Mazda CX-5 forfra
Biltest

Mazda CX-5 - lidt lille indeni

Den nye Mazda CX-5 ser stor ud, men indeni er pladsen ikke overvældende. Føreren sidder godt og udstyret imponerer, så den er attraktiv som senior-SUV.
Mazda CX-5 nagfra

Motors vurdering

Mazda CX-5

15,6 km/l
Benzin
368.878 kr.
  • Udstyr
  • Garanti
  • Køreglæde
  • Motor
  • Aut. gear
  • Linjevogter
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    2,0 liter - 4 cyl.
  • CO2 udledning
    149 g/km
  • Effekt
    165 hk
  • Moment
    210 Nm
  • Topfart
    201 km/t.
  • Acc. (0-100)
    10,4 sek.
  • Køreklar vægt
    1.435 kg
  • Maks. påhængsvægt
    1.800 kg
  • Bagagerum
    506 liter
  • Akselafstand
    270 cm
  • Garanti (bil/lak/rust)
    3 / /
  • Mål
    L:455 cm B:184 cm H:168 cm

Motors tal

  • Målt forbrug 17 km/l
  • Beregnet økonomi 4,45 kr./km

Sikkerhed

2017
Luk

Der er både fordele og ulemper ved at være lille. Især i den stadig mere konsoliderende bilverden, hvor Mazda som en af de få står alene. Det påvirker vurderingen af mærkets mellemstore SUV, CX-5, på godt og ondt.

På den positive side opleves den som en harmonisk bil fra første perfekte gearskifte og overrasker chaufføren på den gode måde. Som i andre SUV’er sidder du højt, har godt udsyn og let ind- og udstigning. Den lille producent kan altså godt.

CX-5 er en „tag eller lad vær”-model, der især henvender sig til bilkøbere, som gerne vil have et højt udstyrsniveau.

Men på udstyrssiden kan det mærkes, at Mazda ikke har lige så mange varer på hylderne som de større mærker. Du kan f.eks. kun få automatgear, hvis du også vælger firehjulstræk.

Adaptiv fartpilot er kun et tilvalg på topmodellerne til godt en halv million kr., og selvom CX-5 generelt har et højt udstyrsniveau, er der ikke mange muligheder for personalisering, som ellers bliver stadig mere udbredt.

Mazda CX-5 kabine
Det føles kompakt bag rattet af CX-5, og betjeningen af bilen er let. Der er god fralægningsplads med to kopholdere foran midterarmlænet og rum til mobil og nøgler foran gearstangen.

Som Mazdas øvrige modeller er CX-5 en veloplagt køremaskine med fokus på det sportslige. Så trods bilens drøjde føles den meget agil.

Samtidig er der fundet en fin balance i affjedringen, så komforten er på plads. Vision-versionen har 17”-fælge, der giver lidt bedre komfort end de flotte 19”-fælge, der er standard på Optimum-versionen.

Uanset dækstørrelse har CX-5 et behageligt støjbillede, der er med til at gøre førersædet i CX-5 til et rart sted af befinde sig.

Mazda CX-5 skærm
Bakkameraet er meget vidvinklet, men det gør, at du næsten kan se om hjørner, hvilket er en stor hjælp, når du bakker. Det er koblet sammen med et sensor-system, der automatisk kan bremse for tværgående trafik bag dig. Til Vision-versionen er det en del af en sikkerhedspakke til 15.000 kr.

Motor uden tryk

Mazda holder fast i, at deres benzinmotorer ikke skal have turbolader, og det virker fint i de mindre modeller som Mazda 3 og CX-3.

Men CX-5 har så meget tyngde og er så stor, at motoren føles lidt bovlam, eksempelvis når man vil accelerere fra 110 til 130 km/t. i 6. gear.

Det maksimale bundtræk kommer først ved 4.000 o/min., og det er sjældent, man kommer så højt op i omdrejninger. Her savnes det solide bundtræk, en turbomotor leverer.

Læs flere biltest på motor.dk

Sideløbende testede Motor også diesel-topvarianten med 175 hk. Den har det bundtræk, benzinmotoren savner.

Merprisen for at skifte til diesel starter ved 40.000 kr., og det bør man overveje. Især fordi du her får mulighed for at købe CX-5 med automatgear uden fordyrende firehjulstræk.

For selvom det manuelle gearskifte går både let og hurtigt, så passer et automatgear godt til en SUV-model.

Mazda CX-5 bagsæde
Med bilens størrelse in mente er bagsædepladsen lidt skuffende, lofthøjden imponerer, men det gør benpladsen ikke. Dog får CX-5 et stort plus for friskluftdyser mellem forsæderne og relativt store sideruder.

Nødbremse til 80 km/t.

Uanset hvilken CX-5 du vælger, er automatisk nødbremse standard. Og den ser både biler og mennesker, hvilket trækker op i vurderingen.

CX-5 fås også med en sikkerhedspakke, der har et smart meget vidvinklet bakkamera, der kombineret med sensorer betyder, at bilen også har en nødbremse, når du bakker. Det er vitterligt anbefalelsesværdigt, også fordi det samtidig kommer med en blindvinkel alarm.

Desværre følger en aktiv linjevogter med, som sporadisk trækker i rattet. Det er irriterende og kan desværre ikke slås fra permanent. Sikkerhedspakken koster 15.000 kr., men er standard på Optimum-versionen, som udstyrsfetichister bør overveje.

For en merpris på blot 25.000 kr. får du ud over sikkerhedspakken bl.a. også Bose-anlæg, adaptive LED-forlygter, nøglefri betjening, lædersæder og elbagklap.

Mazda CX-5 bagagerum
Læssehøjden er hele 75 cm, så du skal løfte kufferterne højt op. Men der er 506 liters plads at boltre sig på, noget af det ligger under bagagerumsbunden. Så pladsen er ikke så imponerende som i en stationcar.

Stor udenpå – lille indeni

Når du står ved siden af CX-5, virker den stor. Det understreger den gode indstigning også, men når først chaufføren har sat sig til rette, er pladsen ikke overvældende på bagsædet. Benpladsen matcher Mazda 3, der hører til i mellemklassen, men i forhold til søstermodellen har CX-5 bedre udsyn fra bagsædet og de vigtige friskluftsdyser mellem forsæderne.

Men sætter man sig ind i konkurrenter som Seat Ateca og Peugeot 3008, er der bedre plads. Især midterpladsen på bagsædet er mest til korte ture. For børnefamilien er den altså ikke så oplagt, men til seniortilværelsen er indretningen så godt som optimal, især fordi bagagerummet byder på godt 500 liter.

CX-5 er en „tag eller lad vær”-model, der især henvender sig til bilkøbere, som gerne vil have et højt udstyrsniveau. For at få topkarakter skulle den have en større trykfølsom skærm med Apple CarPlay/Android Auto, mulighed for adaptiv fartpilot på andet end topmodellerne samt mulighed for at kombinere automatgear og benzinmotor uden firehjulstræk.

Mazda CX-5 siden
Den nemmeste måde at se forskel på testmodellens Vision-udstyr og topversionen Optimum, er på fælgene. Vision har 17”-fælge, hvor topversionen er helt oppe på 19”. Store fælge giver dyre dæk og mindre komfort.

Det kan dog ikke rykke ved det samlede gode indtryk, som CX-5 giver: Man behøver ikke at være en bilgigant for at ramme plet.

Få overblik over alle Mazda CX-5-versioner på biler.dk