Subaru Impreza - blidt lam med 300 heste

STi-versionen af Subaru Impreza risikerer med sin høje pris at gå samme vej som rally-sporten - nedad.

Subaru Impreza
Forpremiere

Motor mener: Fornuftsbil bliver Subaru Impreza aldrig, heller ikke et ikon som forgængeren. Men det justerbare firehjulstræk er imponerende.

Rally har trange kår i dag. Før var det en kongeklasse, hvor resultaterne kom i formiddagsaviserne. I dag er det en glemt sport, pakket ned sammen med alt det støv og mudder, den har kastet rundt gennem tiderne.

Det vil være ondt at føre tanken videre til Subaru Impreza WRX STi, som er gadeversionen af Subarus rallybil. Men tanken er nærliggende, for det er kun muligheden for et salg på gule plader, der giver modellen et liv på det danske marked.

Skiftet fra hvide til gule bringer prisen ned fra 794.000 kr. til 485.000 kr., og selv om den bl.a. har Recarosæder i læder/alcantara, navigationsanlæg og nøglefri start som standard, får den næppe titlen som prisbaskeren anno 2008.

Man sidder godt i Recarosæderne, som støtter godt også hvis man ønsker at køre på bane.
Man sidder godt i Recarosæderne, som støtter godt også hvis man ønsker at køre på bane.

Som entusiastbil er Subaru Impreza imponerende, for dens 2.5-liters turboladede benzinmotor trækker flot fra helt lave omdrejninger. Men det mest imponerende er det symmetriske, permanente firehjulstræk med aktivt centerdifferentiale.

Differentialet har tre standardindstillinger samt seks manuelle indstillinger. Under præsentationen testede vi systemet på en fugtig racerbane, og her var der meget stor forskel på, om differentialet låste meget eller lidt. Enten var bilen en ordentlig håndfuld, eller den var blid som et 300 hk stærkt lam.

Dynamisk er Imprezaen let understyrende, og selv om den kører godt, savnes der lidt nerve og mere føling med forhjulene. Til den pris burde det sidde lige i skabet.

Uagtet vil Imprezaen med de mange bogstaver sikkert finde en fast fanskare. Men vores råd til dem er at spare de sidste tre bogstaver og 300.000 kr. ved at vælge en Impreza WRX frem for STi’eren.