Kia Picanto forfra
Biltest

Kia Picanto - flot mikro-SUV

Den populære mikrobil Kia Picanto fås nu i en udgave med plastpaneler hele vejen rundt, mere udstyr og en frisk fremtoning. Det gør den ikke til en SUV, men den ligner.
Kia Picanto bagfra

Motors vurdering

Kia Picanto

22,2 km/l
Benzin
152.572 kr.
  • Udstyr
  • Sæder
  • Garanti (7 år)
  • Svag motor
  • Ratjustering
  • Savner 6. gear
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    1.2 liter – 4 cyl.
  • CO2 udledning
    104 g/km
  • Effekt
    84 hk
  • Moment
    122 Nm
  • Topfart
    173 km/t.
  • Acc. (0-100)
    12,0 sek.
  • Køreklar vægt
    939 kg
  • Maks. påhængsvægt
    0 kg
  • Bagagerum
    255 liter
  • Akselafstand
    240 cm
  • Garanti (bil/lak/rust)
    7 / 5 / 12
    Bilgaranti maks. 150.000 km
  • Mål
    L:360 cm B:160 cm H:149 cm

Motors tal

  • Målt forbrug 19 km/l
  • Beregnet økonomi 2,35 kr./km

Sikkerhed

2017
Luk

Store plastpaneler langs hele bilens omkreds, smarte udstødningsrør og flot betræk på sæderne. Den lidt rå udgave af billigbilen Picanto er faktisk et frisk indslag i en ofte lidt kedelig bilklasse, hvor lav pris ellers er vigtigste købsargument.

På motorvejen glæder vi os over bilens fine retningsstabilitet. Men selve motoren imponerer ikke meget.

Med få og simple virkemidler har Kia gjort Picanto smart. Som X-Line ligner den næsten en SUV, og det giver bilen et nyt liv. Både for og bag er der monteret sølvpaneler, der udstråler lidt mere eksklusivitet end normalt i en Picanto. Og de særlige X-Line 16-tommer alufælge matcher resten af bilen flot.

Læs også: Motors test af VW Up - bekvem pendlerbil

Der er monteret lavprofildæk i størrelsen 195/45 R16, og de er med til at give bilen en lidt bedre køredynamik end ellers. Særlige for- og baglygter er med til at understrege bilens særlige karakter.

Kia Picanto kabine
Førerpladsen er flot udformet, om end materialerne er hård plast. Skærmen i midten rummer radio som standard, og navigations anlæg, Apple CarPlay samt bakkamera kan tilkøbes for 12.000 kr.

Varme i rattet

Bag rattet glæder man sig over det lækre læderrat, der er udformet helt anderledes end i de normale udgaver af Picanto. Og ikke mindst den indbyggede varme er fin.

Instrumenthuset er udformet med prisværdigt tydelige instrumenter, og det er både godt for sikkerheden og for oplevelsen. Der er i øvrigt danske menuer i alle tekst-displayene.

Et punkt, vi gerne havde set forbedret, er oplevelsen af plast-kvaliteten. Her mærker man tydeligt, at det er en billig bil, vi har med at gøre. Der er stenhård plast overalt. Alligevel må vi medgive Kia, at man med få midler har lykkedes at bryde de sorte flader på en flot måde.

Find din nye Kia Picanto på FDM biler.dk

Kia Picanto plastskærme overalt
Kia Picanto X-Line kendes på plastpanelerne hele vejen rundt. Teknisk er den identisk med den almindelige Picanto. Bagfra er der kommet et ekstra skørt forneden, ligesom udstødningsrøret munder ud i to rigtige forkromede stålrør.

Den store skærm i midten måler syv tommer og indeholder som standard radio og informationer om bilkørslen. Man kan opgradere skærmen med et navigationsanlæg til 12.000 kr. Så følger også Apple CarPlay samt et flot bakkamera, og det bør man overveje.

En DAB-radio skal tilkøbes for 2.000 kr., hvis man vi være sikker på at kunne modtage radiosignaler også om nogle år, hvis FM-båndet ender med at blive nedlagt. Udstyret omfatter desuden klimaanlæg, parkeringssensorer bagtil og elruder i alle døre. En udmærket nødbremse er standard i alle udgaver af Picanto.

Savner fartpilot

På motorvejen glæder vi os over bilens fine retningsstabilitet, der også er en konsekvens af de ret gode dæk, der følger med i X-Line udstyret.

Men selve motoren imponerer ikke meget, den virker simpelthen for svag til bilen. Her havde det været rart, hvis man i stedet havde forsynet den med den nye trecylindrede turbomotor, men den er endnu ikke kommet til Picanto-modellerne.

Kia Picanto sæder
Forsæderne er lækkert udformet, og man sidder tilmed rigtig godt i dem. De matcher læderrattet godt, omend sæderne ikke er af rigtigt læder.

Denne firecylindrede 1.2’er yder blot 84 hk, og da den er ret lavt gearet, medfører det høje motoromdrejningstal, og dermed en del motorstøj ved motorvejskørsel. Der er kun fem gear i bilen, så et sjette gear kunne nok have hjulpet en smule.

Læs også: Motors test af Opel Karl - lav pris og flot udstyr

En anden løsning kan være at købe versionen med automatgear. Den koster dog hele 27.000 kr. ekstra, da den kun kører 18,5 km pr. liter og dermed udløser en straf i registreringsafgiften.

Der er ikke fartpilot i grundudstyret, men den kan tilkøbes for 4.000 kr. Det vil vi anbefale, hvis man ofte kører langt.

Under vores test af bilen kørte vi snit 19 km pr. liter. Fabrikstallet stiller 22,2 km pr. liter i udsigt.

Flot garanti

I lighed med alle andre modeller fra Kia sælges også Picanto X-Line med en fabriksgaranti på syv år eller 150.000 km. Det er flot og med til at skabe tryghed i bilejerskabet.

Man kan tilkøbe en service- og reparationsaftale til bilen. Over en periode på fem år og 100.000 km koster det 5.700 kr. om året, og det kan være værd at overveje, hvis man ønsker hel tryghed med udgifterne. Den dækker både planlagte serviceeftersyn samt eventuelle ikke planlagte reparationer i løbetiden.