Hyundai Kona EV – elbilen vi har ventet på

Med en rækkevidde på næsten 500 km og en pris, der er til at betale, kan Hyundai Kona EV blive den bil, der kan få danskerne over i en elbil.

Hyundai Kona EV forfra
Forpremiere

OSLO Se lige en rækkevidde og se lige en pris. Med små 500 km efter den nye og mere realistiske målenorm kan den nye Kona EV uden tvivl være et realistisk bud på en elbil for mange danskere. Prisen er endnu ikke officiel, men Motor gætter på noget der ligner 275.000 kr. for den billigste udgave, og måske omkring 335.000 kr. for udgaven med den store rækkevidde.

Rammer vi nogenlunde plet med de bud, ser den nye elbilsudgave af Hyundai Kona ud til at blive en rigtig sællert. Hyundai lover endda at kunne levere nok biler, så det kan meget vel blive denne bil, der skaber det gennembrud for elbiler i Danmark, som så mange har efterlyst.

Motor mener

Det ligner en succes. Masser af udstyr, god brugsværdi, glimrende køreegenskaber og frem for alt en rækkevidde, der dur i hverdagen. Og den kan lynhurtigt lades op igen.

Letkørt elbil

Udgangspunktet for den nye elbil er den almindelige version af Hyundai Kona. Og det er ikke en hvilken som helst bil, for senest vandt netop benzinudgaven af Kona Motors store gruppetest af de moderne SUV-biler.

I elbilsudgaven er mange af dyderne bevaret, og vi finder således også her en fin kabine med masser af udstyr. Batterierne er gemt under gulvet, og det har medført en lidt forhøjet vognbund ved bagsædet, hvilket kan genere langbenede passagerer. Men ellers er alt uforandret, og det giver blandt andet stadig et pænt og brugbart bagagerum.

Den er faktisk utrolig letkørt, men pas på med at trykke for hårdt på speederen – der er kræfter, så man kunne tro, det var en sportsvogn.

Ved forsæderne er gearstangen erstattet af en række trykknapper, og det har givet lidt ekstra fralægningsplads. De smarte knapper gør det let at køre bilen, man trykker blot på ’D’, træder forsigtigt på speederen, og bilen kører.

Den er faktisk utrolig letkørt, men pas på med at trykke for hårdt på speederen – der er kræfter, så man kunne tro, det var en sportsvogn. Faktisk når man 100 km/t. på bare 7,6 sekunder!

Køreindtrykket er derudover positivt. Man mærker, at det er en lidt tungere bil end normalt – særligt hvis man kører hen over et vejbump eller et hul i vejen, men i det store hele føles bilen ret komfortabel.

Hyundai Kona kabine
Instrumentbordet er grundlæggende mage til det, vi kender fra den almindelige udgave af Kona. Den store skærm i midten rummer både navigationsanlæg og et system, så man kan se oplysninger om eldriften.

Lynlader og to batterier

Hyundai Kona kommer i to varianter, hvor forskellene er størrelsen på batteriet og størrelsen på elmotoren. Endnu har vi kun prøvet den hurtigste udgave, og den er godt nok vild. Men vi gætter på, at også den lille udgave vil kunne tilfredsstille de flestes behov.

Så argumentet for den dyre udgave er nok mest rækkevidden. Man skal dog vide, at bilen kan lades op lynhurtigt, og det gør det muligt at tage begge varianter med på langtur.

Læs også: Motors gruppetest af 10 små SUV'er - heriblandt Hyundai Kona

Finder man en lynlader langs motorvejsnettet, kan man således lade 200 km ekstra på batteriet på bare 20 minutter. Det er smart, og det sikrer, at man har større chance for at nå frem. Lader man batteriet op til 80 procent fra omtrent nul, tager det lige under en time. Hjemme kan man lade med en almindelig væglader, men så tager det en hel nat, før der er fuld strøm på batteriet.

Det lille batteri er på 39 Kwh og det store er på 64 kWh, mens elmotorerne er på henholdsvis 136 og 204 hk.

Hyundai Kona skærm
På den store skærm kan du blandt andet se, hvad der forbruger el, når du kører.

Masser af udstyr

Hyundai Kona kommer i flere udstyrsversioner, men vi har endnu kun prøvet topudgaven. Den har til gengæld næsten alt, hvad man kan forestille sig.

På komfortsiden finder vi en varmepumpe, der både kan varme og køle kabinen. Det kan foregå med enten strøm fra batteriet, mens man kører, eller ved hjælp af strøm fra elstikket, når bilen lader. På den måde kan man allerede inden turen påbegyndes sikre sig, at kabinen er ordentlig tempereret.

Læs også: Motors test af Nissan Leaf

På sikkerhedssiden finder vi en meget fin nødbremse, der kan bremse for både biler og fodgængere, og man kan tilkøbe en pakke, der sørger for at bilen hele tiden kører midt i vognbanen. Det prøvede vi på de gode norske veje, og det fungerede virkelig godt.

Man skal stadig holde en hånd på rattet, men bilen placerer sig hele tiden meget flot i vognbanen, og med den adaptive fartpilot holder bilen også hele tiden afstand til de forankørende.

Hyundai Kona bagagerum
Bagagerummet er uændret i forhold til den almindelige Kona. Det vil sige et bagagerum der rummer 322 liter og med et lille rum under gulvet.

Kommer til Danmark i 2019

Hyundai Kona EV bygges i Korea, og her er produktionen så småt kommet i omdrejninger. Vi må dog vente til først i det nye år, før der er biler til Danmark.

Og det gør det lidt mere spændende at gætte på prisen end normalt. For som det ser ud nu, kommer afgiften på elbiler til at stige næste år. Hvad det konkret betyder for en Kona EV, er endnu for tidligt at sige. Skulle den sælges i år, er der ingen afgift på bilen, men om det ændrer sig til næste år, er ikke helt til at blive klog på.

Bliv medlem og få Motor

Den danske importør regner i øjeblikket på prisen, og det bud vi har lagt med en startpris på 275.000 kr. er baseret på 2019-priser. Uanset hvad, er der udsigt til en elbil, der nok skal sætte sit præg på salgslisterne.

 

Hyundai Kona bagfra

Hyundai Kona EV

El
275.000 kr.
  • Acceleration
  • Udstyr
  • Rækkevidde
  • Siddekomfort, bagsæde
  • Trækkrog ej muligt
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    Elmotor (permanent magnet)
  • CO2 udledning
    0 g/km
  • Effekt
    136 hk
  • Moment
    395 Nm
  • Topfart
    155 km/t.
  • Acc. (0-100)
    9,7 sek.
  • Maks. påhængsvægt
    0 kg
  • Bagagerum
    322 liter
  • Akselafstand
    260 cm
  • Officiel rækkevidde
    312 km
  • Garanti (bil/lak/rust)
    5 / 5 / 12
  • Mål
    L:418 cm B:180 cm H:157 cm
Luk