Volvo V70 - lille trækhest
Motors vurdering
Volvo V70
- Komfort
- Sikkerhed
- Pladsforhold
- Ikke tre års garanti
- Brændstof-økonomi
- Aut.gear savnes
Fabriksdata
-
Motor1.6 liter - 4 cyl.
-
CO2 udledning119 g/km
-
Effekt115 hk
-
Moment270 Nm
-
Topfart190 km/t.
-
Acc. (0-100)11,5 sek.
-
Køreklar vægt1.682 kg
-
Maks. påhængsvægt1.300 kg
-
Bagagerum555 liter
-
Akselafstand281 cm
-
MålL:482 cm B:186 cm H:153 cm
Motors tal
- Målt forbrug 15 km/l
- Beregnet økonomi 6,25 kr./km
Der er en aura af stilhed, sikkerhed og svensk fornuft i Volvos V70-model. En ærkeherregårdsvogn med plads til hele familien og en luksusfornemmelse, der på svensk facon tager hånd i hanke med et ønske om en meget sikker bil.
Store biler rimer sjældent på miljø, men det er alligevel lykkedes for Volvo, der har lagt en lille 1.6-liters dieselmotor ned i den store bil. Umiddelbart lyder det som en uoverkommelig opgave – bilen vejer trods alt 1.682 kg. Men de 115 hestekræfter og momentet på 270 Nm er nok til, at den virker kvik nok til hverdagskørsel. Takket være det gode bundtræk fra turboladeren savner man ikke fremdrift. Det kan skyldes, at bilen i den grad lægger op til at være en cruiser og er så langt fra en boulevardracer, som en bil kan være.
Under vores testkørsel var det eneste, vi savnede, et automatgear for at få fuldkommen ro i bilen. Det er netop kommet på prislisten til en merpris på 33.000 kr., og man bør ikke købe en V70 uden.
Mens vi testede bilen, var humøret højt, især med tanke på de flotte forbrugstal og den miljørigtige profil. Men da ugen var gået, og sluttankningen færdig, viste den et snitforbrug på 14,8 km/l, og selvom det er fint, er det ikke imponerende. Nuvel, med et æg under pedalen og ren kørsel på landeveje uden andre trafikanter kan man sikkert komme højere op. Men med vores kørsel i hverdagstrafik og på motorvej endte vi langt fra det flotte forbrug.
Det kan ærgre, for bag rattet af en V70 forstår man godt, at modellen er en af Sveriges mest solgte biler. Kunne man se bort fra registreringsafgiften, så ville det være en bil, som ikke kun familien Sverige, men også hele familien Danmark ville vælge.
Pladsforholdene er gode på alle pladser, og bagagerummet kan dække praktisk taget alle behov. Komforten er god, og ikke mindst sikkerheden er helt i top. Testbilen havde topudstyret Summum, og med en merpris på 100.000 kr. vil de fleste formentlig undvære det. Men over 500.000 kr. er stadig i overkanten for den almindelige danske familie. Man skulle bo i Sverige.