Peugeot 2008 - sport og komfort i smuk forening
Motors vurdering
Peugeot 2008
- Køreegenskaber
- Førerplads
- Plads
- Plads ved pedaler
- Stop-/startknap
- Ikke tre års garanti
Fabriksdata
-
Motor1.2 liter - 3 cylindre
-
CO2 udledning131 g/km
-
Effekt130 hk
-
Moment230 Nm
-
Topfart196 km/t.
-
Acc. (0-100)9,7 sek.
-
Køreklar vægt1.328 kg
-
Maks. påhængsvægt1.200 kg
-
Bagagerum410 liter
-
Akselafstand254 cm
-
Garanti (bil/lak/rust)2 / 2 / 12
-
MålL:416 cm B:174 cm H:156 cm
Motors tal
- Beregnet økonomi 3,25 kr./km
Den nye Peugeot 2008 er en dejlig kombination af en sportslig og en komfortabel bil. Det sportslige opleves ved det lille rat og det ganske præcise styretøj, og det komfortable opleves ved en affjedring, der virkelig er rar på alle typer af veje.
Den nye 2008 fortsætter dermed mærkets udvikling i retning af køreglade biler. Også i 2008 møder man en førerplads med et lille rat og et digitalt instrumenthus, der er placeret, så man ser det hen over rattet i stedet for gennem rattet som i de fleste andre biler. Det skal man lige vænne sig til, men når det er sket, er det en fin løsning, der giver et smil på læben, når man er ude at køre.
Læs også: Motors gruppetest af 10 mini-SUV'er
Hvad man ikke lige så let vænner sig til, er de særlige knapper, der styrer sædevarmen, og som både er svære at se og betjene. Og også den beskedne plads til ben og fødder foran førersædet skal man lige tænke over, før man køber en 2008.
Men er de ting godkendt, så venter der en dejlig bil med mange gode detaljer. Pladsen ved bagsædet er overraskende god, og bagtil finder man et ret stort bagagerum med en god, stor åbning.
Vælg automatgear
Køreegenskaberne er tillidsvækkende, og Peugeot 2008 er generelt nem at have med at gøre. Vores testbil var med manuelt gear, men det er ikke værd at gå efter, da man for ca. 20.000 kr. ekstra kan få bilen med et godt ottetrins automatgear. Så opleves 2008 som den dejlige SUV, den er tænkt som.
Læs også: Motors tidligere test af Peugeot 2008
En smart detalje finder vi ved lygtesystemet, der dels sørger for, at der altid er lys i baglygten, dels selv skifter fra kørelys fortil til nærlys, når det bliver mørkt. Mindre smarte detaljer er kontakterne til sædevarmen der både er svære at betjene og svære at se. Også startknappen kunne godt opdateres, idet man irriteres over, at den skal holdes inde i umanerlig lang tid ved både start og stop.
Til gengæld glæder vi os over en virkelig flot kabine med mange smarte fralægningspladser til både mobiltelefon og andet nødvendigt grej.
Overbevisende nødbremse
De indbyggede hjælpesystemer i form af den adaptive fartpilot og vognbaneassistent fungerer godt, og er rare at køre med. Det er ikke alle udgaver af 2008, der har dette udstyr, men sørg for at købe en med den pakke, det er alle pengene værd.
Ved vores test af nødbremsen viste Peugeot 2008 virkelig gode egenskaber, og den kunne således køres med 75 km/t. direkte hen mod en stillestående pude, der skulle gøre det ud for en parkeret bil, man ikke havde set. Den så bilens radar og kamera heldigvis, og bilen aktiverede bremserne så effektivt, at den standsede lige før puden uden at ramme. Det er både flot og trygt at køre med.
På ét område overraskede 2008 den anden vej. Når man måler siddehøjden over vejbanen, viser det sig, at man ikke sidder helt så højt, som i flere af de andre mini-SUV'er. Ikke at det er noget problem, men bilen udstråler faktisk mere SUV, end den egentlig er. Til gengæld åbner dørene inklusive en del af panelet, og det det giver dejligt nemme ind- og udstigninger.
Kabinepladsen i 2008 er stor sammenlignet med konkurrenterne, og 2008 kan derfor snildt være en god familiebil for familier med flere børn.