Opel Zafira forfra
Biltest

Opel Zafira - luksus til hele familien

Den nye generation af Opel Zafira er rykket op i superligaen og byder på udstyrsdetaljer, man ikke forventer i klassen. Den fleksible indretning med plads til syv er der heldigvis stadig.
Opel Zafira bagfra

Motors vurdering

Opel Zafira

16,7 km/l
Diesel
436.170 kr.
  • Komfort
  • Indretning
  • Plads
  • Ikke tre års garanti
  • Motorstøj ved acceleration
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    2.0 liter - 4 cyl.
  • CO2 udledning
    159 g/km
  • Effekt
    165 hk
  • Topfart
    205 km/t.
  • Acc. (0-100)
    9,9 sek.
  • Bagagerum
    710 liter

Motors tal

  • Målt forbrug 15 km/l
  • Beregnet økonomi 4,95 kr./km

Sikkerhed

2011
Luk

Opel Zafira var nærmest opfinder af den moderne syvpersoners familiebil med fleksible sæder på anden og tredje sæderække. Det var i 1999, og dengang var udgangspunktet en almindelig Astra og dermed også et moderat kvalitetsniveau i hele bilen. Siden er endnu en generation kommet til i 2005, og det er den, der nu er afløst af denne nye Zafira Tourer.

Og nu er det ikke bare bilens indretning, der er i fokus. Hele bilens kvalitet har fået et gevaldigt løft, og det har kunnet lade sig gøre, idet udgangspunktet nu er den større Insignia. Det giver mere plads, adgang til mere avanceret teknik og ikke mindst de kraftige motorer, som vi denne gang har prøvet i form af den store dieselmotor med hele 165 hk.

Den nye generation af Zafira er udviklet i to versioner, hvor de billigste udgaver kun har plads til fem personer, og hvor indretningen er gjort en del mere traditionel. Det har man gjort for at holde prisen nede, og billigste model koster da også bare 277.000 kr. I denne test ser vi nærmere på udgaverne med fleksible sæder i hele kabinen, syv siddepladser og lys og luft i hele bilen. Så hedder den Cosmo til efternavn, og så koster billigste version 380.000 kr.

Bag rattet i Cosmo er det første, der fanger interessen, uden tvivl den store panoramaforrude, der løber halvt ind i taget. Den giver et fortrinligt udsyn og masser af lys ved begge forsæder, og bliver det for meget, kan man let skyde indertaget frem i begge sider, hvorved forruden omdannes til det, vi kender fra almindelige biler. Det er smart, og for at de øvrige passagerer i bilen kan følge med i udsigten, er der også et stort glastag i midten af bilen.

Mellem forsæderne går der to aluskinner, der tjener som ophæng af enten midterarmlæn, kopholdere eller opbevaringsrum. Her kan de enkelte dele placeres efter behov – smart! 

Opel Zafira kabine
Førerpladsen er meget lig det, vi kender fra de øvrige helt nye Opel-modeller. Kvalitetsniveauet er højt, og udsynet fra førerpladsen er fin.

Lounge på række to

Cosmo-modellen er altid udstyret med tre sæderækker, hvor der er tre individuelle pladser på række to og yderligere to separate pladser på række tre. 

På anden række kan man endda folde midtersædet sammen, så det omdannes til et armlæn, hvorefter de to yderstole kan skubbes ind mod midten. Så øges pladsen, ligesom udsynet fremad forbedres. Sammen med separate friskluftdyser ved hver bagdør er det noget, der øger komforten om bord. 

I alle tilfælde er pladsforholdene gode. De to bagerste stole er ikke rigtig egnede til fuldt udvoksede personer, men de mindre af slagsen sidder både godt og sikkert. Takket være en god foldemekanisme ved sæderne på anden række er indstigningen god. Det skyldes ikke mindst de store sidedøre, der er hængslet fortil på vanlig vis og altså ikke er af skydedørstypen.

Opel Zafira bagagerum
Med tredje sæderække foldet ned i gulvet er på ikke mindre end  710 liter, mens der med begge bagsæder i brug kun er plads til småbagage.

Avanceret udstyr

På sikkerhedssiden er Zafira som udgangspunkt godt udstyret, og bilen har allerede bevist sin styrke i en crashtest udført af Euro NCAP, hvor bilen opnåede de eftertragtede fem stjerner. Der er airbaggardiner, der dækker alle tre rækker, og øvrigt forventeligt udstyr er naturligvis standard. 

På ekstraudstyrssiden kan der tilkøbes en adaptiv fartpilot, der selv holder afstand til forankørende (+ 16.000 kr.), en linjevogter, der giver alarm, hvis man er på vej ud over kantlinjerne på vejen, samt et system, der advarer, hvis der er biler, der er ved at overhale.

Xenonforlygter med LED-kørelys og automatisk op/nedblænding af det lange lys er også en yderst velfungerende detalje til 16.000 kr.

På komfortsiden kan man tilkøbe usædvanlig gode komfortsæder med masser af justeringsmuligheder (+ 6.000 kr.), læderrat med varme (+ 4.390 kr.) samt motor- og kabinevarmer med timer til 20.000 kr. Alt sammen fabriksmonteret inklusive afgifter til staten.

Opel Zafira knapper
Tozoners klimaanlæg er standard. Bemærk midten af den runde knap til venstre: Her tændes varmen i rattet – det er rigtig rart om vinteren.

Høj kørekomfort

Den store Zafira er tydeligvis tænkt som en langtursbil med gode egenskaber på lande- og motorvej, og det er lykkedes. I vores testbil kunne undervognens egenskaber endda indstilles mellem normal, sport eller komfort. Det er en option til 18.900 kr., og det var helt klart i normal og komfort, vi oplevede den bedste kørekomfort. 

Servostyringen er velproportioneret, og udsynet fra førerpladsen er fremragende – både på grund af den høje siddeposition og de store trekantsruder foran fordørene. 

Motoren er med sine 165 hk dejlig kraftfuld, men er bestemt også meget hørbar og noget tørstig. Vi kørte i gennemsnit 14,9 km/l. Motorstøjen er nok bilens største minus og noget, der trækker ned i helhedsindtrykket. Når automatgearet har arbejdet sig gennem alle seks trin, flader støjen dog ud, og så er det igen komforten, der dominerer.

Samlet set virker Zafira som et godt bud på en bil i denne kategori. En tilsvarende VW Touran koster f.eks. hurtigt 50.000 kr. mere, mens en Chevrolet Orlando med samme motor og automatgear ganske vist kan fås til priser, der er omkring 100.000 kr. lavere, men med knap så avanceret indretning. 

De tre biler kan ikke sammenlignes helt, når det handler om udstyr og muligheder, og efter vores mening er Zafira den mest interessante bil i det felt.

Opel Zafira bagsæde
I Cosmo-udgaverne er sæderne på anden række enkeltstående. Midtersædet kan omdannes til et midterarmlæn, og de to yderste pladser kan rykkes fem cm ind mod midten.