Motor mener
Den nye B-klasse er blevet en flot bil. Det har pyntet, at den er blevet længere og bredere, og netop det har kastet bedre kabineplads af sig. Men benzinmotoren er næsten for lille.
MALLORCA Er du lun på A-klassen fra Mercedes-Benz, men har du behov for mere kabineplads, er der godt nyt her: Den nye B-klasse bygger nemlig på samme platform som A-klassen, men er lige præcis blevet så meget større, at den uden problemer kan rumme en hel familie. Særligt ved bagsædet er der kommet mere plads til knæ og hoved, og udsynet er forbedret.
Ved forsæderne mødes man af et instrumentbord, der ligner noget fra de helt store Mercedes-modeller. En enorm skærm løber på tværs og rummer alle de oplysninger, man har behov for.
Læs også: Motors test af Mercedes-Benz A-klasse
Lækre luftdyser og flotte materialer indrammer det hele på en måde, så man ved, at B-klassen er for dem, der vil have mere end blot et køretøj. Stemningen ombord er på et ægte premium-niveau.
VIDEO: Kig nærmere på B-klassen
Automatgear er standard
Man skal ikke køre mange meter i bilen, før det også står klart, at den mest af alt er skabt til at være komfortabel at køre i. Affjedringen er blød som i en klassisk fransk bil, og da alle udgaver har automatgear, er B-klassen pærelet at køre.
I den udgave, vi prøvede, var der justerbar undervogn, og det var godt. For den bløde fornemmelse er ikke sjov på små snoede veje, her får man hurtigt sat den over i Sport-indstillingen, og så strammes alt op. Ikke for meget, men lige tilpas til at bilen virker rar at køre i.
Læs også: Motors test af Volvo V40
Forstolene er gode at sidde i, og man nyder et godt udsyn, som dels skyldes den høje siddeposition, dels de store rudearealer hele vejen rundt. Også ind- og udstigningen er let.
På den måde er B-klassen en meget bedre bil end A-klassen. Merprisen mellem de to modeller er i øvrigt kun omkring 25.000 kr., så der er god grund til at overveje en B-klasse.
Sikkerhed som i en stor bil
En af nyhederne er muligheden for at få B-klassen leveret med stort set al det sikkerhedsudstyr, Mercedes har opfundet. Som standard finder vi i alle udgaver en effektiv nødbremse, der kan bremse for både biler, cyklister og fodgængere, hvilket Mercedes demonstrerede for os på en virkelighedstro måde. Ingen tvivl om at det alene vil redde liv og undgå skrammer.
Man kan tilkøbe en sikkerhedspakke til 20.000 kr., hvor man får en adaptiv fartpilot, der virker helt ned til stilstand, samt en vognbaneassistent, der fastholder bilen i vognbanen. Begge dele virkede meget overbevisende på de veje, vi kørte på.
Læs også: Motors test af BMW X2
Derudover fås bilen med en parkeringsassistent, der helt selv parkerer både på langs og på tværs af kørselsretningen. Det klarer den flot, uden at man skal gøre noget selv, og det er imponerende.
Nye motorer
Der er valg mellem en 1.3-liters benzinmotor og to dieselmotorer på hhv. 1.5 og 2.0-liter. Alle motorer er udviklet til at klare den miljønorm, der træder i kraft i 2020, og der er derfor ingen miljømæssig ulempe ved at vælge diesel fremfor benzin – tværtimod.
Nyheder i B-klassen
• Headup-display i forruden (ekstra)
• Bagsæderyggen er tredelt (std.)
• Bagagerumsgulv i to niveauer
• Skiltegenkendelse (std.)
• Aut. op- og nedblænding (std.)
• Akselafstand øget tre cm
• Motorer opfylder 2020-miljønorm
• Lille luftmodstand - 0,24 Cw
• Priser fra 350.000 kr.
• En billigere B 180 med manuelt gear på vej
Dieselmotoren er nemlig mere økonomisk og udleder derfor mindre CO2 pr. km. Det er nyt, at man kan få den kraftigste udgave i en forhjulstrukket udgave, hvor motoren er monteret på tværs. Den er koblet op til en helt ny ottetrins dobbeltkoblingsgearkasse, mens de øvrige udgaver kun har syv gear.
Vi peger umiddelbart på netop den store B220 d som bedste køb, idet B 200 benzinudgaven næsten føltes lidt for klejn, og fordi den havde et lidt uskønt lydbillede.
Den nye B-klasse dukker op til marts, men kan allerede nu bestilles i den kombination af farver, udstyr, motorer og teknik man ønsker. En topudstyret version koster tæt på 500.000 kr.