VW Polo set forfra
Biltest

VW Polo - både til familier og pendlere

Overbevisende sikkerhed, fornuftig plads og usædvanlig god brændstoføkonomi gør VW Polo til en ledestjerne for mange andre biler i samme klasse. Den er lidt dyrere end konkurrenterne, men den er pengene værd.
VW Polo set bagfra

Motors vurdering

VW Polo

23,8 km/l
Diesel
181.379 kr.
  • Økonomi
  • Køreegenskaber
  • Komfort
  • Materialekvalitet (Trendline)
  • Ikke tre års garanti
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    1.6 liter - 4 cyl.
  • CO2 udledning
    109 g/km
  • Effekt
    75 hk
  • Moment
    195 Nm
  • Topfart
    170 km/t.
  • Acc. (0-100)
    14,0 sek.
  • Køreklar vægt
    1.207 kg
  • Maks. påhængsvægt
    1.000 kg
  • Bagagerum
    280 liter
  • Akselafstand
    247 cm
  • Garanti (bil/lak/rust)
    2 / 3 / 12
  • Mål
    L:397 cm B:168 cm H:146 cm

Motors tal

  • Målt forbrug 21 km/l
  • Beregnet økonomi 2,70 kr./km

Sikkerhed

2009
Luk

Biler bliver større og større, hver gang en ny generation præsenteres. Og det er en udvikling, der i særdeleshed gælder for VW Polo, der i nyeste udgave har bevæget sig op i en klasse, der er brugbar for masser af danske familier. Med den indfaldsvinkel virker prisen på 180.000 kr. for en økonomisk dieseludgave med fem døre pludselig som en overkommelig størrelse.

I forhold til den gamle Polo er længden øget med godt fem cm til lige under fire meter. Bredden er øget med godt tre cm til 168 cm – nogenlunde det samme mål, som en Golf havde frem til 1998, men stadig 10 cm mindre end den nyeste Golf.

Højden er sænket en smule af hensyn til luftmodstanden og dermed brændstofforbruget. Ved forsæderne mærker man det på ingen måde, mens høje personer ved bagsædet nok hellere havde ønsket lidt bedre loftshøjde end en marginalt bedre økonomi. Men den kamp er svær at kæmpe i en verden, hvor selv små forskydninger af CO2-udslippet kan have enorme økonomiske konsekvenser.

Afstanden mellem centrum af for- og baghjul er kun forøget med fire mm og er med sine 247 cm også på niveau med den omtalte Golf. Samlet set har den nye Polo derfor en fornuftig størrelse, som givetvis vil kunne løse transportbehovet i de familier, der ikke nødvendigvis har baseret livet på en Berlingo-lignende bil. Den passer bedst til fire personer, men fem kan kortvarigt bruge bilen sammen. Og kører man alene, har man bag rattet en fornemmelse af en langt større bil.

Man sidder rigtig godt bag rattet i VW Polo.
Man sidder rigtig godt bag rattet i Polo, men man skal op i den dyrere Comfortline, før materialekvaliteten for alvor er overbevisende.

Runder let 200.000 kr.

Billigste Polo koster godt 150.000 kr., og dyreste luksusversion med dieselmotor og automatgear fås for ca. 240.000 kr. Det ser umiddelbart meget godt ud, men der skal lige lidt mellemregninger med, og så går det desværre i retning af lidt højere priser.

Samlet set er priserne ikke afskrækkende, om end man naturligvis kan finde konkurrenter, der leveres med en del mere udstyr til priser, der er noget lavere. Men som vi lagde ud med, så virker det samlet set, som om der er fin sammenhæng mellem prisen og det produkt, man køber.

Den lave indstigningspris er knyttet direkte til udstyrsniveauet Trendline, og det er på mange måder også tilstrækkeligt. Sikkerhedsmæssigt er alle bilerne nemlig ens udstyret, og udstyr som servostyring, centrallås og elruder i fordørene findes også på alle versioner. Men hvis der skal være et rimeligt forhold mellem den mere subjektive oplevelse, man får bag rattet, og Polos lidt højere pris, må man op i næste udstyrsniveau, Comfortline.

Der er egentlig udmærket plads ved bagsædet.
Der er egentlig udmærket plads ved bagsædet, men er man en høj person, kniber det med plads til hovedet. Der er tre trepunktsseler ved bagsædet, men ingen selealarm.

Fra skrabet til luksus

På dette niveau sker der noget, som man ikke finder i mange andre biler. Der følger naturligvis mere udstyr med, men selve materialekvaliteten af instrumentbord og sæder rykker også en klasse op, og på den måde skifter bilen identitet.

I Comfortline er instrumentbordet forsynet med bløde materialer, og der er gjort mere ud af apteringen. Den billigere Trendline byder på hård plast, og det rimer ikke med bilens udstråling.

Men man kan ikke bare springe et niveau op og få luksusfornemmelsen med i købet. VW har nemlig „leget” lidt med motoreffekterne, så en trecylindret 1.2er yder 60 hk i laveste udstyrsniveau og 70 hk i næste trin. På samme måde yder den nye commonrail-dieselmotor på 1.6 liter 75 hk i laveste udstyrsniveau og 90 hk i næste trin.

Man skal altså betale for både udstyr og flere hk, når man „opgraderer”, og dermed bliver prisspringene så store som 28.000 kr., når man går fra den lidt kedelige Trendline til den lækre Comfortline. Vi anbefaler alligevel, at man ofrer den merpris og så til gengæld får en god oplevelse.

En femdørs Polo med den nye 1.6-liters dieselmotor med 90 hk i Comfortline og med fem døre koster 208.000 kr., og det er den, vi peger på som bedste køb.

Der er 280 liter i bagagerummet.
Der er 280 liter i bagagerummet, og det er egentlig o.k. Bagsædets ryglæn kan foldes ned for at give mere plads, og det foregår let.

Udstyr i lange baner

På sikkerhedssiden er Polo ganske godt udstyret, og alle versioner sælges således som standard med seks airbags, antiudskridningssystemet ESC og glimrende bremser med ABS, bremsekraftforstærker og det nye hill-holder-system, der kortvarigt fastholder bremsetrykket, når man vil sætte i gang på en bakke.

Det er alle fremragende elementer, som er med til at sikre en problemfri kørsel under selv meget krævende forhold. Det prøvede vi på FDM Sjællandsringen, og det holder!

På komfortsiden er der mulighed for at gøre bilen lige så veludstyret som en topudgave af en VW Golf. Men det koster. Grundudgaven har sjovt nok luksusudstyr som fartpilot og elruder i dørene, men savner aircondition og eljusterbare sidespejle. Det får man først i Comfortline, hvor også en ordentlig kørecomputer og varme i forsæderne er standard.

Man kan tage springet videre til Highline, men den fås kun med 1.6 TDI-motoren, der så yder hele 105 heste og her er koblet til bl.a. sportssæder, som bestemt ikke passer alle. I stedet er det bedre at opgradere Comfortline med det udstyr, man helst vil have. Her kan vi pege på et læderrat (2.122 kr.) som et rigtig godt køb i stedet for det meget plasticagtige rat, der er standard. En særlig DK-pakke til 10.000 kr. er også givet godt ud. Den rummer elektronisk klimaanlæg og en række andre praktiske elementer.

Der er indbygget blinklygter i sidespejlene.
Der er indbygget blinklygter i sidespejlene, og et smart øje lyser op, så man inde fra bilen kan se, at bilen blinker.

Næsten ingen motorstøj

På landevejen får man i alle versioner et godt indtryk af den nye Polo. Køreegenskaberne virker meget velafbalancerede i den komfortable afdeling, men alligevel med et godt fast vejgreb. På FDM Sjællandsringen kørte vi smilende gennem undvigemanøvrer og kurver. Bagvognen hjælper fint bilen rundt, og den elektro-hydrauliske servostyring gør det let at dosere styremængden.

Går man alligevel for hårdt til den, hjælpes man af et effektivt ESC-system, der hurtigt får bilen ned i fart og bilen på ret kurs. Det er både trygt og overbevisende. På motorvej forbavses man over bilens meget lave motorstøj. Ved 130 km/t er der et rigtig godt lydklima i bilen, og man har ikke besvær med at samtale med de øvrige passagerer. Det er fornemt!

Men mens den nye 1.6-liters commonrailmotor altså imponerer med sin lave støj, kræver det tilvænning at køre motoren korrekt. Den er ekstremt sej og kræver gearskift ved meget lave omdrejningstal. En indbygget gearskifteindikator hjælper med at finde det rigtige tidspunkt. Accelererer man svagt, foreslår den, at gearet skiftes så tidligt, at næste gear tager over ved 1.100-1.200 omdrejninger, og det virker i starten forkert.

Men gør man, som bilen vil, belønnes man af en sjældent set fin brændstoføkonomi. Over en lang, samlet distance kørte vi i snit 21,2 km/liter, og det er flot. Men med den motor bliver Polo aldrig en sprinter. Den er skabt til at køre økonomisk, og er man på jagt efter en sådan pendlerbil, er man kommet det rette sted.

Vi har også prøvet versionen med 1.4-liters motor. Den arbejder mere sprælsk op gennem omdrejningsskalaen og er dermed et modstykke til dieseludgaven. Men den går kun 16,9 km/l og er samlet set ikke en, vi vil pege på som et godt alternativ. Så hellere vente på den nye 1.2-liters benzinmotor med turbo og 105 hk. Den kommer omkring årsskiftet og går 18,2 km/l.

På dieselsiden er det en bluemotion-variant af 1.6-liters dieselmotoren med 90 hk, der kan være et alternativ. Den kommer til at køre 27,8 km pr. liter. Men vil man ikke vente på den, så er man som sagt heller ikke dårligt stillet med det udbud, der er her fra starten.

Der er en glimrende RDS-radio med indbygget cd-afspiller som standard.
Der er en glimrende RDS-radio med indbygget cd-afspiller som standard. AUX-indgang er standard, og USB-stik kan tilkøbes for 3.186 kr.

Økonomisk i længden

Så er der det med prisen, som måske i første omgang kan skræmme nogle væk. Her er der dog god grund til lige at kigge på tallene en ekstra gang først.

I Motors omfattende budget for bilejerskabet er der taget højde for alle tænkelige udgifter de første tre år. I den opstilling tæller selve indkøbsprisen ikke direkte, men derimod det forventelige værditab og den afledte rentebyrde.

De poster er i dette tilfælde ganske rimelige og på niveau med selv billigere biler og understreger det forhold, at nok giver man mere for en Polo end for mange af konkurrenterne, men man får også mere for den, den dag man sælger den videre, og det tæller positivt med.

Det gør den fine brændstoføkonomi og den deraf afledte lave ejerafgift på bare 1.960 kr. pr. år også. Og så tilbyder VW en fornuftig serviceaftale, der delvist kan træde til, hvor den noget pauvre fabriksgaranti giver op. Alt i alt lander man på en km-udgift på 2,70 kr., og det er meget flot.

Fabriksgarantien mod rust er med sine 12 år på højde med de bedste, og den håndværksmæssige opbygning underbygger udsigten til et rustfrit liv med bilen. Flot rustbeskyttelse, store plastinderskærme for og bag og udpræget brug af galvaniserede stålplader gør, at Polo har alle muligheder for at holde i mange år.

I Trendline er aircondition ekstraudstyr til næsten 11.000 kr.
I Trendline er aircondition ekstraudstyr til næsten 11.000 kr. Vil man have det, bør man i stedet vælge Comfortline, hvor det er standard.