
Motor mener: Spændende sparemodel, der umiddelbart holder, hvad den lover.
Den bedste teknik er den, som du ikke bemærker, men som bare virker. Og det er den oplevelse, vi sidder tilbage med efter at have prøvet den nye 1.2-liters trykladede motor i Nissan Micra.
Officielt er den opgivet til 24,4 km/l, og under testkørslen med klimaanlægget kørende for fuld udblæsning opnåede vi netop det forbrug. Det skete med meget nøjsom kørsel ved by- og landevejshastigheder.
Vi kørte også en længere testrute med motorvejskørsel og med en del kraftige accelerationer for at teste den nye motortype, og her var vores forbrug omkring 17 km/l. Så ved almindelig hverdagskørsel vil det ikke være urealistisk at køre over 20 km/l. Dog skal man huske, at økonomikørsel er en disciplin, der skal læres.

Selvom karrosseriet et blevet lidt mere vindglat end på den normale Micra, så er det motoren, der er den reelle nyhed. Tillad lidt nørdet snakk.
Normale benzinmotorer kører med Otto-cyklusen, men denne trecylindrede 1.2-liters benzinmotor er p.t. den eneste på markedet, som kører med Miller-cyklusen, hvor man lukker for lufttilførslen til forbrændingskammeret lidt senere.
Det giver helt op til 20 procent lavere modstand i motoren, og lavere modstand giver en bedre brændstoføkonomi. Men for at få nok luft ind i cylinderen har man brug for trykladning, og her har Nissan valgt en kompressor.
Ulempen ved kompressoren frem for turboladeren er, at den bruger energi, svarende til en øget modstand på 10 procent. Men i Micra-motoren kan den kobles fra magnetisk, og dermed har man kun kompressoren koblet på, når man bruger den.
Samtidig har Nissan brugt en diamantlignende kulbelægning på ventilløftere og stempelringe, hvilket er med til at minimere den indre friktion med næsten 30 procent. Det er virkelig smart teknik, men også dyrt i forhold til en konventionel motor.

Det var teknikken. Det, du oplever bag rattet, er, at bilen accelererer som en almindelig Micra ved lave omdrejninger. Dog med den omdrejningsvillige motorkultur, som de trecylindrede motorer har. Og når du så har brug for flere kræfter eksempelvis ved en overhaling på landevej eller på motorvejen, så hjælper kompressoren til og giver de kræfter, du har brug for.
I forhold til den normale Micra-motor, der har 80 hk, så er der 98 hk til rådighed i økomotoren, og momentet er steget fra 110 til 142 Nm. Desværre er det først over 4.000 o/min., så du har slet ikke den fornemmelse af kraftoverskud, som man oplever i små benzin- og dieselmotorer med turboladning. Den virker mere som en konventionel 1.5-liters motor.

Basismodellen Visia er den mest økonomiske med sine mindre dæk. Det betyder, at brændstofforbruget er 24,4 km/l og CO2-udslippet er 95 gram/km. Vælger man de dyrere Acenta- eller Tekna-udstyrsvarianter, er brændstofforbruget 23,3 km/l og CO2-udslippet stiger tilsvarende til 99 gram/km.
Det er stadig utrolig flotte forbrugs- og emissionstal for en benzinbil. Kun Fiat 500 Twinair er bedre, og det er kun på papiret.
De kommende DIG-S-ejere vil glæde sig over et stort fradrag i registreringsafgiften, der gør merprisen i forhold til den almindelige Micra relativt lille. I Europa taler de om en prisstigning på 7.000 til 11.000 kr. Vi gætter på en merpris med dansk afgift på ca. 7.000 kr., hvilket giver en frapris på 140.000 kr. i basisudgaven Visia.
Hermed bliver basismotoren overflødig, for DIG-S-motoren virker bedre i hverdagen, er mere brændstoføkonomisk og billigere i ejerafgift.
Vil du vide mere om pladsforhold og køreegenskaber, så læs Motors test af Nissan Micra