MALAGA Blot to minutter på motorvejen afslører alt om den tredje generation af Suzuki Swift Sport. Væk er den stenhårde undervogn, væk er motorvrælet fra en alt for lavt gearet sportslig motor.
Sport er erstattet af komfort. Og hvor man før sad med blødende øregange, kan man nu føre en afslappet samtale med de andre passagerer, nyde lidt god musik eller blot stilheden i kabinen.
Det står i skarp kontrast til bilens ydre. I farven Championship Yellow fremstår Swift Sport hårdkogt. 17”-fælgene fylder godt ud i hjulkasserne. Kølergrillen med bikube-mønster som på racerbiler giver et aggressivt udtryk. Og så er den svøbt i en kant af kulfiber – eller rettere: Forkastelig fake kulfiber.
Motor mener
Swift Sport har gennemgået et hamskifte, der har gjort den mere komfortabel og mindre sporty. Til gengæld har den fået bredere appel.
Læs også: Motors test af VW Polo GTI
Ærgerligt, at Suzuki ikke toner rent flag med materialerne. Det er lidt som at gå med et kopi-Rolex. Har du ikke råd, så lad vær, og bær i stedet dit Casio-ur med rank ryg.
Spøjst styretøj
De seneste Suzuki-modeller har haft udfordringer med deres styretøj, der har klemt over midterstillingen. Vi har kritiseret dette på både Baleno og den almindelige Swift.

Her adskiller Swift Sport sig markant. I stedet har den en meget, meget kraftig selvopretning. Når du slipper rattet, springer det i ligeudstilling. Det har den ærgerlige bi-effekt, at du skal kæmpe mod selvopretningen, når du styrer ind i et sving, og denne modstand fjerner følingen i styretøjet.
I en almindelig bilmodel har det ikke den store betydning, men i en sportsmodel, hvor forgængeren var kendt for sit involverende styretøj, er det en ærgerlig udvikling. Motor prøvede Swift Sport i Sydspanien, og på de smalle bjergveje var der ellers rimelig godt bid på vej ind i svingene. Dog med en lille tendens til understyring, når farten sættes i vejret.

Blødt affjedret
Køreegenskaberne er naturligvis i fokus på en GTI-model som Swift Sport. Især når forgængeren var berømt/berygtet for sine kompromisløse køreegenskaber. Og selvom affjedringen er fastere end en almindelig Swift, er Sport-versionen markant bedre affjedret.
Støddæmperne er fra Monroe og giver en eminent dæmpning. Dermed vil man uden problem kunne bruge Swift Sport til pendlerbil, det var en større udfordring i forgængerne. Det eneste, som trækker lidt ned, er dækstøj.
Læs også: Motors første tur i VW Up GTI

Her hjælper motoren også til. For selvom præstationerne med 0-100 km/t på 8,1 sek. kan imponere nogle, så er den største forbedring, at Suzuki også har ændret udvekslingerne i gearkassen, så motorstøjen nærmest er væk ved motorvejskørsel.
80 kg lettere
Turboen giver samtidig et markant bedre bundtræk, så du sjældent har brug for at geare ned for at komme ud over stepperne. I forhold til forgængeren har Swift Sport været på kur og vejer nu 80 kg mindre end tidligere.
Dermed er Swift Sport blevet en kvik bil til prisen.
Læs også: Opel skruer ned for Corsa-sport

Men ligesom med styretøjet har den nye motor også ændret karakter i forhold til forgængerne. Under acceleration er der intet at udsætte, men turboen betyder, at motoromdrejningerne falder langsommere, når du slipper speederen. Dermed kan du ikke ændre vægtbalancen i bilen ved at slippe speederen.
I en GTI-model bruger du speederslippet til at få mere vægt på forenden og dermed få mere indstyring i et sving eller få bagenden til at blive løsere, og dermed balancere bilen gennem svinget. Det kunne de tidligere Swift Sport-modeller til perfektion.
Tjek, tjek, tjek
Sport er topmodellen i Swift-familien. Så du får LED for- og baglygter, adaptiv fartpilot, nødbremse, klimaanlæg, syvtommer skærm med både navigation, bluetooth og mobilintegration i form af Android Auto og Apple CarPlay. Udstyr, som understreger bevægelsen fra sport til komfort.

Sportssæderne er dog tro mod bilens navn og yder god støtte sideværts og er godt polstret. Ærgerligt, at ryglænet ikke kan justeres trinløst, men kun i hak.
Prisen forventes at ende på 235.000 kr., når Swift Sport kommer til august. Det gør, at du på papiret får meget motor, køreglæde og udstyr for pengene.
Men der er ingen genvej til forholdet mellem kvalitet og pris, hvilket understreges af, at trykskærmen hører til blandt de mere kornede på markedet. Dog vil vi fremhæve den adaptive fartpilot, der fungerer rigtig godt.

Konklusion
Swift Sport har god plads i kabinen, som de andre Swift-modeller, og det kan overraske, når bilen ikke fylder mere i gadebilledet. Bagagerummet er også på hæderlige 265 liter, det er dog godt 80 liter mindre end klassens største.
De største konkurrenter er Ford Fiesta med ST-line udstyr og Seat Ibiza. Begge fås med 140-150 hk, og samme prisniveau, når der korrigeres for udstyrsniveauet.
Med den nye Swift Sport er balancen ændret i klassen, hvor Swift ikke længere er det naturlige valg for de bilkøbere, der elsker køredynamik. Her virker Fiesta ST-Line, som et bedre valg.
Men tredje generation af Swift Sport åbner op for de bilkøbere, der gerne vil have masser af udstyr, frække designdetaljer og en kraftig acceleration.
Hamskiftet river kørehjertet ud på de glade ejerne af tidligere Swift Sport - og tramper på det. Til gengæld vil den nye Swift Sport tiltrække en ny – og større – fanskare, der vil værdsætte kombinationen af udstyr, komfort og en snert af sport.