Renault Zoe - velfungerende elbil

Motors vurdering
Renault Zoe
- Udstyr
- Støjniveau
- Pladsforhold
- Pris
- Rækkevidde
- Ikke tre års garanti
Fabriksdata
-
MotorElmotor
-
CO2 udledning0 g/km
-
Effekt88 hk
-
Moment220 Nm
-
Topfart135 km/t.
-
Acc. (0-100)8,1 sek.
-
Køreklar vægt1.428 kg
-
Maks. påhængsvægt0 kg
-
Bagagerum338 liter
-
Akselafstand259 cm
-
Officiel rækkevidde210 km
-
MålL:408 cm B:173 cm H:156 cm
Motors tal
- Beregnet økonomi 2,85 kr./km
- Målt rækkevidde 139 km
Renault Zoe er fra begyndelsen udviklet som elbil. Det gør, at indretningen i kabinen er opbygget, så der er plads til batteriet, som derfor ikke skal placeres i bagagerummet som en nødløsning.
Dermed er der god plads i bilen. Bagagerummet er nemt at pakke og har en god regulær størrelse. Det eneste praktiske irritationsmoment er, at man skal have opladningskablet liggende i bagagerummet.
Pladsforholdene er ellers udmærkede i Zoe, hvor der er plads til fire voksne som i de øvrige biler i miniklassen.

Hurtig opladning
Zoe har et fastmonteret batteri, så du skal lade på det, når det er muligt. Heldigvis kan det oplades på halvanden til to timer, hvis du har en kraftig hjemmelader. Har du ikke kørt batteriet helt fladt, kan det lades til 80 procent af kapaciteten på en halv time.
Rækkevidden er opgivet til 210 km, men Renault opgiver selv, at den reelle rækkevidde er 100-150 km. Under vores test kørte vi 139 km, men vi kørte også under gunstige vejrforhold for batteriet og passagererne.
Der er tre udstyrsniveauer: Life, Zen og Intense. Basismodellen Life koster godt 165.000 kr. Zen og Intense er 15.000 kr. dyrere. Men for de penge får du reelt kun fjernbetjening af opladning/opvarmning, større fælge, nøglefri betjening, regn- og lyssensorer, elruder bag og et andet betræk.
Alle udstyrsvarianter har Renaults R-Link-touchscreensystem som standard med navigation fra TomTom, en masse smarte funktioner og bluetooth-forbindelse til mobilen. Dertil kommer klimaanlæg, elruder foran samt det sikkerhedsudstyr, man forventer.
Oven i prisen skal man huske batterileje til godt 11.000 kr. om året. Selvom det lyder dyrt, modsvarer batterilejen og den tilhørende elpris stort set den udgift, man har til brændstof og ejerafgift på en benzin- eller dieselbil.

Tungt batteri
Som i andre elbiler mærkes det, at fabrikanterne ikke helt har fået styr på den ekstra vægt, som batteriet udgør. Man mærker det ikke på jævn asfalt, men når man kører hen over et fartbump, så virker affjedringen lidt uharmonisk. Årsagen er, at man har gjort affjedringen blød for at øge komforten, men når batteriet bliver sat i sving, kan bevægelsen ikke helt tæmmes.
Det er dog det rette kompromis og et marginalt minus i en bil, der reelt set fungerer godt som hverdagsbil. Motoren er kvik og ganske stille, du har automatgear, og det er i det hele taget behageligt at være Zoe-chauffør.
Det store spørgsmål er, om din hverdag og svinkeærinder passer til en elbils rækkevidde. Det kræver, at der er passende infrastruktur der, hvor du bor, og bemærk, at der er flere forskellige typer ladestandere. Så sæt dig ind i sagerne, før slutsedlen underskrives. Elbilerne er måske på vej, men infrastrukturen er ikke helt klar i dag.