PRAG Det er hverdagen, der er i fokus, når Skoda konstruerer nye biler. Det mærker man særligt ved denne nye udgave af Fabia, der nu fås med flere smarte løsninger end nogensinde. Papirkurve i dørsiderne, en indbygget paraply, en isskraber i benzindækslet, små lommer overalt og et bagagerum med flere praktiske indretninger.
Det er blot en af nyhederne i den populære minibil, der netop har fået et omfattende facelift.
Læs også Motors test af VW Polo
Andre nyheder finder man ved designet, hvor særligt fronten er den mest synlige ændring. En stor grill giver Fabia en mere markant fremtoning, og nye forlygter kan nu fås med LED-teknik som ekstraudstyr.
Motor mener
Med en god grundlæggende sikkerhed og mulighed for at tilkøbe selv avancerede sikkerhedssystemer kører Skoda Fabia frem som en af de mest interessante biler i klassen. Ikke mindst muligheden for at få den som stationcar er unik.
Slut med diesel
Samtidig med at Skoda introducerer den nye Fabia, har hele Europa også skiftet norm for måling af forurening og forbrug. Den nye Fabia er derfor opdateret med nye benzinmotorer, der er koblet sammen med et partikelfilter, så de nye skrappe miljønormer kan overholdes.
Den nye norm har også skruet lidt ned for fabrikstallet for benzinøkonomi, således at de bedste udgaver nu „kun“ kan køre 21,7 km pr. liter. Dieseludgaverne er helt ude af modelprogrammet som følge af den faldende efterspørgsel efter dieselbiler i denne klasse.
Indvendigt er der gjort mere ud af indtræk, instrumenter og ikke mindst skærmen i midten, der nu er en trykfølsom en af slagsen på 6,5 tommer i alle udgaver. Apple CarPlay er standard fra og med udstyrsniveauet Style, men fås til alle udgaver, så man kan anvende navigationsanlægget fra sin iPhone, hvis man har en sådan.
Læs også Motors test af Kia Rio
En stor grill giver Fabia en mere markant fremtoning.
Til gengæld kan man få Fabia med benzinmotorer i versioner fra 75 til 110 hestekræfter, og den kraftigste fås med dobbeltkoblingsgearkassen, DSG som ekstraudstyr. Vi har prøvet udgaverne med 95 og 110 hk, og der er ingen tvivl om at netop 1.0 TSI med 95 hk vil give en god balance mellem pris og ydelse.
En Style-udgave med et meget flot udstyrsniveau koster med denne motor 170.000 kr., hvilket ligner et godt køb. Merprisen for stationcaren er 10.000 kr. Billigste udgave koster 120.000 kr. med motoren med 75 hk.
Forbedret sikkerhed
En del af nyheden i den nye Fabia er et forbedret sikkerhedssystem. Frontassist med indbygget nødbremse er standard på alle udgaverne, og tilkøber man den adaptive fartpilot, får man en forbedret funktion med i købet.
En sikkerhedspakke med den omtalte adaptive fartpilot, advarsel for biler i den blinde vinkel, advarsel for tværgående biler, når man bakker, samt bakkamera fås til 8.500 kr., hvilket er decideret billigt.
Læs også Motors test af Ford Fiesta
Det er hverdagen, der er i fokus, når Skoda konstruerer nye biler.
Vil man have det hele med, kan man tilkøbe en LED-pakke til 12.000 kr.. Så får man LED for- og baglygter samt automatisk op- og nedblænding af forlygterne.
Den nye Skoda Fabia er netop nu på vej til Danmark.