Seat Mii Electric - Danmarks billigste elbil
Motors vurdering
Seat Mii
- Let at køre
- Udstyr
- Lademuligheder
- Skærmløsning
- Nødbremse fås ikke
- Ikke tre års garanti
Fabriksdata
-
MotorElmotor - forhjulstræk
-
CO2 udledning0 g/km
-
Effekt83 hk
-
Moment212 Nm
-
Topfart130 km/t.
-
Acc. (0-100)11,9 sek.
-
Køreklar vægt1.235 kg
-
Maks. påhængsvægt0 kg
-
Bagagerum251 liter
-
Akselafstand242 cm
-
Officiel rækkevidde258 km
-
Garanti (bil/lak/rust)2 / 3 / 12
-
MålL:360 cm B:165 cm H:151 cm
Motors tal
- Beregnet økonomi 2,10 kr./km
- Målt rækkevidde 160 km
Så er der godt nyt til de danskere, der sukker efter en billig elbil: Seat Mii Electric sætter med en pris på lige under 150.000 kr. en ny ramme for, hvad en veludstyret elbil skal koste.
Seat, Skoda og VW er klar med nye elektriske udgaver af trillingebilerne Mii, Citigo og Up. Men Mii Electric er den billigste og samtidig den bedst udstyrede af de tre. Den får derfor titlen ’Testvinder’ i en test i Motor, hvor vi sammenligner de tre mikro-elbiler.
Læs også: Oversigt over alle Motors test af elbiler
De to andre er både dyrere og knap så flot udrustet, så vil man gøre det bedste køb uden at skele til bilmærket, så er det helt klart Seat Mii, man skal købe. Men er den også et godt køb, hvis man ikke blot ser på prisen?
Ny teknik i gamle biler
De tre mikrobiler har været på markedet i snart otte år og har fra starten klaret sig godt. De har endda opnået titlen ’Årets Bil i Danmark 2013’. Men udviklingen er gået stærkt siden da, og man fornemmer derfor med det samme, at de tre elbiler slet ikke er på niveau med andre nye biler.
Det ses med det blotte øje ved førerpladsen, hvor man selv skal have en smartphone med, før der er blot en nogenlunde skærmløsning i bilen – og den er endda stadig bøvlet.
Læs også: Motors test af elbilen VW e-Up
Men også rattet, der ikke er længdejusterbart, og den gammeldags tændingsnøgle, der skal drejes i ratlåsen, før man kan begynde at køre, vidner om en aldrende konstruktion.
Ingen nødbremse
Mindre synligt, men ikke desto mindre vigtigt, kan vi konstatere, at der ikke er en nødbremse i de billige elbiler. Det var de tre biler ellers først med for otte år siden, men nu er kravet til en ordentlig nødbremse strammet op, og så dur den gamle teknik ikke længere.
En helt ny og moderne nødbremse kunne ikke umiddelbart installeres, så i stedet blev den gamle nødbremse byttet ud med et kamera, der holder øje med, om man er på vej ud over vognbanens kantlinjer. I så fald drejer systemet blidt på rattet, så man bliver i vognbanen, og det er heller ikke dumt.
Læs også: Motors test af elbilen Skoda Citigo-e
Sikkerheden er også opgraderet med airbaggardiner, der nu dækker bagsædet, ligesom der er alarmer, der hyler, hvis bagsædets passagerer ikke er fastspændte. Alt i alt har det gjort det muligt at opnå tre moderne stjerner i sikkerhedstesten fra Euro NCAP i 2019.
Det er umiddelbart ringere end de fem stjerner, de tre mikrobiler opnåede i 2012, men man kan ikke sammenligne de to test. Faktisk er denne nye udgave af de gamle biler mere sikker end før, men de er bare ikke lige så sikre som andre nye biler, og det er det, der gør, at vi tøver lidt med at anbefale dem. Men de er samtidig heller ikke så slemme, at vi direkte vil fraråde, at man køber dem.
Letkørte elbiler
Man mærker dog ikke, at det er gamle konstruktioner, når man kører dem. I stedet bemærker man, hvor letkørte de er. Populært sagt er det bare at træde på speederen og dreje på rattet. Det er let, støjsvagt og ligetil.
Køreoplevelsen er helt anderledes end i benzinudgaven og skal opleves, hvis valget står mellem de to varianter. På den måde virker Mii Electric meget moderne.
Affjedringen er dog ikke køn, for den afslører, at eludgaverne med deres køreklare vægte på 1.235 kg er omtrent 250 kg tungere end de almindelige udgaver. Men på nogenlunde flade veje er det sjovt at køre i dem, og også på snoede ruter kan de være med langt hen ad vejen, uden at det føles ukomfortabelt.
Seat Mii Electric kommer som standard på ret avancerede dæk og fælge. Fælgene er af letmetal, og dækkene er i størrelsen 185/50 R16, men de føles ikke anderledes i komforten end det, man oplever i de to andre biler, der kommer med mindre dæk.
Ved bykørsel er det en stor fordel, at man kan vælge at sætte automatgearet i ’B’, hvorved elmotoren bremser bilen kraftigt op, blot man slipper speederen.
Det gør det muligt at køre bilen i det, man kalder ’one-pedal drive’, og har man vænnet sig til det, er det en stor lettelse, at man ikke hele tiden skal arbejde med tre pedaler, som i en almindelig Mii.
Synes man, at opbremsningen er for voldsom, kan man vælge mellem tre mildere niveauer. Accelerationen er i alle tilfælde hurtig og væsentligt kvikkere end i den benzindrevne udgave.
Op til 200 km på en opladning
Vi kørte Seat Mii Electric fuldt opladet ud på motorvejen, hvor vi kørte konstant med 110 km/t. Så nåede vi 160 km, før batteriet var helt tomt.
Så langt tør de færreste nok at køre, og da de sidste 30 km tvinges til at foregå i et særligt øko-program, hvor der ikke er varme i bilen, må man nok regne med maksimalt 130 km mellem opladningerne, når man er på langfart.
Ved mere varieret kørsel bliver rækkevidden længere og helt op mod 190 km i vintervejr. Men også her er de sidste 30 km uden varme, så 160 km er nok det mest realistiske at gå efter.
Fabrikken stiller 258 km i udsigt efter WLTP-målenormen, men så langt kunne vi slet ikke køre.
Vores resultat er dog næsten dobbelt så godt, som da vi for en del år siden testede første generation af den elektriske e-Up med et noget mindre batteri. Og ved kørsel om sommeren må det ventes, at rækkevidden bliver længere.
Hurtiglader er standard
Batteriet er nu på 32 kWh og er placeret under bagsædet, så det ikke generer i bagagerummet. Man kan lade det op via et Type-2 stik, hvor bilen kan lade med op til 7,2 kW, da bilens indbyggede lader trækker på to faser. Det kræver naturligvis en ladeboks, men har man sådan en, kan bilen lades op på fire-fem timer.
Mii Electric har som standard mulighed for at blive opladet med en hurtiglader, der kan lade med op til 40 kW. Benytter man den, kan man lade bilen op på en time. Men den er bedst til blot korte pauser langs motorvejen. Det prøvede vi, og efter 20 minutter var der kommet 11 kWh på batteriet, hvilket er nok til yderligere 50-60 km.
Køber man en Mii Electric, medfølger der en standardinstallation af en ladeboks fra Clever. Et abonnement hos Clever koster ca. 750 kr. pr. måned for strømmen, og så kan man køre lige så meget, man vil, og lade op enten derhjemme eller på Clevers hurtigladere på farten.
Driftsomkostningerne for Seat Mii Electric er totalt på 2,10 kr. pr. km, eller 42.000 kr. pr. år. Det er omkring 2.000 kr. billigere pr. år end en benzindrevet VW Up til 120.000 kr. Og den er endda ikke helt så flot udstyret som denne elektriske udgave.
Udstyr i Seat Mii Electric
Sikkerhedsudstyr
Antal airbags: 6
Nødbremse: Nej
Vognbaneass.: Ja
Skiltegenkendelse: Ja
Komfortudstyr
Bakkamera: Nej
Bluetooth: Ja
Fartpilot: Ja
Klimaanlæg: Ja
Letmetalfælge: Ja
Læderrat: Ja
Metallak: 2.995 kr.
P-sensor for/bag, kr.: Nej/ja
Radio/DAB+/CD: Ja/nej/nej
Regnsensor/lysassistent: Ja/ja
Sidespejle, el-justerbar/m. varme: Ja/ja
Sædevarme for/bag/rat: Ja/nej/nej
Varme i forrude: Ja
Lademuligheder
Type-2 stik 7,2 kW (2 faser): Ja
CCS-stik for DC-ladning 40 kW: Ja
Ladekabel (Type-2 til Type 2): Ja
Nødlader 1,4 kW: 1.290 kr.
Vælg Seat Mii
Kort fortalt er de tre elbiler grundlæggende teknisk identiske med de forskelle i ladeløsninger, vi lige har beskrevet. Men der er forskelle i priserne, og der er forskelle i udstyret.
Mest iøjefaldende er det, at alle biler er udstyret med elektrisk klimaanlæg, der virkelig kan levere god varme i bilen. Også varme i sædet har de alle, mens kun Seat og VW har varme i forruden.
På testtidspunktet var ingen mærker klar med en app-løsning, men den venter lige om hjørnet, og så kan man tænde varmen og styre opladningen fra sin smartphone.
En anden app virker dog allerede, og med den kan man bl.a. bruge sin telefon som navigationsanlæg i bilen.
Seat har desuden alufælge, læderrat, fartpilot og elbetjente sidespejle, og bl.a. derfor peger vi på Seat Mii Electric som det bedste køb blandt de tre elbiler.
Umiddelbart er der ikke konkurrenter på vej i samme prisklasse. Så i øjeblikket er de billigste alternativer eludgaverne af Peugeot 208 og Opel Corsa samt Renault Zoe og den nye Honda e, men de er alle tæt på 100.000 kr. dyrere – eller mere.
Derfor kan man alligevel godt blive fristet af en af disse små elbiler, selvom de halter en smule, når det handler om sikkerheden. Så med det forbehold, er der faktisk tale om et godt køb i alle tre tilfælde med Seat Mii Electric som det bedste køb.