Nissan Juke forfra
Biltest

Nissan Juke - drømmebil eller øjebæ?

Vi efterspørger så tit anderledes biler. Nu har vi fået Nissan Juke. En god, men sær bil, der er skabt til dem, der gerne vil skille sig ud fra mængden.
Nissan Juke bagfra

Motors vurdering

Nissan Juke

16,7 km/l
Benzin
283.670 kr.
  • Design
  • Siddehøjde
  • Garanti
  • Økonomi
  • Betjening
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    1.6 liter - 4 cyl.
  • CO2 udledning
    138 g/km
  • Effekt
    117 hk
  • Topfart
    178 km/t.
  • Acc. (0-100)
    11,1 sek.
  • Bagagerum
    251 liter

Motors tal

  • Målt forbrug 13 km/l
  • Beregnet økonomi 4,45 kr./km
Luk

Er man i markedet for en Juke, så er det næppe nødvendigt at læse videre, for så er det stort set lige meget, hvad andre mener om bilen. Juke er nemlig en bil, der henvender sig til følelserne i en grad, man kun sjældent ser: Enten elsker man den, eller også hader man den.

Men hvad er det for en bil, der på den måde kan dele folks meninger så markant? Nissan Juke er det, man populært sagt kalder en livsstilsbil. Det er altså ikke en bil, der skal løse en konkret transportopgave på den mest hensigtsmæssige måde, men derimod en bil, der skal kunne bakke op om bilejerens person og livsstil.

Allerede når det er sagt, så ved vi også, at det ikke er billigt. Som altid koster det, når man vil have det sjovt, og det gælder også for Juke. Priserne begynder ved 250.000 kroner, og afhængigt af motor, udstyr og teknik kan de kravle op til lige over de 400.000 kr. Men selve anskaffelsesprisen afspejler jo kun en del af det økonomiske billede – værditabet udgør det væsentligste bidrag, og det må man forvente bliver højt på Juke.

Nissan Juke kabine
Det farverige display styrer både klimaanlæg og bilens opsætning. Det er sjovt at betjene, men gør det 
ikke under kørslen – dertil er placering og betjening for farlige.

Sjov og upraktisk

Allerede på vej hen mod bilen kan man næsten ikke lade være med at trække på smilebåndet over designet. Sætter man sig ind, mødes man af et anderledes interiør. F.eks. er midterkonsollen mellem forsæderne udformet som benzintanken på en stor motorcykel, og i versioner med midterarmlæn har det form som en sadel bag tanken.

Varme- og ventilationsanlægget er skabt af en japansk computerprogrammør, der har hygget sig gevaldigt. Han har næppe haft kørekort, for det er nærmest umuligt at betjene anlægget under kørslen. Men det er flot med farver og grafik, og fra et par knapper lige over det kulørte display kan man ændre opsætningen af bilen, så motorens ydeevne, servostyringens hjælpekraft og klimaanlæggets indstillinger tilpasses et sports-, normal- eller et særligt økonomiprogram. Det er sjovt, når man ser det første gang, men til daglig brug er det komplet uanvendeligt – heldigvis kan man sætte det hele på Auto og så se bort fra programmørens anstrengelser.

Med rattet i hænderne venter der derimod en sjov køreoplevelse. Mindste motor, som vi med denne test har taget udgangspunkt i, er en almindelig 1.6-liters-benzinmotor, der arbejder jævnt uden at overraske. Men alligevel er bilen sjov at køre. De store forlygter foroven ses fra førerpladsen og minder hele tiden om, at det er en anderledes bil. Styretøj, bremser og affjedring er behagelige. Kun gearskiftet er rigtig skuffende – det støjer, og det er upræcist.

Nissan Juke bagsæde
Bagsædet er o.k. til mindre personer. Voksne orker kun korte ture.

Ok bagsædeplads

På bagsædet er der nogenlunde plads. Det vil sige fin plads for børn og o.k. plads for voksne over kortere afstande. Der er plads til fem personer. Bagagerummet rummer 251 liter og er ikke noget at prale med. Men dette er som sagt ikke bilen for børnefamilien med barnevogn og behov for at transportere masser af gear.

Modelprogrammet er enormt i Danmark – lidt mærkeligt set i forhold til et formentlig noget begrænset salg. Der findes ikke færre end 36 forskellige varianter, der bygger over tre forskellige motorer, to gearkasser samt muligheden for at bestille bilen med forhjulstræk eller firehjulstræk.

Ud over den mindste benzinmotor, som vi har nævnt ovenfor, findes en 1.5-liters-dieselmotor med 110 hk samt en turboudgave af 1.6-liters-benzinmotoren, der yder 190 hk. Sidstnævnte fås både med to- og firehjulstræk, og dem har vi også prøvet. I udgaven med forhjulstræk er oplevelsen ikke markant bedre end i grundversionen – bevares den kan køre lidt hurtigere, men den store forskel er der ikke tale om.

Bedre går det i versionen med firehjulstræk, idet denne version altid er koblet sammen med et trinløst CVT-gear. Så kommer der pludselig mere fart over feltet, og så er Juke pludselig blevet til en bil, der hele tiden får det store smil frem.

Merprisen for at gå fra den lille 1.6’er til turboudgaven er 50.000 kr. og yderligere 50.000 for at få firehjulstræk og CVT-gear. Det er lidt svært at pege på det bedste køb, for bilen taler som nævnt mere til hjertet end hjernen, og så er fornuftsbetragtningen nok knap så relevant.

Nissan Juke bagagerum
Bagagerummet er lille – det rummer sølle 251 liter – og læssehøjden er stor.

God garanti

Om man tør købe en Juke, må helt og aldeles afhænge af ens bilbudget – og smag. Det er prisen, der er den store ubekendte størrelse i denne sag. Teknikken er på sædvanligt højt Nissan-niveau, og påtænker man at beholde bilen i længere tid end de tre trygge år, hvor der er garanti på bilen, så kan det være en god idé at tilkøbe Nissans tryghedspakke, der forlænger garantiperioden i en ønsket periode for et beskedent beløb.

Nissan Juke er endnu ikke crashtestet af Euro NCAP, men bilen har en mængde sikkerhedsudstyr, der er på et fint niveau. Så har man lysten og økonomien, så er der egentlig ikke så meget, der taler imod Juke, som man måske kunne tro ved første kig.