Skoda Fabia - iskoldt kampagnetilbud
Motors vurdering
Skoda Fabia
- Enkel bil
- Udstyr
- Køreegenskaber
- Skærm
- Ikke tre års garanti
Fabriksdata
-
Motor1.0 liter – 3 cyl. - Turbo
-
CO2 udledning103 g/km
-
Effekt95 hk
-
Moment160 Nm
-
Topfart185 km/t.
-
Acc. (0-100)10,6 sek.
-
Køreklar vægt1.110 kg
-
Maks. påhængsvægt1.000 kg
-
Bagagerum330 liter
-
Akselafstand247 cm
-
Garanti (bil/lak/rust)2 / 2 / 12
-
MålL:399 cm B:173 cm H:147 cm
Motors tal
- Målt forbrug 21 km/l
- Beregnet økonomi 2,40 kr./km
Kampagnemodeller er skabt til at sparke gang i salget. Enten fordi modellen synger på sidste vers, eller fordi importøren gerne vil løfte salget. Skoda Fabia VM Edition hører til i den første kategori, da et facelift venter til efteråret, hvor den får bedre nødbremse, skærme i kabinen og justeret design.
Kampagnemodellen hedder VM-Edition, ikke efter VM i fodbold, men VM i ishockey, der i øvrigt blev afholdt i Danmark. VM-edition er en benhård kampagnemodel, hvor du uden merbetaling får udstyr for ca. 10.000 kr. Til gengæld kan du heller ikke tilkøbe ekstraudstyr.
Se video fra testen
Udstyret, du får med, løfter bilens brugsværdi med bl.a. klimaanlæg, adaptiv fartpilot, læderrat med knapper og sidst, men ikke mindst, trykfølsomskærm med Apple CarPlay og Android Auto.
Trykskærm med mobilapps
Netop trykskærme er blevet et salgsparameter hos forhandlerne, især skærme hvor mobiltelefonen bliver integreret med bilens system. P.t. er det kun Apple CarPlay, der er officielt er lanceret herhjemme. Her kan du betjene både opkald, navigation, musik, lydbøger, podcast og endda modtage og sende sms-beskeder.
Det sidste er kontroversielt, men Apple har fundet en smart løsning, hvor du ikke kan læse beskeden på skærmen, men kun få den læst op. Tilsvarende kan du heller ikke se den besked du har dikteret til systemet, men den bliver tillige læst op for dig, før den bliver sendt. I praksis fungerer det godt til korte beskeder.
Apple skulle også snart opdatere systemet, så der kommer flere apps. Bl.a. skulle Google Maps blive frigivet til brug i CarPlay.
Læs også: Motors gruppetest af 10 mini-SUV'er
Android Auto er et ømt punkt i Danmark. Flere gange har vi troet, at systemet er på vej. Men Google har endnu ikke frigivet det herhjemme. Det virker dog i 31 andre lande, og der findes en beta-version på dansk. Så lanceringen herhjemme må nærme sig.
Når det sker, er det godt nyt, for Android Auto fungerer forbilledligt især i forhold til navigation, hvor Google Maps benyttes. Det gode er, at bilerne ikke skal opdateres, før det virker.
Hjælp på langtur
Det er ikke kun trykskærmen, der imponerer i Skoda Fabias VM Edition. Når du kører på langtur, eller bare sidder i køkørsel på vej på arbejde, vil du sætte stor pris på den adaptive fartpilot. Den holder selv farten og sikker afstand til forankørende. Det aflaster køreren på længere stræk, især ved motorvejshastigheder, men også på landeveje. Da bilen ikke har automatgear, virker det dog ikke helt til stilstand.
Gearskiftet går ellers let og passer godt sammen med den trecylindrede benzinmotor med turbolader. Den har 95 hk og rigeligt med bundtræk i forhold til bilens vægt. Her føles Skodaens motor virkelig på dupperne, især i de første tre gear er den frisk.
Overblik: Find Skodas VM-udgaver på FDM Biler.dk
Ved højere i fart mærkes motorstørrelsens begrænsning. Men selvom den kun har en femtrins gearkasse, er hverken omdrejningstal eller motorstøj alarmerende højt. Og så kører Skoda Fabia reelt ganske langt på literen, hele 21 km/l kørte vi i Motors forbrugstest.
Fabia er på mange måder fornuftig, det gælder også køreegenskaberne, hvor der ikke er sport på dagsordenen, men blot god komfort. Fabia nærmest glider over asfalten, og på længere ture byder den på god komfort. Styretøjet er ikke inciterende, men det er præcist, og du har altid god kontrol over bilen.
Sort plast og hvidt loft
Skoda Fabia kom frem for fire år siden og har alle dage haft et lidt altmodisch kabinedesign. Testbilen var løftet op af et sølvfarvet panel på instrumentbordet og hvidt loft. Men der er meget sort plastik i kabinen, og kun armlænene har fået lidt stof for at øge komforten. Ellers mærkes det, at Fabia er en billig bil.
Kabinestørrelsen er tilstrækkelig til fire personer, men i forhold til søstermodellerne Seat Ibiza og VW Polo er der noget mindre benplads. Omkring fem cm ifølge målebåndet.
Læs også: Motors test af minibilen VW Polo
På førersædet kan man glæde sig over den trinløse justering af forsædernes ryglænshældning. Her justeres mange af konkurrenterne i trin. Dertil kommer, at Fabia også har et godt udsyn, især skråt bagud fordi de bagerste stolper er markant mindre.
Fås som stationcar
Det er små områder, hvor pilen peger i retning mod Fabia som et fornuftigt køb. Prisen er lav, nødbremse er standard, udstyrsniveauet er passende højt, og så kan du – som en af få minibiler i dag - vælge den som stationcar.
Er du til Fabia, men savner en bedre trykskærm, kan du vente til efteråret, hvor den faceliftede Fabia lander. Den får også en ny nødbremse, der virker ved højere hastighed, og mulighed for en større trykskærm er ligeledes på programmet.
VM-Edition-udgaven af Fabia er udstyret, som den er. Har du specielle ønsker, kan du til vælge mellem 36 udstyrspunkter til en Ambition Tour. Det er også denne variant, vi vil anbefale, hvis VM Edition er udsolgt nu, hvor VM i ishockey er ovre. Ellers er det bare at slå til, mens slagtilbuddet gælder!