Mini Cooper er blevet voksen

Sir Alec Issigonis slog indtil flere geniale streger, da han i slutningen af 1950’erne opfandt Minien og revolutionerede måden at tænke bil på. Trods den diminutive størrelse kunne selv høje mennesker være inde i Minien. Sådan er det ikke i dagens Mini, men den byder i stedet på spændende teknik og lækker finish.

Den tredje generation af den BMW-udviklede Mini er nemlig en markant forbedring i forhold til forgængerne og et godt eksempel på, at man kan blive voksen uden at blive stor. For pladsforholdene på bagsædet og i bagagerummet hører til i den trange ende af mikrobilsklassen. Det er lidt underligt, for Minien er den første model baseret på koncernens helt nye platform, som den kommende BMW 2-serie Active Tourer også er bygget på. Og netop den model har rigeligt med plads på bagsædet, så Minien kunne godt være blevet lidt større.

Platformsfællesskabet med BMW løfter især Minien på kvalitetsfornemmelsen i kabinen, men også ergonomien omkring førerpladsen er ændret, så f.eks. kontakterne til elruderne nu er placeret i dørene.

Sæderne er blevet bedre, omend forsædet godt måtte kunne vippes lidt mere for at give mere støtte til lårene. Men det er kun høje chauffører, der vil have problemer med det.

Fantastisk motor

På motorsiden er alle tre motorvarianter helt nye. Vi har endnu dieselvarianten Cooper D til gode, men den ligeledes trecylindrede 1.5-liters benzinmotor med turbolader og 136 hk er ganske enkelt en revolution. Den leverer masser af trækkraft helt fra bunden af og er samtidig meget smidig og letløbende på toppen af omdrejningstælleren.

Nogle trecylindrede motorer kan være støjende, men Mini-motoren kan kun høres under acceleration. Ved jævn fart høres den ikke. Og samtidig har den officielt et flot forbrug på 22,2 km/l.

Vi kørte en stor del af testen på motorvej, og derfor opnåede vi kun 15 km/l, men ved mere landevejskørsel kan man nærme sig de 20 km/l ved hverdagskørsel.

Topmodellen Cooper S har fire cylindre og et slagvolumen på 1.6 liter. Det giver en motor med 192 hk, og det er så rigeligt til den lille bil.

Men i virkeligheden passer basismotoren med Coo­per-betegnelsen bedre til bilens karakteristik. Og netop fordi der er tale om en turbomotor, er der også her tilstrækkeligt med trækkraft til både hverdag og fest.

Smutter om hjørnerne

Ud over den gode pladsudnyttelse og revolutionerende tekniske pakke med tværstillet motor og forhjulstræk var den oprindelige Mini fra 1959 kendt for at køre helt fantastisk. Det gør den nye Mini også.

Fabrikken fremhæver, at den føles som en gokart, men enhver, der har prøvet en gokart, vil prise sig lykkelig over, at det ikke er hele sandheden. For en gokart er meget agil, men samtidig nervøs og ekstremt fast affjedret af natur, og her er tredje generation af Mini ovre i den anden boldgade. Styretøjet er stadig hurtigt reagerende og har god føling, men affjedringen er blevet mere komfortabel og samtidig bedre afstemt til at køre på motorvej.

Selvom undervognen hører til blandt de mere faste på markedet, er Mini overraskende rar at køre langt i. Måske ikke den oplagte pendlerbil, hvis det er eneste formål med bilen, men du kan sagtens tage den med på langtur uden at blive straffet.

Mere retro, tak

Et punkt, hvor Minien desværre har ændret sig, er speedometeret, der ikke længere er placeret midt på instrumentbordet, men nu sidder konventionelt bag rattet. I stedet er en radio rykket op i den højt placerede ring. Det tager lidt af historien ud af bilen.

Vi kunne også godt tænke os en mere genial indretning, så man kunne køre fire voksne i bilen, uden at bagsædepassagererne får ømme knæskaller. Men tager man Minien for, hvad den er i dag – en upraktisk luksusminibil med stor køreglæde – så er der ikke mange konkurrenter, der når den til fælgkanten. Især ikke med den fantastiske basismotor. Havde sir Alec Issigonis også opfundet den, ville han ubetinget have stået som vor tids største bilopfinder.