Nye tider, nye former

Honda satser aggressivt på nyt image, højt udstyrsniveau 
og praktiske løsninger med den nye Civic

Linjerne er futuristiske, den nye femdørs Civic ligner mere en konceptbil end en gadebil
Forpremiere

Honda er et af de mindre bilmærker, og herhjemme har Civicen, fabrikkens bil i mellemklassen, spillet en marginal rolle. Men det kan ændre sig med den syvende generation, som virker som et rigtig godt tilbud. Basismodellen koster 253.000 kr. med en 140 hk stærk 1.8-liters motor, klimaanlæg og gode garantiforhold.

Designet er meget anderledes end forgængerens og direkte futuristisk i forhold til konkurrenternes. Forlygterne er vokset sammen, og i kabinen er der et stort sort instrumentpanel med digitaltal. Det ser spændende ud, men spørgsmålet er, om bilen designmæssigt har skabt en ny trend, eller om Honda er for fremsynet.

Speedometeret er anbragt over rattet, så det kan aflæses hurtigere og sikrere
Speedometeret er anbragt over rattet, så det kan aflæses hurtigere og sikrere
I forhold til den tidligere model er der generelt tale om en markant bedre bil. Tidligere var det største ankepunkt et højt støjniveau på motorvej, og det punkt er kraftigt forbedret takket være bedre isolering og en ny sekstrins gearkasse.

En anden god nyhed er kabineindretningen, hvor blandt andet bagsædebænken kan vippes op til ekstra bagage bag forsæderne. Med et snup-tag kan bagsædet desuden foldes forover, så det bliver plant med bagagerummet. Bagagerummet kan i øvrigt rumme 386 liter, men erstattes nødhjulet med et lappekit, er der yderligere 70 liter til rådighed.

Køreoplevelsen er god og underholdende, men med vægten lagt på sportslige egenskaber. De biler, vi prøvede, havde 17-tommer fælge, som passer flot til det stilrene design, men som også giver en lidt hård undervogn. Basismodellen er udstyret med 16-tommer fælge, og den er at foretrække, hvis man lægger mere vægt på komfort.

C-stolpen er meget bred og hæmmer udsynet skråt bagud. Lædersæder er ikke standard i Danmark. </p><p>
C-stolpen er meget bred og hæmmer udsynet skråt bagud. Lædersæder er ikke standard i Danmark.
Tre uheldige fejl trækker ned i det ellers positive billede: For at starte bilen skal man bruge nøgle og en rød startknap, så man skal bruge både højre og venstre hånd. Plastikken ved instrumentbordet ser futuristisk ud, men er næsten umulig at holde ren. Og endelig virker c-stolpen alt for bred. Den skjuler let en lille kassevogn.

Summa summarum er Civic en spændende bil, som med sine gode garantier og samlekvalitet bør friste de fleste. Og mens dieselvarianten bliver uforholdsmæssig dyr, er basismodellen med 1.8-liters motoren meget fornuftigt prissat.

Af Karsten Meyland Lemche