.

Forlygterne er af halogen­typen med separate nær- og fjernlys. De giver et godt lys. I topmodellen er der xenonforlygter som standard, men de kan ikke tilkøbes de øvrige modeller. Premium og Premium Plus er udstyret med LED-lygter som kørelys foran og som baglygter bagtil.

Kia Ceed bagagerum
Bagagerummet er stort og praktisk indrettet med små rum i siderne og et ekstra rum under gulvet. Ryglænet er todelt, men sædehynden skal rejses, for at gulvfladen bliver plan, når ryglænet foldes frem.

Syv års garanti

Et af argumenterne for at vælge Kia Ceed frem for konkurrenterne er naturligvis bilens fine garanti, som dækker i syv år eller til maksimalt 150.000 km. De første tre år er uden km-begrænsning. I alle tilfælde kræver det dog, at man følger Kias serviceplan til punkt og prikke. Det vil naturligt ske på et dansk Kia-værksted, men det er ikke et must. Kan man bevise, at serviceplanen er fulgt, kan bilen godt have været serviceret andre steder.

Bilen skal til service for hver 30.000 km eller to år, dog med et mellemliggende olieskift efter 15.000 km eller hvert år. Kia tilbyder en service- og reparationsaftale, hvor prisen beregnes efter dine kørselsbehov og over den periode, du ønsker. En aftale, der løber over fem år og 100.000 km, koster 489 kr. om måneden eller 5.800 kr. om året. Det er en rimelig pris og gør det muligt at lægge et fast budget over udgifterne til bilhold.

Kia Ceed har derudover en gennemtæringsgaranti på 12 år, og her er det godt at vide, at bilen både er udstyret med plastinderskærme for og bag. En supplerende rustbeskyttelse er dog anbefalelsesværdig. Der er desuden fem års garanti mod lakfejl.

I FDM er det oplevelsen, at der ikke har været de store problemer med den første udgave af Kia Ceed. De fejl, der har været, er fint blevet udbedret på garantien, hvis bilejerne vel at mærke har fået bilen serviceret. I modsat fald er der kun begrænset hjælp at hente, selv om det er Kias opgave at bevise, at fejlen på bilen er forårsaget af f.eks. et manglende serviceeftersyn.

Vi har beregnet de samlede udgifter ved at holde bilen i fem år og 100.000 km til 2,95 kr. pr. km, eller noget, der ligner små 60.000 kr. om året. Det er et attraktivt beløb, og det kan for mange bilkøbere endda nedsættes yderligere, hvis man vælger at tegne forsikringen gennem Kia til 3.500 kr. pr. år inkl. kasko.

Så bliver det vist ikke meget mere fornuftigt, og den nye udgave af Kia Ceed må absolut betragtes som et godt og trygt køb.