Mazda 6 - modig Mazda

Motors vurdering
Mazda 6
- Køreegenskaber
- Udstyr
- Plads
- Forbrug
- Udstyrsmuligheder
Fabriksdata
-
Motor2.0 liter – 4 cyl.
-
CO2 udledning139 g/km
-
Effekt165 hk
-
Moment210 Nm
-
Topfart214 km/t.
-
Acc. (0-100)9,1 sek.
-
Køreklar vægt1.380 kg
-
Maks. påhængsvægt1.500 kg
-
Bagagerum506 liter
-
Akselafstand275 cm
-
Garanti (bil/lak/rust)3 / 3 / 12
-
MålL:480 cm B:184 cm H:148 cm
Motors tal
- Målt forbrug 14 km/l
- Beregnet økonomi 4,50 kr./km
Der er virkelig sket noget med den nye Mazda 6. Designet af fronten er nærmest overvældende, og linjerne er i familie med den lidt større Mazda CX-5.
Inspirationen er efter sigende hentet i både samuraisværd og rovdyrenes verden. Selvom det formentlig blot er en god historie, er det svært at komme uden om, at det nye design er så interessant, at det for mange sikkert vil blive et af de vigtigste argumenter for at vælge en Mazda 6 frem for en mere traditionel stationcar.
Det er nyt for et bilmærke, der i mange år ellers har solgt biler alene på tryghed og driftssikkerhed. Der er heldigvis også andre gode grunde end blot designet til at overveje den nye Mazda 6 – det er dem, vi ser nærmere på i denne test.

To biler – samme pris
Mazda 6 kommer fra starten i to karrosseriudførelser, henholdsvis en firedørs sedan og denne stationcar. Det bemærkelsesværdige ved de to udgaver er, at de har hver sin akselafstand. Og sjovt nok er det sedanen, der har den længste. Afstanden mellem for- og baghjul er hele otte cm større end i stationcaren.
Set med danske øjne er det lidt ærgerligt, at det var sådan, kortene faldt. Sedanmarkedet er nemlig meget lille herhjemme, mens de rummelige stationcars matcher danskernes smag perfekt. En stationcar med ekstra lang akselafstand kunne derfor have været en rigtig god idé.
Heldigvis er pladsforholdene i stationcaren ikke ringe – akselafstanden er faktisk vokset med 2,5 cm i forhold til den gamle 6’er. Men det vil nok overraske de fleste, at benpladsen ved bagsædet alligevel er en anelse bedre i en VW Golf end i en Mazda 6.
Loftshøjden er lidt lavere i den nye Mazda 6 end i den gamle model. Men det er ikke noget problem, for selv voksne har fin plads ved både for- og bagsædet. Ellers er længden og bredden vokset med tæt på fire cm, og det gavner pladsen både for og bag, mens bagagerummets volumen kun er øget med beskedne tre liter til 522 liter.
Priserne for de to karrosserivarianter er helt identiske, og den billigste udstyrsversion koster 303.680 kr.

Helt ny konstruktion
„Skyactiv” er navnet på Mazdas nye generation af karrosserier, motorer og gearkassser, der alle skal bidrage til bedre køredynamik og et lavere brændstofforbrug. På karrosserisiden har det resulteret i en vægtreduktion på omtrent 100 kg sammenlignet med den gamle Mazda 6.
En lavere vægt giver i sig selv en reduktion af brændstofforbruget og en bedre køredynamik. Det sidste underbygges af nye hjulophæng, hvor særligt den forreste del af baghjulsophænget er placeret så smart, at det kendte dyk med næsen under nedbremsning stort set undgås.
På motorsiden er der kun firecylindrede benzin- og dieseludgaver. De er alle helt specielle ved, at benzinmotorerne har verdens højeste kompressionsforhold (14:1), og at dieselmotorerne har verdens laveste kompressionsforhold (ligeledes 14:1). I begge tilfælde er det med til at forbedre brændstoføkonomien. Benzinmotorerne er på 2.0 eller 2.5 liter, mens dieselmotorerne alle er på 2.2 liter.
I forhold til mange andre motorer på samme størrelse har det medført pæne forbrugstal, og den mindste dieselmotor kører på papiret hele 22,7 km pr. liter og er således i energiklasse A+. De øvrige motorer befinder sig alle i enten kategori A eller B. En del af den fine placering skyldes også de nye kompakte gearkasser med lav vægt, seks trin og udvekslingsforhold, der holder omdrejningerne nede.

Godt udsyn
En tydelig designdetalje ved den nye Mazda 6 er A-stolperne, der er trukket 10 cm tilbage i forhold til den gamle 6’er. De efterlader en lang kølerhjelm, men også et meget fint udsyn fra førerpladsen. Det fortsætter endda hele vejen rundt, og det er med til at gøre Mazda 6 mere letkørt i byen end mange andre biler i samme størrelse.
Bag rattet kan man også nyde et meget velkomponeret instrumentbord. Rattet er multijusterbart, og herfra kan man styre funktioner som fartpilot, radio og telefon. Man sidder rigtig godt i de store forstole, og de kan justeres på mange måder, så de fleste bør kunne finde sig en god kørestilling.
Fra en stor drejeknap mellem forsæderne kan man styre det store display med radio, telefon og eventuelt tilkøbt TomTom-navigationsanlæg. Det funge-
rer fint, og menuerne virker intuitivt, og alle tekster er på dansk. Det er flot, men desværre er bakkamera kun standard i topudgaven.

Fornemme køreegenskaber
Føreren kan også glæde sig over et lækkert gearskift og en tilhørende meget vellykket koblingsfunktion, der får den manuelle udgave til at virke afslappende at køre.
I et display vises et symbol, når det er optimalt at skifte gear. Over en længere testrute lykkedes det os derved at få den testede benzinbil til at køre 13,9 km pr. liter, og selvom det ikke er vildt imponerende, er det ret godt for så stor en bil.
På motorvejen er Mazda 6 tydeligvis på hjemmebane. Vi tog et smut ned på den tyske Autobahn, og her udviste bilen en flot retningstabilitet lige fra danske motorvejshastigheder og op til topfarten, og selv ved kraftige nedbremsninger blev stabiliteten bevaret, ligesom bilens yderst moderate dyk med næsen øger kontrollen over bilen. Det er flot og bringer Mazda helt op i den liga, hvor vi finder biler som f.eks. Audi A4.
Det gælder i øvrigt også støjniveauet. Det har tidligere været et svagt punkt i Mazda 6, men nu er der styr på støjdæmpningen, og støjen er nede på et niveau som i rigtig gode biler.
På landevej virker styretøjet velproportioneret, og også her mærker man bilens glæde ved sving og hurtige kurver. Mazda 6 kører ganske enkelt fremragende.
Ved igangsætning på bakker er det i øvrigt rart, at bremsesystemet er udformet, så bremserne selv holder bremsetrykket, et lille stykke tid efter at bremsepedalen slippes, og dermed modvirker tilbagerulning.
Lygterne bliver et kapitel for sig, hvis man ofrer 25.000 kr. og tilkøber lyspakken med xenonlygterne, som vores testbil havde. Dels er både nær- og fjernlyset helt fantastisk, dels kan man nyde den automatiske op- og nedblænding, hvor et kamera i forruden holder øje med modkørende og forankørende trafikanter. Det virker godt og er yderst vanedannende.

Bremserne bremser selv
Den nye Mazda 6 kommer i versionerne Core, Vision og Optimum. Navnene dækker over tre forskellige udstyrsniveauer og over det faktum, at hvert niveau har sin egen motorvariant.
Man kan populært sige, at når man går et niveau op, får man både mere udstyr og flere kræfter. Det gør det lidt svært at gennemskue prislisten. Motors købstip er: Vælg Vision-udstyrsniveauet. I benzinudgaven har den en tolitersmotor med 165 hk, og den koster 353.680 kr. I dieseludgaven har den en 2.2-liters motor med 150 hk, og her koster den 398.680 kr. I begge tilfælde kan man tilkøbe den omtalte xenonlyspakke til 25.000 kr.
Mazda 6 er endnu ikke testet af Euro NCAP, så vi kan ikke sige noget præcist om sikkerheden, selvom den gamle 6’er klarede testen til fem stjerner.
Vi kan dog pege på en del af det sikkerhedsudstyr, bilen har, og konstatere, at det øvrige sikkerhedsniveau ser fint ud. Alle udgaver har selvfølgelig antiudskridningssystemet ESC, men mere bemærkelsesværdigt er det, at alle udgaver også har det, Mazda kalder „Smart City Brake Support”, et system, der bremser bilen ned fra hastigheder i intervallet 4-30 km/t., hvis systemet registrerer, at man er ved at køre op i bilen foran. Det er der ikke andre end Volvo, der tilbyder i denne klasse, og det bringer Mazda helt i front.
I Vision er der tilmed et system, der advarer, hver gang en bagfrakommende bil befinder sig i den blinde vinkel på en motorvej. Desværre er det kun topmodellen, der kan fås med den adaptive fartpilot, der selv holder afstand til forankørende. Det havde klædt Mazda at tilbyde dette vigtige sikkerhedsudstyr til alle versionerne af Mazda 6.

Økonomien er presset
Designerne har som nævnt lagt vægt på bilens udseende, og det betyder, at alle udgaver er forsynet med meget store hjul. De mindste udgaver kører på 17”-hjul, mens Optimum-udgaverne som standard kører på 19”-hjul.
Hjulstørrelsen er naturligvis en af forklaringerne på de gode køreegenskaber. Men de store hjul er ikke sjove, når der skal nye dæk på bilen. For her koster fire nye dæk uden problemer 6-8.000 kr., og det påvirker vores regnestykke over den samlede økonomi. Det gør en noget høj serviceudgift også, og vores beregninger lander dermed på en samlet km-udgift på 4,50 kr., hvilket må siges at være i den høje ende.
Den danske Mazda-organisation tilbyder ikke en generel service- og reparationsaftale, men enkelte forhandlere har deres egne programmer. Derfor er den mest almindelige løsning blot at følge serviceprogrammet og betale for service og reparationer, i takt med at de opstår.
Alligevel ser det samlede ejerskab af en ny Mazda 6 ikke dumt ud, og vi må konstatere, at nok er det mange penge, der er i spil for at eje bilen, men Mazda 6 byder på så mange gode stunder bag rattet samt god brugsværdi og udpræget kørekomfort, at man må sige, at prisen og den tilhørende oplevede værdi for pengene står i et rimeligt forhold til hinanden.
Og det er jo i sidste ende det, det handler om, når man først har fundet ud af, om man magter den økonomiske udfordring, et køb i denne prisklasse trods alt er.
