Rumuhyret Renault Kangoo

I den nye Renault Kangoo er der plads til alt og alle.

Renault Kangoo
Forpremiere

Motor mener: Det er bilen med rå rummelighed og raffinementer – noget for alle med børn, børnebørn eller voluminøs bagage.

Der er mindst tre gode ting at sige om den nye Renault Kangoo: plads, plads og plads. Anden generation er nemlig vokset markant på alle ledder: 18 cm i længden, ti i akselafstand og 17 cm i bredden, og netop rummelighed er det altafgørende i denne bilklasse, der i mangel af bedre udtryk kan kaldes Postmand Per-typen.

Førerpladsen i Scénic-stil er MPV-agtig med højt placeret gearstang. Rattet kan ikke justeres i længden.
Førerpladsen i Scénic-stil er MPV-agtig med højt placeret gearstang. Rattet kan ikke justeres i længden.

Og for lige at tage bagagerummet med det samme: Det rummer nu 660 liter ifølge den gængse målemetode og 1.300 liter, når man fylder op til loftet. Med bagsædet lagt ned – det går som en leg – kan der være 2.600 liter. Så meget plads kan ingen familie normalt udnytte.

Bagsædet er blevet større end i den gamle model med 12 cm ekstra albuerum. Adgangen er let; bilen har, afhængig af version, en eller to skydedøre.
Når den nye Kangoo kommer til landet til foråret, afløser den sin mere end ti år gamle forgænger, der aldrig nåede at gøre sig bemærket i Danmark. Citroën Berlingo og Peugeot Partner snuppede stort set alle kunderne.

Kangoo II er bygget på platformen fra den nuværende Mégane/Scénic, og ejere af disse biler vil hurtigt føle sig hjemme, idet instrumenter m.m. er stort set de samme.

Kabinen har fået et pænt løft, når det gælder materialer, og f.eks. er der ikke længere synlige metaloverflader. Men der er stadig langt op til kvalitetsoplevelsen i en Laguna, og Kangoo nøjes desuden med to års garanti.

Motorerne er gamle kendinge: 1.6 benzin med 105 hestekræfter og tre varianter af 1.5 diesel. Den kraftigste med 105 hk fås med partikelfilter, mens den mellemste får det i slutningen af året.

Bagsædet har fin plads til både to og tre voksne - i både højde, bredde og benplads.
Bagsædet har fin plads til både to og tre voksne - i både højde, bredde og benplads.

Motor har kun kunnet prøve de to 105-hestes, og de gør begge en pæn figur. Mégane-undervognen har forbedret køreoplevelsen herunder affjedringen, og krængningen i den halvhøje bil er moderat. Men køreegenskaberne er stadig mere godmodige end dynamiske.

Sikkerhedsudstyret i Danmark bliver formentlig helt komplet inkl. antiskridsystemet ESC, men de danske specifikationer – herunder priser - kendes ikke, idet Renault skiftede importør ved årsskiftet. En kollisionstest er endnu ikke berammet.