Aston Martins brutale gentleman

Aston Martin er i gang med at forny hele sit modelprogram. Motor har prøvet mærkets nye topmodel, DBS Superleggera, på alle typer veje i det sydlige Tyskland og er behørigt imponeret.

Aston Martin forfra
Fokus

Aston Martin er ved at forny hele sit modelprogram i en plan, der omfatter syv nye modeller på syv år. DBS Superleggera er den tredje nye model efter Vantage og DB11, og i bund og grund er den en videreudvikling af DB11.

En acceleration fra 80 til 120 km/t. tager to sekunder. Det er hurtigere, end du kan sige „Aston Martin DBS Superleggera“.

Platformen, akselafstanden og meget af karrosseriet er den samme, men bilen har fået en ny og noget mere aggressiv fremtoning med en meget markant front og en forbedret aerodynamik, som får den til at hænge endnu bedre fast i asfalten.

Designchef Miles Nurnberger kalder Aston Martin DBS Superleggera „a brute in a suit“, en børste i jakkesæt. Og det er en rammende beskrivelse, for under karrosseriets pressefolder skjuler der sig en overflod af rå power, der bringer DBS Superleggera op i klassen med de absolutte superbiler som Ferrari 812 Superfast.

VIDEO: Se og hør Aston Martin DBS Superleggera

Fænomenalt moment

Designet er alt andet end konservativt, selvom udgangspunktet er en af de mest stilfulde sportscoupéer på markedet i dag. Men de små, designmæssige greb, som Nurnberger og hans team har brugt på DBS Superleggera, virker på samme måde, som når mænd bruger sneakers til et Armani-jakkesæt: de fleste af os vil se bøvede ud, men nogle ganske få vil bare ose endnu mere af stil. Sådan er det også med DBS Superleggera.

Brutaliteten begrænser sig til de mange kræfter, der ligger og brøler om kap ude foran.

Under motorhjelmen ligger en 5.2-liters V12 biturbomotor, som yder 715 hk og leverer et fænomenalt drejningsmoment på 900 Nm. Det mærkes på præstationerne, for den 1.700 kg tunge bil går fra 0-100 km/t. på 3,4 sekunder, og den løber først tør for kræfter, når speedometeret står på 340 km/t.

Helt så stærkt gik det ikke på Motors testtur, selvom testruten omfattede tyske motorveje. Men der var alligevel rigelig mulighed for at konstatere, at DBS Superleggera i sandhed er en brutal køremaskine.

Aston Martin kabine med Bo
Aston Martin DBS Superleggera er trods sit barske udseende og mange kræfter meget letkørt og omgængelig. 

Letkørt og omgængelig

Og så alligevel ikke. For brutaliteten begrænser sig til de mange kræfter, der ligger og brøler om kap ude foran. Bag rattet bliver du overrasket over, hvor letkørt og omgængelig bilen er. På de små snoede veje føles den mindre og mere letfodet, end den ser ud, og når det går ligeud, sluger den asfalten og de forankørende som en haj gennem en sildestime.

LogoKlassiske navne

Med navnet DBS Superleggera har Aston Martin genoplivet hele to ikoniske betegnelser fra mærkets fortid. DBS var allerede fra slutningen af 60’erne navnet på den engelske fabriks topmodel. Superleggera er navnet på en konstruktionsteknik, som blev udviklet af karrosseribyggeren Touring i Milano i 50erne. Ordet betyder ”superlet” og betegner et karrosseri, der er bygget op over et skelet af tynde stålrør. Den teknik brugte Aston Martin i starten af 60'erne, når de byggede DB4 og DB5. Selvom Touring intet har med den nye bil at gøre, bærer den alligevel navnet, og da bilen er høj grad er bygget i letvægtsmaterialer – f.eks. er 80 procent af karrosseripanelerne fremstillet i  kulfiber. ”Og så er det bare et af de smukkeste logoer, der findes”, siger Miles Nurnberger.

Det enorme moment giver bilen et helt uforligneligt kraftoverskud, som vel bedst illustreres ved, at en acceleration fra 80 til 120 km/t. tager to sekunder. Det er kortere tid, end det tager at sige „Aston Martin DBS Superleggera“.

Kræfterne leveres lydefrit og effektivt gennem en otte-trins ZF automatgearkasse, som er monteret bagude og er med til at give bilen en vægtfordeling på 51/49.

Aston Martins ingeniører har koncentreret sig meget om at forbedre bilens aerodynamik, og meget af udviklingen er foregået i samarbejde med formel 1-teamet Red Bull, som fabrikken har et teknisk samarbejde med.

På DBS Superleggera har det blandt andet resulteret i en avanceret diffuser bagtil, som er med til at give bilen markant mere downforce. Små aerodynamiske ”splittere” i luftudtagene i forskærmene er også medvirkende til mere optimale luftstrømme omkring bilen.

Ifølge Aston Martins beregninger genererer bilen næsten 200 kg downforce ved tophastighed, hvilket er med til at trykke bilen solidt ned i asfalten.

Fornem forarbejdning

Kabinen er taget direkte fra DB11, og det skal Aston Martin ikke høre et ondt ord for. Materialerne er lækre, og forarbejdningen er, som man kan forvente i en mere eller mindre håndbygget bil fra en mere end 100 år gammel engelsk producent.

Du sidder fint i sæderne, som yder forbilledlig støtte, også når det går hårdt for sig gennem hårnålesvingene. Det er tydeligt, at Aston Martin forventer, at mange købere vil bruge bilen til track-days på lukkede baner.

Aston Martin DBS Superleggera

V12-motor med biturbo
715 hk v/ 6.500 o/min.
900 Nm v/ 1.800-5.000 o/min.
0-100 km/t.: 3,4 sek.
Tophastighed: 340 km/t.
Pris: 5.330.000 kr.

Og apropos lukkede baner, så kan DBS Superleggera køres i tre forskellige indstillinger: GT er standardindstillingen, som giver en alt andet end standard, men alligevel ganske civiliseret køreoplevelse.

Sæt knappen på Sport, og gentleman’en begynder at vise børster, og går du hele vejen til Sport+ skal du være forberedt på en fuldstændig ufiltreret oplevelse, som nok opleves bedst under kontrollerede forhold på en bane.

Hvem siger, at man ikke kan have køredragt på inden under et jakkesæt?