Logo

Renault Twingo - fransk charmetrold

Arkiv

15. oktober 2014

Renault Twingo set bagfra

Foto: Karsten Meyland Lemche

Søren W. Rasmussen

Den nye Renault Twingo har et tiltalende ydre og en interessant opbygning. Men køreegenskaberne imponerer desværre ikke.

Renault Twingo

SCe 70 SS Expression+Smart (Benzin)

FDMs ekspertvurdering

Fordele

Man sidder højt / Ind- og udstigning / Lækkert rat

Ulemper

Selvservice / Retningsstabilitet / Ikke tre års garanti

Pris

113.080 kr.

Maks. effekt

70 hk

Renault har udviklet Twingo sammen med Smart, og det har kastet en alternativ konstruktion af sig: Motoren er flyttet om bag i bilen. Den løsning kan sagtens give mening, og med to bilfabrikkers kunnen burde det være godt, men det er det desværre ikke. Motorens placering og det tilhørende baghjulstræk påvirker køreegenskaberne negativt, og på vores tur gennem Danmark blev vi aldrig gode venner med Twingo. Den kører ikke godt nok ligeud, den er ret sidevindsfølsom, og så er det, som om motoren hopper i sine ophæng, hver gang baghjulene kører over et vejbump. Det er ikke kønt.

Det er ærgerligt, for på mange måder er Twingo dejlig anderledes. Bilen er højt bygget, man har et godt udsyn, og ind- og udstigningen virker let. Samtidig er kabinens indretning farvestrålende, og der er nytænkning ved integrationen af mobiltelefonen som en fast del af bilen, når man benytter Renaults egen app.

Ved førerpladsen sidder man ikke rigtig godt, og generne forstærkes af den manglende plads til venstre fod. Ved bagsædet er der ikke så god plads som i Hyundai i10 i højden, mens knæpladsen er o.k. Man sidder yderligt i bilen, og der er kun to pladser på bagsædet. Til gengæld er der isofixbeslag til autostole på for- og bagsædet. Hovedstøtterne ved bagsædet kan ikke blive høje nok. Der er ikke meget fralægningsplads i bilen, og ruderne i bagdørene kan kun sættes på klem ligesom i Aygo og Up.

Samlekvaliteten er ikke så god som hos VW og Hyundai, men som den eneste har bilen inderskærme for og bag. Hjulkapslerne imponerer i øvrigt med en form, der ligner alufælge. Både lappekit og oliepinden er svære at komme til.