PORTO Under de to flotte trykskærme med trykfeedback finder du underligt nok en drejeknap. For selvom den nye Audi A6 netop har fået klassens bedste skærme, så insisterede kunderne på at beholde volumenknappen til anlægget.
Og tak for det. For selvom trykbetjeningen af skærmene fungerer eksemplarisk, er volumenknappen fortsat den hurtigste og mest intuitive måde at ændre lydniveauet på i en bil.
Audi har også holdt fast i en anden gammel kending. En lille betjeningsarm til fartpiloten placeret under blinkerarmen. De fleste konkurrenter har knapper på rattet, men de er faktisk sværere at betjene ”i blinde”. Samtidig betyder det, at de knapper, der reelt er på rattet, også er nemmere at betjene uden at kigge, og dermed øges trafiksikkerheden.
Motor mener
Audi tager lederskab på trykskærme i biler, men grimme sensorer skæmmer elegant design.
iPad i kabinen
Men tilbage til de to trykskærme. Den øverste er den primære skærm, og den nederste bruges mest til klimaanlæg og programmerbare knapper. Det kan være en adresse, et telefonnummer, en radiostation eller andet, som du ofte bruger.
Læs også: Motors test af Mercedes GLE - komfortabel kampvogn
Rækkefølgen på knapperne kan du selv vælge, ligesom du på hovedskærmen kan vælge, hvilke ikoner der skal være direkte trykbare i venstre side af skærmen. Eller rækkefølgen af de sekundære ikoner i menustrukturen. Det er ligesom, du er vant til på din smartphone, og det fungerer eksemplarisk. Og den digitale personalisering af menuerne gør bilen mere intuitiv for dig som fører. Klart det bedste trykskærmskoncept til dato.
Nyt er trådløs opkobling med Apple CarPlay og Android Auto. Dermed følger Audi i BMW's digitale hjulspor og efterlader Mercedes-Benz med kabelløsninger. Det fungerer perfekt, især hvis du også har til valgt trådløs mobilopladning.
De to skærme er desværre blanke i overfladen, og det er også et kundekrav. De vil have iPad-effekt på deres skærme, men praktisk er det ikke i en bil, med mange lysreflekser gennem ruderne.
Endnu en skærm i klassekabinen
A6 kan fås med endnu en skærm, det såkaldte virtuelle cockpit. Det er usikkert, om det bliver standard herhjemme, men det vil virke underligt med analoge instrumenter i en så digitaliseret bil. Skærmen er nem at se uanset lysindfald, og du kan vælge at have en stor kortvisning, selvom det gør speedometeret mindre. Derfor fungerer de digitale instrumenter bedst i samarbejde med headup-display i forruden (også ekstraudstyr).
Kabinen er klassisk indrettet og af høj klasse. Materialevalget er generelt imponerende som forventet i en Audi. Dog havde nogle modeller ved præsentationen detaljer i aluplastik, der skinner lige vel i kabinen. Vi har set samme kinesertendens hos BMW, og det skiller sig lidt uheldigt ud, fordi det fremstår som dårlig asiatisk bling bling-stil.
Tag testen - find din ny bil på FDM biler.dk
Pladsforholdene er blevet bedre i forhold til den tidligere A6, og dermed er der kommet cirka to centimeter mere benplads til bagsædet. Det betyder, at der fortsat er rigtig god plads til fire personer i bilen.
Midterpladsen på bagsædet er kompromitteret af en hård siddeflade og en bred kardantunnel. Det er ikke optimalt for familier med tre børn. Bagagerummet er fortsat på 530 liter, der er standarden i klassen. Dog er åbningen blevet marginalt større i sedan-udgaven af A6.
Adaptive dæmpere og firehjulsstyring
Under præsentationen var ingen basismodeller. Alle biler havde firehjulstræk - quattro, som Audi kalder det. Den mest basale motorvariant 40 TDI var tillige udstyret med adaptiv undervogn, og det fungerede overraskende godt på de portugisiske veje. Selv på de brolagte vejstykker er komforten ganske imponerende. Prisen er 587.980 kr.
Kører man mange kilometer, vil man også blive glad for ændringerne i støjisoleringen. A6 er imponerende tyst. Ikke bare er motorlyden dæmpet kraftigt, men der er heller ikke meget vind- eller dækstøj.
Vi prøvede også topmodellen 55 TFSI, der tillige var udstyret med firehjulsstyring, hvor baghjulene drejer modsat forhjulene op til 60 km/t. Det gør venderadiusen en meter kortere. Tillige var styretøjet meget direkte og gav A6 en sportslighed, vi ikke tidligere har oplevet. Men en endelig dom må afvente test af de forhjulstrukne versioner på danske veje. 55 TFSI priserne begynder ved 867.980 kr.
40, 45, 50 eller 55?
Fremtidens motorer bliver mere komplicerede, fordi elektrificeringen breder sig. Derfor har Audi ændret navnestrategi, så motorstørrelsen ikke længere indgår i bilens navn. Nu angiver de et kraftinterval baseret på to tal.
De billigste modeller starter med 25, men for A6 begynder man med 40 TDI. Bogstaverne indikerer, at der er tale om en dieselmotor, og de 40 at det er en 2-liters motor med 204 hk og 400 Nm.
40 TDI vil også være den mest udbredte motor i Danmark, og ligesom i den mindre A4 udmærker den sig ved både at være kraftfuld og utrolig tyst. Langt mere stille end konkurrenter som BMW, Mercedes-Benz og Volvo.
A6 leveres kun med automatgear, og det spiller ikke overraskende perfekt sammen med den lille dieselmotor. Men den motorvariant kommer først senere på markedet, og data på den er ikke endelige endnu.
Vi prøver også topmodellen 55 TFSI, der er en 3-liters V6 benzinmotor, med underspillet lyd og et pænt antrit, såfremt føreren ønsker det. Den er også meget stille, og spiller godt sammen med den tunge model.
Mildhybrid og vægten
Skal vi nævne en skuffende egenskab ved A6, må det være vægten. For den er noget tungere end en konkurrent som BMW 5-serie. Det skyldes, at A6-karrosseriet primært er bygget i stål og ikke har meget aluminium. Lidt underligt med tanke på at Audi var blandt de første med biler bygget alene i aluminium.
Nyt i A6 er et mild-hybrid-system på alle varianter. På basismotorerne er det et 12-volt system, men på modellerne med V6-motor oplades et lille litiumbatteri via et 48 volt system. Forlygter, radio og andre elektroniske systemer i bilen kører fortsat på 12 volt, men startermotoren kører på 48 volt.
Men klapsalven ender hurtigt, for trods mange voltbruges systemet kun til at starte brændstofmotoren. Du kan end ikke foretage en igangsætning på strøm alene. Der vil senere komme hybridversioner, formentlig også med opladning, men drivmidlerne er traditionelle fra starten af. Du kan vælge mellem benzin og diesel. El må vente.
39 assistenter
Et punkt, hvor A6 er med helt fremme, er assistentsystemer. Du kan vælge op til 39 forskellige. Der er alskens sikkerhedssystemer som nødbremse, adaptiv fartpilot der reagerer på farttavler, aktiv linjevogter, sensorer der dækker 360 grader, så bilen kan bremse for fodgængere bag bilen.
Nyt er en 3D-parkeringsvisning af bilen udefra. Her kan du på trykskærmen få en livevisning, der viser omgivelserne. Det er lidt som at have en ven, der står foran bilen og viser, hvor meget plads der er. Dog med den forskel, at du reelt ser det, som din ven ser. Det er ganske syret og genialt!
Under præsentationen lod vi bilen køre selv på motorvejen – naturligvis med hænderne på rattet og øjnene på vejen. Enkelte opgaver som lige motorvejsstræk fungerer fint. Men ved kraftigere motorvejssving slog systemet fra eller drejede ind over vejstriberne - og gav en advarsel i rattet for utilsigtet vognbaneskifte.
Som med andre bilmærkers assistentsystemer kan det aflaste, men du skal som chauffør stadig være årvågen og klar til at overtage styringen. Den selvkørende bil må vi vente lidt længere på.
De mange krydser
De 39 assistentsystemer er ikke standard. De står på en alenlang udstyrsliste. Sådan er det i luksusbilklassen. I skrivende stund er standardudstyret i Danmark ikke afklaret, men det tyder på, at adaptiv fartpilot ikke bliver standard. Altså udstyr som er standard på en VW Polo til 180.000 kr.
Det samme gør sig gældende for de digitale instrumenter. Argumentet er, at priserne skal matche konkurrenterne. Men det er underligt, at udstyrsniveauet ikke er højere på en så dyr bil.
LED-forlygter er standard, men du kan tilkøbe to niveauer med adaptivt langt lys. Det bør du gå efter, når du skal specificere din A6. Uanset ønsker skal du påregne lidt tid hos forhandleren for at sikre, at du får den optimale bil. Med mange tilvalgsmuligheder følger også flere muligheder for at glemme udstyr. Det kunne være trådløs opladning af mobil eller integration af mobilens apps.
Bumser i en sen alder
Vi slutter med det, som mest af alt har kendetegnet Audi i de seneste år: designet! Hvor det tidligere har været svært at skelne en Audi A3 sedan, fra en A4, A6 eller A8, er der kommet mere kant på den nye generation af A6.
Som altid er designet velfriseret og nærmest pertentligt med præcise metalbuk og elegante detaljer. Men kik en gang til på fronten. Modeller med adaptiv fartpilot har fået to bumser midt i den velkendte kølergril. Teknikerne siger det er eneste mulighed for, at systemerne fungerer sikkert.
En meget uaudisk løsning, især på en model, hvor elegance og diskretion betyder så meget. Det må blive rettet op, når faceliftet kommer.