Motor mener: Smart For Two Cabriolet er en sjov bil, der vil gøre den daglige køretur til dagens underholdende indslag. Den er upraktisk og rasende dyr, alligevel ender man med at holde af den.
Smart ejes af Mercedes-Benz, og de nyeste bilmodeller er udviklet i samarbejde med Renault, hvor den hedder Twingo. De er noget anderledes opbygget end normalt, idet de har motoren placeret mellem baghjulene, som også er dem, der overfører kræfterne til vejen.
Den lukkede udgave af både Smart findes i en kort og en lang udgave til priser mellem 80.000 og 100.000 kr. Nu kommer så denne åbne udgave. Den kommer kun i topersoners udgaven, og med en merpris på små 70.000 kr. springer den lille bil helt ud af mikrobilens prisramme.
LÆS OGSÅ: Motors gruppetest af mikrobilerne Hyundai i10, Renault Twingo, Toyota Aygo og VW Up
Alligevel giver det hele mening, for bilen er et herligt bekendtskab, der på sin egen måde sikrer, at der altid er kulør på hverdagen.
Tre biler i en
Det koster altid at fjerne det afstivende tag, og i dette tilfælde har bilen taget omkring 200 kg på i vægt, da undervognen er forstærket på kryds og tværs.
Stoftaget og hele tagmekanismen er elektrisk betjent i flere etaper. Man kan dels køre taget bagud til bagruden, dels køre det helt ned sammen med bagruden, så bilen bliver næsten helt åben. Taget kan betjenes under kørslen ved alle hastigheder, og sjovt nok er turbulensen ikke særlig generende, når det er helt åbent.
LÆS OGSÅ: Motors test af Fiat 500
Man kan desuden fjerne de to tagbøjler, der sidder hen over dørene, og med dem afmonteret og ruderne kørt helt ned skifter bilens udseende helt karakter. Tagbøjlerne har sin egen plads på den indvendige side af bagklappen, der i øvrigt giver adgang til et bagagerum på bare 260 liter.
Kører overraskende godt
Vi har prøvet udgaven med den lille trecylindrede benzinmotor med turbo og en tilhørende automatisk dobbeltkoblingsgear. Den gør bilen til en sprudlende oplevelse og bringer i den grad smilet frem for begge personer i bilen.
Den lille bil er med sin ekstremt lille venderadius som skabt til bykørsel, men overraskende nok kørte den også flot ligeud ved høj motorvejsfart. Det har ellers været et svagt punkt ved de lukkede udgaver, men det problem har fabrikken tilsyneladende arbejdet så tilpas meget med, at den nu er, som den burde have været fra starten.
LÆS OGSÅ: Motors test af Opel Adam
Det danske modelprogram omfatter i første omgang kun versionen uden turbo, men mon ikke den kraftige version nok skal følge trop, når den danske importør får prøvet bilen i praksis?
Skal der være fest, så lad der være fest, og det sørger turboudgaven for i en grad, der på smuk vis matcher resten af bilens dna, der i øvrigt kan iblandes ens egne valg af farver og udstyr fra en ni sider lang prisliste.