Vi er vilde med mini-SUV'er. Og når vi skriver "vi", mener vi både Motors testhold og de danske bilkøbere. Efter at have kørt landet rundt i 10 af de mest spændende modeller her i 2020, kan vi konkludere, at de er praktiske, lækre og ikke mindst velkørende. Men også at der er forskel på dem.
Hør podcast om gruppetesten af mini-SUV'er
Det har danske bilkøbere også opdaget. Hver femte solgte nye bil i 2019 var således en mini-SUV, og den globale trend er, at folk vil have SUV'er. Hvor stationcaren og MPV'erne tidligere var den oplagte familiebil, lader de høje og smarte SUV'er til at tale mere til køberne her i 2020.
Læs også: Motors gruppetest af mellemstore SUV'er
Fokus i Motors gruppetest ligger derfor på de kvaliteter, som mini-SUV'erne har at byde på. Det gælder nem ud- og indstigning på grund af bilernes højde, det gælder deres praktiske egenskaber med plads og komfort, og så gælder det naturligvis sikkerhed.
Høje og praktiske små SUV'er
De små SUV'er viste sig at være 10-15 cm højere end en traditionel stationcar, og det sætter man pris på i hverdagen – både hvis børn skal spændes fast i bilen, og hvis det kniber med ryggen. Der er også fin plads til familien – både på bagsædet og til bagage og barnevogn i bagagerummet.
Vil du læse test af flere små SUV'er? Læs Motors gruppetest fra 2018
Sikkerheden viste sig imidlertid at variere. Hvor alle bilerne i feltet overordnet set har klaret sig til de maksimale fem stjerner hos Euro NCAP, så afslørede vores test af den vigtige nødbremse store forskelle. Den bedste kunne bremse bilen ned fra 75 km/t., mens den ringeste kun klarede opgaven op til 30 km/t.
Lille SUV kan være billig
Hvis du har fokus på klima og miljø, er mini-SUV'erne ikke det oplagte valg. I hvert fald ikke i de benzinudgaver vi her har testet. SUV'erne er tungere og mindre strømlinede end almindelige biler, og det koster på brændstofforbruget, der i feltet lå mellem 15 og 18 km/l. Enkelte modeller fås dog som elbil eller plugin-hybrid, og de vil være et "grønnere" valg.
Læs også: Motors gruppetest af 10 biler i Golf-klassen
Der er stor forskel på de testede biler, selvom de hører til i samme klasse. Uanset om det er en billig SUV eller en dyr, koster de cirka det samme at eje. Vi har i testen set på biler til cirka 250.000 kr. med benzinmotor på 110-155 hk og manuelt gear. Her koster den billigste SUV 2,85 kr./km, mens den dyreste SUV koster 3,30 kr./km. Når du har læst testen og fundet din vinder, kan du altså næsten vælge frit.
Læs test af de enkelte små SUV'er her:
**** Citroën C3 Aircross Pure Tech 110 VTR SPORT – 199.990 kr.
***** Ford Puma 1.0 mHEV ST-Line X m/ass. – 284.370 kr.
**** Hyundai Kona 1.0 Limited Edition S – 224.995 kr.
*** Kia Stonic 1.0 T-GDI Edition Plus m/ass. – 219.997 kr.
**** Nissan Juke 1.0 Tekna 17" DCT m/navi. – 276.190 kr.
***** Peugeot 2008 1.2 PureTech Allure Tech – 256.490 kr.
**** Renault Captur 1.3 TCe 155 EDC Intens m/ass. – 266.300 kr.
***** Skoda Kamiq 1.0 TSI DSG Ambition m/ACC – 251.591 kr.
**** Suzuki Vitara 1.4 Hybrid Active – 239.990 kr.
***** VW T-Cross 1.0 TSI DSG Life Team – 256.995 kr.