Mercedes B-klasse - stjerne i Golf-klassen

Motors vurdering
Mercedes-Benz B-klasse
- Pladsforhold
- Komfort
- Udsyn
- Udstyr
- Forbrug
- Ikke 3 års garanti
Fabriksdata
-
Motor1.6 liter - 4 cyl.
-
CO2 udledning138 g/km
-
Effekt122 hk
-
Moment200 Nm
-
Topfart190 km/t.
-
Acc. (0-100)10,4 sek.
-
Køreklar vægt1.395 kg
-
Maks. påhængsvægt1.200 kg
-
Bagagerum486 liter
-
Akselafstand270 cm
-
Garanti (bil/lak/rust)2 / 2 / 12
-
MålL:436 cm B:179 cm H:156 cm
Motors tal
- Målt forbrug 12 km/l
- Beregnet økonomi 4,30 kr./km
Ingen andre modeller fra Mercedes-Benz har nogensinde gennemgået så mange og så store ændringer, som tilfældet er med den nye B-klasse. Der er således stort set intet tilbage af den gamle, og det har medført et helt nyt karrosseri, helt nye motorer, helt nye gearkasser og ikke mindst helt nye sikkerhedssystemer.
Men for mange bilkøbere er det nok prisen, der er den mest bemærkelsesværdige nyhed. For hvor en B-klasse for få år siden kostede noget nær en halv million, så koster den billigste udgave nu kun godt 350.000 kr. Det er en god pris og langt fra den liga, det tyske luksusmærke ellers har befundet sig i.
Størrelsesmæssigt er bilen at sammenligne med f.eks. VW Golf Plus, men prisen lukker også op for en sammenligning med livsstilsbiler som f.eks. Audi A3 Sportback eller BMW X1. Man kan også sammenligne den med flere mindre MPV-modeller, men grundlæggende er der mere personbil end MPV over B-klassen i denne nye generation.

Masser af plads
Nogle af fordelene ved MPV-bilerne er dog at genfinde i B-klassen. Indvendigt mødes man af en kabine, der er indbydende, og som byder på god plads ved både for- og bagsæderne.
Fortil er siddepositionen blevet meget oprejst som på en spisebordsstol, og man slipper for at have benene pegende vandret fremad, som det var tilfældet i den gamle B-klasse. Man sidder også højt, og det er med til at give et godt overblik over trafikken. Omkring føreren er der gode fralægningspladser, og både radio, telefonopkobling via Bluetooth og andre informationer styres let fra en stor drejeknap mellem sæderne, mens alle informationer præsenteres flot på den store farveskærm oven på midterkonsollen.
På bagsædet sidder man også oprejst, og her er der fremragende plads til voksne, og også her er udsynet godt. Fem personer finder let plads i bilen, men der er tydeligvis satset mest på den gode komfort, hvis man nøjes med at være to på bagsædet.
Bagagerummet er både stort og regulært i formen, og man kan let lægge bagsædets ryglæn ned, hvis der er behov for udvidelser. Under gulvet er der endnu et rum, hvor der er plads til bagage og det medfølgende lappekit, der erstatter reservehjulet.

Trækker på forhjulene
I første omgang kommer B-klassen med et ret overskueligt motorprogram, der grundlæggende kun består af en 1.8-liters dieselmotor og en 1.6-liters benziner. Begge motorer kommer dog i to versioner med lav og høj effekt, så det giver i alt fire valgmuligheder.
Benzinmotoren er meget avanceret opbygget og har bl.a. turbolader. Den har direkte indsprøjtning, hvor benzinen sprøjtes helt ind i cylindrene med 200 bar, hvilket tillader op til fem indsprøjtninger pr. forbrænding. Samlet set giver det motoren en sjældent set respons, og det maksimale drejningsmoment er allerede til stede ved 1.250 omdrejninger, hvilket får benzinudgaven til at føles som en dieselmotor. Den lille udgave yder 122 hk og har et drejningsmoment på 200 Nm, mens de tilsvarende tal for den kraftige udgave er 156 hk og 250 Nm.
På dieselsiden er der også tale om en helt ny nedskaleret motor, hvor der er taget udgangspunkt i den firecylindrede version, vi kender fra de større modeller. Her er der også tale om både turbolader og direkte indsprøjtning, og det giver i de to effektversioner en ydelse på 109 eller 136 hk samt et moment på 250 eller 300 Nm.
B-klassen er en forhjulstrukket bil, og motorerne er derfor placeret på tværs fortil, hvilket gør B-klassen til noget særligt i Mercedes-familien.
Kræfterne føres ud til hjulene via enten en helt ny sekstrins manuel gearkasse eller som tilvalg en helt ny syvtrins dobbeltkoblingsgearkasse. Begge konstruktioner er Mercedes’ egne, og de er udviklet sideløbende og deler en hel del komponenter. I den manuelle version foregår gearskiftene via kabler fra gearstangen, mens den selvskiftende version har små aktuatorer, der sørger for gearskiftene.
Vi har prøvet begge versioner, og der er tale om gearkasser af høj kvalitet. Den manuelle er let at betjene, og sjette gear er dejlig langbenet til gavn for lave omdrejningstal ved motorvejskørsel, mens den automatiske version er yderst komfortabel. Er der på nogen måde mulighed for at få den med i bilbudgettet, vil vi helt klart anbefale automatgearkassen.

God kørekomfort
Uanset hvilken af de fire motorer man vælger, bliver B-klassen aldrig en lynhurtig bil. Dertil er bilens vægt på 1,4 ton for stor i forhold til motorens effekt. Men det virker heller ikke, som om det har været tanken, da B-klassen blev konstrueret. I stedet er der satset på komfort, og den er der til gengæld meget af.
Først og fremmest bemærker man et lavt støjniveau under kørslen. Dernæst er affjedringen vigtig, og den er også til den komfortable side. Ikke sådan at forstå, at undervognen er blød, men den er fint afstemt og giver efter for ujævnheder, men tillader alligevel, at man kan køre friskt i bilen uden at være i tvivl om, hvor den befinder sig.
Komfort er også et spørgsmål om udstyr, og grundlæggende byder B-klassen på det meste. Der er både aircondition, radio med cd og indbygget bluetooth-forbindelse til styring af mobiltelefonen. Der er også varme i sæderne og elruder på alle døre, og det er fint. Men vi savner fartpilot, og vi savner udstyr som regnsensor, automatisk nedblændeligt bakspejl og klimaautomatik. Det kan alt sammen tilkøbes, men koster en del.
Til gengæld er det sjældent, at vi finder læderindtræk som standard. Det er ganske vist kun imiteret læder, men det ser godt ud og giver et eksklusivt præg over hele kabinen.
På landevejen kører B-klassen godt, og vi glæder os særligt over styretøjet, der er rart at betjene, og som giver en god føling med bilen hele tiden. Bilen kører smukt ligeud på motorvejen, og selv med læs på har den ikke tendens til at snyde føreren ved gennemkørsel af sving eller kurver.
Den mindste benzinudgave – B180 – fungerer fint, men mange vil nok savne lidt mere saft og kraft, og det får man i den kraftigere B200 eller i dieseludgaverne. Det er da også de to kraftigste udgaver, vi peger på som bedste køb.

Masser af sikkerhed
Grundlæggende er B-klassen en yderst sikker bil. Den har klaret sig fremragende i kollisionstesten fra Euro NCAP, men der er mere end bare passiv sikkerhed indbygget i bilen.
I alle udgaver får man en indbygget radar, der holder øje med forankørende biler. Den advarer føreren, når man kører for tæt, eller hvis man ikke har set, at bilen foran bremser. Det foregår i første omgang via en ikke særlig synlig lampe ved speedometeret, og bliver det kritisk, kommer der også lyd på. Føreren skal altså selv træde på bremsen, før der sker noget. Så det er ikke et lige så avanceret system som det, man bl.a. finder i Volvo, men det er udmærket, at der advares.
Et andet system holder øje med føreren og advarer med en blinkende kaffekop, hvis det er tid til en pause. Dette system er grundlæggende en god idé, men vi afprøvede det og kunne konstatere, at der godt nok skal slingres med bilen i lang tid, før det advarer.
Man kan tilkøbe en lang række ekstra sikkerhedssystemer, og blandt dem, der findes, vil vi anbefale den aktive fartpilot, der selv holder afstand til forankørende. Den koster 22.000 kr. og er alle pengene værd, hvis man hyppigt kører på motorvej.

Leasing kan betale sig
Med attraktive priser på B-klassen er det oplagt, at Mercedes nu i stigende grad henvender sig til private, der vil købe bilen på almindelige vilkår. Det viser vores beregninger, at der da også er god økonomi i, hvis man påtænker at beholde bilen i længere tid.
Vi har alligevel valgt at lave sammenlignende beregninger for privatleasing. Mercedes tilbyder de to dieseludgaver som privatleasing over en periode på tre år og 60.000 km. Det koster i begge tilfælde 30.000 kr. i engangsydelse og herefter 4.300 eller 4.600 kr. om måneden for B180 CDI og B200 CDI.
Prisen dækker både brugen af bilen og serviceeftersyn i perioden. Det er samlet set en attraktiv pris, og vil man kun have bilen i tre år, vil vi helt klart anbefale at lease bilen frem for at købe den selv. Man skal dog også her huske på, at ydelsen stiger, hvis man tilvælger diverse udstyr fra den lange udstyrsliste.
Samlet set er B-klassen en spændende bil i mellemklassen. Den byder generelt på en mere eksklusiv køreoplevelse end den, man finder hos mange af konkurrenterne.
Men selvom prisen er reduceret, ligger B-klassen stadig i den dyrere ende af skalaen, og det bekræfter det gamle ordsprog: Pris og kvalitet hænger sammen.
