Opel Adam - skræddersyet minibil
Motors vurdering
Opel Adam
- Udseende
- Betjening
- Udstyr
- Bagageplads
- Bagsædeplads
- Ikke tre års garanti
Fabriksdata
-
Motor1.4 liter - 4 cyl.
-
CO2 udledning119 g/km
-
Effekt100 hk
-
Moment130 Nm
-
Topfart185 km/t.
-
Acc. (0-100)11,5 sek.
-
Køreklar vægt1.135 kg
-
Maks. påhængsvægt0 kg
-
Bagagerum170 liter
-
Akselafstand231 cm
-
Garanti (bil/lak/rust)2 / 2 / 12
-
MålL:370 cm B:172 cm H:148 cm
Motors tal
- Målt forbrug 13 km/l
- Beregnet økonomi 2,90 kr./km
Bilmarkedet er inde i en voldsom forandring. Generelt køber folk mindre og mindre biler, og fortidens prestige i en stor og luksuriøs bil overtages gradvist af nye livsstilsbiler, der i stedet for store motorer og luksusudstyr byder på personaliserede indretninger og et smart ydre.
Her handler det ikke om at købe billigst muligt, men om at få en bil, der er unik, og som løser den grundlæggende køreopgave på en smart og personlig måde. Det er her, den nye Opel Adam kommer ind i billedet. Adam er grundlæggende en avanceret Opel Corsa, der er skabt til at se godt ud.
Den kan bygges på et hav af måder, så bilen kan gøres personlig, og den indeholder moderne teknik, man ikke almindeligvis finder i de små biler, som f.eks. muligheden for at lade bilen kommunikere med ejerens smartphone. Målet har altså ikke været at lave en meget prisbillig bil – målet har været at skabe en bil, der kan tage kampen op mod de øvrige små livsstilsbiler som først og fremmest Fiat 500 og Mini One. Kan den klare den udfordring?
Fås kun med to døre
Lad os starte med at se nærmere på Opel Adams størrelse. Den er bygget på samme platform, som vi kender fra Opel Corsa, men akselafstanden er gjort kortere. Kun 231 cm er der mellem for- og bagakslen, og det er hele 20 cm mindre end i Corsa. Det mærkes da også inde i bilen, hvor al pladsen fornemmes at være brugt ved forsæderne, hvorfor der ikke er megen plads at gøre godt med ved bagsædet.
Adam kommer kun i én karrosseriversion med to sidedøre, og med en længde på bare 3,7 meter – 30 cm mindre end en Corsa – er der kun blevet plads til et bagagerum på 170 liter.
Det er altså ikke meget, og efter at have levet med bilen i nogle uger må vi konstatere, at Adam er skabt til dem, der almindeligvis kun har behov for en bil til to personer.
Der er ganske vist fire sæder, og de kan da også benyttes, men så kræver det, at alle personer i bilen er ret små. På det område er den dog ikke anderledes end netop livsstilskonkurrenterne Fiat 500 og Mini One.
Få skræddersyet din Adam
Hvad Adam kan savne af plads og brugsværdi, har den i rigelige mængder, når det handler om charme og smarte detaljer. Bilen bygges på Opels egen fabrik i Tyskland, og her har man indrettet produktionen, så hver enkelt Adam kan bygges helt individuelt efter kundens ønsker.
Og der er virkelig blevet mulighed for at designe bilen, som man vil. Mængden af farver, kabinetrim, udstyr og detaljer er enorm, og fabrikken stiller i udsigt, at man som Adam-ejer i praksis ikke vil opleve at møde en bil magen til sin egen.
Hvis vi starter udvendigt, så er der hele 12 forskellige farver at vælge mellem, og de kan kombineres med tre forskellige farver af taget, og så bliver mulighederne mange. Alle farverne har i øvrigt fået sjove navne, der har rødder i filmens verden, som f.eks. „Saturday White Fever” eller „Buzz Lightgreen”.
Også valg af fælge er noget, man skal afsætte tid til. Ikke mindst hvis man vælger dem, hvor man kan tilkøbe små farvede plastikvinger på egerne. De kan nemlig også vælges i seks forskellige farver, der tilmed kan kombineres.
Indvendigt kan man vælge instrumentbord og andre detaljer fra en liste med 19 forskellige farver eller mønstre, og rat, gearstang og håndbremsegreb kan bestilles i matchende farver. Det indvendige tag skal også bestilles efter behov med valg mellem tre grafiske udtryk og måske endda krydret med små LED-lys, der giver et behageligt kabinelys om aftenen. Et glastag er også en mulighed. Dermed er Adam flere vognlængder foran konkurrenterne, når det handler om at kunne personalisere bilen.
Kommer i tre udgaver
Inden man helt kaster sig ud i farvekombinationerne, må man dog først vælge, hvilken udstyrsvariant man vil bygge videre på. I Danmark er der tre versioner, der hedder noget så anderledes som Jam, Glam og Slam. De har hver sin motorversion på hhv. 70, 87 og 100 hestekræfter.
Jam er den ungdommelige, Glam er den elegante, og Slam er den sportslige udgave. Alle udgaver har et ret højt udstyrsniveau med bl.a. en syvtommers berøringsfølsom farveskærm, aircondition, fartpilot, elruder og elspejle. Glam har desuden bl.a. glastag som standard, og Slam har sportsundervogn, 17"-fælge og LED-lygter for og bag.
Idéen er altså ikke at skabe en verden, hvor man vælger udstyrsniveau som trin på en stige, men at skabe tre versioner, der henvender sig til hver sin målgruppe. Den version, vi har testet, og som der er billeder af her i denne test, er Slam-udgaven.
Gammeldags motorer
Mens Opel Adam altså sender meget nye og friske signaler, når man ser på bilens design og opbygning, så ser det noget anderledes ud, når man løfter motorhjelmen. Der er tale om gammeldags motorer med grovkornet karakter og et benzinforbrug, der ikke kan måle sig med de mest økonomiske biler.
Opel har da heller ikke lagt skjul på, at der er nye motorer på vej, og det virker nærmest, som om Opel Adam blev færdig, før motorfolkene havde de nye motorer klar, og så måtte man i første omgang nøjes med de gamle. Det havde været rart at møde motorer i stil med dem, vi kender fra f.eks. Ford, hvor man benytter små trecylindrede motorer med turbo. Sådan er det endnu ikke hos Opel, og så må man leve med de lidt større firecylindrede gammeldags motorer på enten 1.2 eller 1.4 liter.
Egentlig oplever vi deres ydelse som tilstrækkelig, men det er på en uskøn måde, kræfterne slippes fri. Dels er det via en noget bedaget femtrins gearkasse, dels er gearingen så lav, at man ved hastigheder over 100 km/t. hele tiden sidder og leder efter et sjette gear. Det koster alt sammen på motorstøjen og endnu værre på forbruget, og vi kørte således kun 12,8 km pr. liter under vores test. Det var ganske vist på vinterdæk, og før vinteren havde sluppet sit tag i Danmark.
Selve køreegenskaberne er til gengæld helt i top. Man har en god fornemmelse af bilens placering på vejen, og sving og kurver gennemkører Adam til topkarakter. Også affjedringen er velproportioneret, og i det hele taget vinder Adam på køredynamikken over f.eks. Fiat 500.
Rimelig sikkerhed
Opel Adam kommer med en rimelig sikkerhedspakke med seks airbags, ESC, isofixbeslag til autostole ved bagsædet samt selealarmer ved alle sæder. Der er dog ikke nyt og mere avanceret udstyr som automatisk nødbremse eller advarsel, hvis man kører for tæt på forankørende.
Til gengæld kan man tilkøbe en pakke for 5.500 kr., der bl.a. indeholder advarselslys i sidespejlene, der lyser, når der kommer bagfrakørende biler i den blinde vinkel. Med i den pakke er bl.a. også en avanceret parkeringshjælp, der bipper og blinker, når man parkerer for tæt på forhindringer, og som endda selv kan overtage styringen, når man vil parkere enten på tværs eller på langs af gaden. Det er smart!
Købe eller lease?
Med priser, der begynder ved godt 150.000 kr., hører Adam til i gruppen af de mere overkommelige biler, og det er derfor oplagt blot at købe bilen på vanlig vis. Men der er faktisk en anden mulighed. Opel tilbyder nemlig et attraktivt leasing-koncept, hvor man leaser bilen over 40 måneder og 40.000 km.
Med en førstegangsydelse på 25.000 kr. koster det 1.800 kr. pr. måned at lease en Adam Jam. Tilsvarende koster en Glam 2.200 kr., og en Slam 2.300 kr. pr. måned.
Vælger man at tilkøbe ekstraudstyr, kan man som tommelfingerregel regne med, at for hver gang man vælger udstyr, der ellers ville koste 10.000 kr., stiger leasingydelsen med ca. 150 kr. pr. måned. Det er dermed muligt at sammensætte bilen, som man vil, og så stadig lease den.
Med i leasingydelsen følger naturligvis en service- og reparationsaftale, så der er styr på alle udgifterne i perioden. Sammenholder man leasingydelsen med vores beregning over omkostningerne ved at eje bilen, viser det sig, at det stadig er lidt dyrere at lease end at købe, dog forudsat at man ikke skal låne alle pengene. Skal man det, kommer der omkostninger på, og så bliver regnestykket næsten lige.
Vælger man at købe bilen, må man leve med en garanti på bare to år, hvilket ikke lever op til FDMs mindstekrav. Til gengæld har Opel indført en unik ordning: Køber man bilen og fortryder købet, kan man inden for den første måned tilbagelevere bilen og få sine penge tilbage – dog modregnet leveringsomkostningerne og halvanden kr. pr. km, man har kørt i bilen.
Så slår Adam livsstilskonkurrenterne? Ja, men af forskellige grunde. Mini One er ganske enkelt i en helt anden prisklasse, og Fiat 500 har mistet lidt af nyhedens glans, der gjorde den spændende og unik. Opel Adam byder ind med nye muligheder for personalisering og køreegenskaber, der kun kan gøre en glad – og til en pris, mange vil kunne betale.