Seat Leon forfra
Biltest

Seat Leon - spansk livsnyder

Teknikken i Seat Leon er stort set identisk med den nye VW Golfs, men indpakningen er mere temperamentsfuld. Prisen er samtidig noget lavere, og det gør Leon til et godt køb.
Seat Leon bagfra

Motors vurdering

Seat Leon

24,4 km/l
Diesel
293.580 kr.
  • Plads
  • Motor
  • Køreegenskaber
  • Forbrug
  • Nødbremse ikke standard
  • Kun to års garanti
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    2.0 liter – 4 cyl.
  • CO2 udledning
    106 g/km
  • Effekt
    150 hk
  • Topfart
    215 km/t.
  • Acc. (0-100)
    8,4 sek.
  • Bagagerum
    380 liter

Motors tal

  • Målt forbrug 18 km/l
  • Beregnet økonomi 3,60 kr./km

Sikkerhed

2012
Luk

Seat Leon er en rigtig vellykket bil. Den kører godt, den har en god brugsværdi, komforten er glimrende, og så besidder den teknik, der er hentet direkte fra VW’s nyeste kollektion.

Pladsmæssigt er der ikke store forskelle mellem Seat Leon og „søsterbilen” VW Golf. Kun i bredden er Leon blevet et par cm større, uden at det dog kaster mere plads af sig inden i bilen.

Bag rattet er der derimod store forskelle. Seat har givet instrumentbord og knapper lidt mere friskhed over udseendet og betjeningen. Radio med mulighed for indbygget navigationsanlæg er flyttet op i samme højde som instrumenthuset, og materialer og kontakter er på et højt niveau, der som minimum matcher den nye VW Golf.

Pladsforholdene er gode, og selv en stor voksen person kan finde plads på bagsædet. Kun en ret høj kardantunnel generer midterpassagerens benplads. Bagagerummet er med sine 380 liter tilstrækkeligt, og bagsædet kan let foldes forover i to dele.

Modelprogrammet i Leon-familien består af tre udstyrsniveauer, Essence, Reference og Style, og denne testbil er derfor med sine 294.000 kr. en af de dyreste i det selskab. Billigste udgave er en 1.2 Essence til 194.000 kr., og den er dermed 35.000 kr. billigere end en tilsvarende VW Golf, dog uden at udstyret er helt det samme.

Seat Leon kabine
Instrumentbordet er førerorienteret, og radioen er kommet op i øjenhøjde. Indbygget navigationsanlæg koster 12.700 kr. ekstra.

Gode VW-motorer

Motorprogrammet omfatter benzinmotorer på 1.2 eller 1.4 liter samt dieselmotorer på enten 1.6 eller 2.0 liter. To bud på et godt køb er dieseludgaven 1.6 TDI Style og benzinudgaven 1.4 TSI Style, der begge koster 264.000 kr.

Seat tilbyder også det syvtrins velfungerende DSG-gear til 1.2 TSI og 1.6 TDI, og her er merprisen beskedne 15.000 kr., hvilket gør det gear interessant.

Vi har prøvet flere udgaver af Leon, og generelt er vi ret begejstrede over køreoplevelsen, der balancerer fint mellem en god komfort og et godt vejgreb. Det mærkes, at fabrikken har givet alle motorerne en harmonisk finjustering. Denne testede udgave med toliters dieselmotor med 150 hk er en fornøjelse. Kun forbruget skuffer, og vi kørte således kun 17,8 km/l i gennemsnit.

Seat Leon bagsæde
Ved bagsædet er der god loftshøjde og så fin knæplads, at en høj voksen snildt sidder bag „sig selv”.

Fremragende lys

På sikkerhedsområdet er Leon rimeligt udstyret med bl.a. syv airbags, ESC og multikollisionsbremse, der selv bremser bilen ned ved et uheld.

En automatisk nødbremse, som holder øje med forankørende, findes ikke, og skal man have træthedsregistrering og selehuskere på bagsædet, skal det tilkøbes i en pakke til 2.500 kr. Det er lige pauvert nok og trækker ned i bilens ellers fine præstationer.

Vælger man Style-udgaven, kan man tilkøbe en lyspakke med LED-baglygter, LED-kørelyslygter samt et par helt enestående LED-nær- og -fjernlyslygter. De koster 22.900 kr., og vi har sjældent set et så imponerende lyshav foran bilen ved kørsel i mørke. Det er alle pengene værd og er samtidig med til at give bilen et frækt udseende både dag og nat.

Vil man have en automatik, der også selv kan blænde lyset op og ned, koster det desværre 5.900 kr. ekstra.

SEat Leon bagagerum
Bagagerummet er på decimaler lige så stort som i en VW Golf, hvilket er 380 liter.

Kun to års garanti

I lighed med resten af produkterne fra VW-koncernen sælges Seat Leon i Danmark med en fabriksgaranti på bare to år. Det opfylder ganske vidst lovens mindstekrav, men lever ikke op til FDMs mindstekrav, som er på tre år eller 100.000 km.

Man kan dog tilkøbe en udvidet dækning, som gælder i år tre og fire, og som dækker de mekaniske og elektriske komponenter. Derved kan man sikre sig lidt bedre, men det er ikke det samme som en garanti, og det kræver, at man får bilen serviceret hos Seat. For Leon koster en sådan aftale 4.000 kr. en gang for alle.

Man kan også tegne en mere dækkende service- og reparationsaftale, og over en periode på fem år og 100.000 km koster den 8.000 kr. pr. år, men så er både de planlagte serviceeftersyn og de uforudsigelige nedbrud også dækket.

SEat Leon lygte
LED-forlygter koster 22.900 kr. ekstra, men giver et sjældent set godt lys og ser godt ud om dagen.