VW California - feriebil med højt til loftet
Motors vurdering
VW California
- Indretning
- Udstyr
- Komfort
- Stor bil i hverdagen
- Forbrug
- Ikke tre års garanti
Fabriksdata
-
Motor2.0 liter – 4 cyl.
-
CO2 udledning219 g/km
-
Effekt150 hk
-
Moment340 Nm
-
Topfart182 km/t.
-
Acc. (0-100)14,3 sek.
-
Køreklar vægt2.586 kg
-
Maks. påhængsvægt2.500 kg
-
Akselafstand300 cm
-
Garanti (bil/lak/rust)2 / 3 / 12
-
MålL:490 cm B:190 cm H:199 cm
Motors tal
- Beregnet økonomi 5,25 kr./km
VW California er Danmarks mest solgte autocamper og samtidig den campingbil, der har flest år på bagen. Da den er bygget over det kendte VW-rugbrød, er den umiddelbart en velkendt skikkelse på vejene og så alligevel helt sin egen.
En af de unikke features er, at taget kan hæves, så der bliver plads til en dobbeltseng på første sal, og inde i bilen kan den sofa, der gør det ud for bagsæde, let omdannes til endnu en dobbeltseng. Således kan i alt fire sove i bilen.
Læs også: Motor prøvekørsel af VW Grand California - sommerhus på hjul
Om dagen kan de fire personer samles om et bord inde i bilen, idet de to forreste stole kan vendes, så de peger bagud. I vanlig camperstil er der både køleskab, gasblus, vask og ikke mindst et dieseldrevet varmefyr.
Og da alle fire også sidder trygt og sikkert, når bilen er på vejene, er der kort og godt tale om et rullende feriehus.
Opdateret førerplads i VW California
Det er 2020-udgaven af California, vi her har haft til test, og den udmærker sig ved at være opdateret på en lang række af de områder, der har at gøre med sikkerhed, komfort og smarte løsninger.
Man mærker, at der er gjort meget ud af at øge komforten for både fører og passagerer.
For det første er førerpladsen opgraderet med mulighed for at få den leveret med digitalt cockpit, en stor skærm til navigationsanlægget og trådløs opkobling af Apple CarPlay.
Over instrumentbordet er der kommet et nyt betjeningspanel til brug for campingdelen, og her kan man via en flot trykskærm styre køleskabet, lyset i bilen, det elektriske hævetag, oliefyret og som en smart finesse se, om bilen er parkeret helt vandret.
Afslappende og harmoniske køreegenskaber
Køreindtrykket er overraskende positivt, og man mærker, at der er gjort meget ud af at øge komforten for både fører og passagerer.
Affjedringen er overraskende komfortabel, og det nyudviklede styretøj føles virkelig rart og afslappende, ligesom retningsstabiliteten føles klart forbedret.
Læs også: Motors test af Mercedes-Benz V330d - minibus til maxipris
Motoren er i denne udgave en toliters dieselmotor med 150 hk og automatgear i form af en syvtrins dobbeltkoblingsgearkasse. Det virkede som en rigtig harmonisk kombination og umiddelbart den, vi vil anbefale.
Man kan ganske vist spare 31.000 kr. ved at nøjes med en sekstrins manuel gearkasse, og kan man klare sig med en dieselmotor med 110 hk og en femtrins manuel gearkasse, er der hele 80.000 kr. at spare. Men automatgearet er som skabt til denne bil og til de lange ture, så det er ikke her, at man skal spare.
Sikkerhedsudstyr koster ekstra
Som udgangspunkt koster denne testede version 600.000 kr. i topudgaven Ocean, mens en lidt billigere udgave – Coast – uden elektrisk hævetag, oliefyr og LED-forlygter fås for omkring 500.000 kr.
Det er naturligvis godt, at der er mulighed for at vælge, om man vil have den komfort med i købet, der følger med i Ocean. Men det er ikke i orden, at man i begge tilfælde skal tilkøbe en pakke med adaptiv fartpilot og nødbremse for 4.100 kr. ekstra.
Læs også: Motors tidligere test af VW California - tag huset på ryggen
Det er simpelthen uansvarligt, at VW ikke har gjort den til standard. Ikke mindst fordi den adaptive fartpilot fungerer så godt, som den gør, og fordi bilen er skabt til at køre lange ture.
Så er det måske mere rimeligt, at en stor sikkerhedspakke skal tilkøbes for 26.000 kr., hvis man vil have al den hjælp, man får fra en række hjælpesystemer, der holder øje med trafikken, og som fastholder bilen i vognbanen på motorvejen. Det er gode løsninger, der hæver sikkerhedsniveauet, men også noget man kan trods alt kan undvære, hvis budgettet skal holdes.
Mange smarte løsninger i VW California
Konceptet bag VW California går tilbage til 1988, og lige siden er detaljerne i bilen forbedret fra år til år. Smart er det, at der er gemt et havebord inde i skydedøren, to havestole i bagklappen og en markise (ekstraudstyr til 4.000 kr.) langs bilens ene side. Den lette adgang til det hele giver stor komfort, hver gang man tager et kort stop på farten.
Inde i bilen er et rummeligt køleskab med til at gøre det rart at være på camping, og når tiden kommer, kan man ret hurtigt rede op til sovepladser oppe og nede.
Om man sover godt? Det er nok et spørgsmål om, hvem man er. I vores tilfælde var vi glade, da vi testede komforten, men endnu gladere, da vi var tilbage i egen seng. Men sådan er det nok ofte at være på farten.