VW Multivan set forfra
Biltest

VW Multivan - luksus på farten

VW Multivan er en fin minibus med syv pladser. Den er dog så dyr, at man skal have dagligt behov for den megen plads, og den er vel stor til almindelige p-pladser.
VW Multivan set bagfra

Motors vurdering

VW Multivan

11,5 km/l
Diesel
871.895 kr.
  • Indretning
  • Køreegenskaber
  • Plads
  • Bred at parkere
  • Tung bagklap
  • Ikke tre års garanti
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    2.0 liter – 4 cyl.
  • CO2 udledning
    190 g/km
  • Effekt
    199 hk
  • Moment
    450 Nm
  • Topfart
    197 km/t.
  • Køreklar vægt
    2.439 kg
  • Maks. påhængsvægt
    2.500 kg
  • Akselafstand
    300 cm
  • Garanti (bil/lak/rust)
    2 / 2 / 12
  • Mål
    L:490 cm B:190 cm H:195 cm

Motors tal

  • Beregnet økonomi 7,70 kr./km
Luk

Her er bilen, der snildt kan rumme syv personer, uden at der er gået på kompromis med komforten. Snarere tværtimod. Med to store el-skydedøre, fire rigtige kaptajn-stole og et fleksibelt bord er der dømt dejlig komfort for den store familie eller for dem, der bare gerne vil have vennerne med på langtur.

Indretningen er opbygget, så man kan vælge, hvordan stolene skal være placeret. De midterste kaptajnstole kan drejes rundt, så de fem passagerer sidder med ansigtet mod hinanden med et bord som centrum.

Der er friskluftdyser i loftet, og man kan indstille temperaturen separat for den del af kabinen. Dermed er der lagt op til god kørekomfort på lange ture.

VW Multivan kabine
Førerpladsen i Multivan 6.2 er opgraderet, så der nu er mulighed for at bestille bilen med et digitalt cockpit. Den store skærm i midten og det digitale cockpit koster tilsammen 41.000 kr.

Firehjulstræk og automatgear

VW Multivan fås i tre udgaver, der alle har en toliters dieselmotor, og vi har her set nærmere på topudgaven med 199 hk og firehjulstræk i kombination med et DSG-automatgear.

I den udgave er prisen høj, men Multivan fås til priser fra 650.000 kr. i en version med en motor med blot 110 hestekræfter og et manuelt gear. Det virker nok lige i underkanten.

Det gør det derimod ikke i denne testede udgave, hvor motoren trækker formidabelt godt, og hvor gearskiftene føles dejligt velafstemte i den syvtrins dobbeltkoblingsgearkasse. I denne version må Multivan endda have 2,5 tons på krogen.

Læs også: Motors test af VW California

Kører man med så mange kg, er det unægtelig en fordel, at bilen også har firehjulstræk. Det er en type, hvor kræfterne fordeles løbende efter behov, og til daglig mærker man derfor ikke noget til den del af teknikken, udover at brændstofforbruget på ingen måde er imponerende.

På landevej er køreindtrykket virkelig komfortabelt, men man mærker, at det er en stor bil, hver gang man skal parkere. Her hjælper et godt 360-graders kamera (ekstraudstyr) dog med at se omgivelserne, ligesom de store ruder hele vejen rundt giver et godt udsyn. Men man skal virkelig overveje, om hverdagen hænger sammen med så stor en bil.

VW Multivan bagagerum
Der er glideskinner i vognbunden, så man kan flytte sæderne frem og tilbage. Bag sidste række er et bagagerum, der ikke imponerer med sin størrelse.

Opdateret førerplads

VW Multivan er nyligt opdateret i en version, som fabrikken kalder 6.2. Her finder vi en let fornyet førerplads, hvor der er blevet mulighed for at tilkøbe bl.a. et digitalt instrumenthus, som vi kender det fra VW’s øvrige personbiler.

Derudover er multimedie-skærmen opdateret og indeholder bl.a. mulighed for trådløs opkobling af mobiltelefonen via Apple CarPlay og Android Auto.

Derudover fås Multivan med mulighed for at tilkøbe ekstraudstyr i løs vægt i en mængde, man kun sjældent møder. Hele 15 sider fylder prislisten. Det er dog noget uforståeligt, at en adaptiv fartpilot skal koste hele 10.000 kr. ekstra. Den burde have været standard i en bil, som netop er skabt til lange ture på motorvejen.

Læs også: Motors test af Mercedes-Benz V330d - minibus til maxipris

Indretningen er fleksibel og gennemtænkt, og der er masser af fralægningspladser. Vi savnede dog flere kopholdere ved forsæderne, ligesom muligheden for at bestille bilen med en elektrisk manøvreret bagklap burde have været med i det righoldige udstyrsprogram. Den er nemlig ret så tung at få op og ned, hver gang man skal have noget i bagagerummet.

Multivan er unægtelig en sjov og imponerende bil, men man skal virkelig have behovet, før prisen virker rimelig.

Læs flere biltest