
Motor mener: Med Giulia påbegynder Alfa Romeo en ny tilværelse som producent af køreglade premiumbiler, der også har en snert af fuldblod over sig. Det er guf for Alfa-entusiasten, men også for alle os andre, der bare elsker lækre biler.
Modelprogrammet for Alfa Romeo Giulia vokser løbende, og med Veloce er der kommet et mere jordnært alternativ til den kraftige Q-version med 510 hk. Her er der tale om en helt nyudviklet firecylindret benzinmotor i aluminium.
Det er Alfa Romeo selv, der har konstrueret den, og med turbo og direkte indsprøjtning yder den hele 280 hk. Fabrikken pønser endda på at lave en yderligere peppet udgave med over 300 hk.
Veloce er altid firehjulstrukket og forsynet med en lækker ottetrins automatgearkasse. Man kan let skifte med de nærmest enorme skiftegreb bag rattet, og selve skiftene sker lynhurtigt.
Giulia Veloce opleves som en ægte Alfa, og selvom den noget vildere Q-version nok har mange fans, så er det faktisk i Veloce, at man får den hidtil bedste sammenhæng mellem bil, motor, komfort, køreglæde og pris.
Som udgangspunkt er bilen udelukkende baghjulstrukket, men ved behov kan op til 60 procent af kræfterne på et splitsekund sendes frem til forhjulene.
LÆS OGSÅ: Første prøvekørsel af Alfa Romeo Giulia
Sammen med 19-tommershjul giver det bilen en fantastisk køreevne. Læderindtræk og masser af udstyr er en vigtig del af den samlede oplevelse af bilen.
Veloce-udgaven af Giulia er i Danmark til december 2016. Prisen ventes af være fra 715.000 kr.