Motor mener
Flot at Citroën satser på både flotte linjer, god teknik og et højt sikkerhedsniveau. Med en ret lav pris ligner C5 Aircross en succes.
SUV-segmentet bare vokser og vokser, og i Danmark indtager det nu tredjepladsen over de mest solgte biltyper – kun overgået af mini- og mikroklasserne. Det er derfor med store forventninger, at Citroën med C5 Aircross nu melder endnu en model ind i denne bilklasse.
Læs også: Motors store test af 10 små SUV'er
Klogeligt har man valgt ikke blot at kopiere de andre modeller i klassen, men har i stedet overført en del af de populære kendetegn fra MPV-klassen, som det franske bilmærke hidtil har været godt eksponeret i. Det er blandt andet en fleksibel bagsæderække med tre separate stole, der kan justeres i både ryglænshældningen og i længden.

Yderst komfortabel undervogn
Men det er ikke kun på indretningen, at C5 Aircross kan noget særligt. Også den typiske Citroën-disciplin, affjedringskomfort, mestrer den nye SUV. Citroën har således indført de særlige støddæmpere med variabel dæmpning, som tidligere har haft premiere i den nye Cactus.
I C5 arbejder de sammen med traditionelle skruefjedre af stål, men kombinationen må siges at være flot tilrettelagt, og bilen føles dejlig komfortabel på vejen. Det resultat skyldes dog også de nye sæder i bilen, der er opbygget ved brug af særlig skumplast, der fint absorberer de mange små stød, som danske veje ofte udsætter bilister for.
Senere i 2019 dukker en plugin-hybrid op, og efter de foreløbige informationer vil den kunne køre op til 60 km på en opladning strøm.
Læs også: Motors test af Peugeot 3008 - årets bil og årets biltype
Motorprogrammet består af de kendte benzin- og dieselmotorer fra den franske koncern, hvilket omfatter to benzinmotorer med enten 130 eller 180 hk, samt to dieselmotorer ligeledes med valg mellem 130 og 180 hk. Kun den mindste benzinmotor er altid knyttet til en manuel gearkasse, mens de øvrige fås med den glimrende traditionelle ottetrinsautomatgearkasse.
Vi har kørt flere af udgaverne med automatgear, og den kombination passer rigtig godt til bilen. Det er uden tvivl derfor udgaverne med automatgear, vi vil pege på som bedste køb.

Flot indretning
Inde i bilen mødes man af et flot instrumentbord med en stor skærm i midten, et digitalt instrumenthus, der kan indstilles i flere designs, et lækkert rat med skiftegreb til gearkassen, samt forsæder med god støtte, gode fralægningspladser og fine armlæn.
Ved bagsædet er de tre individuelle sæder med til at levere komfort også til det midterste sæde, der ellers ofte ikke er favoritpladsen. Alle tre sæder kan justeres i hældningen, kan foldes helt ned og kan skubbes frem og tilbage, således at man alt efter behov kan vælge mere benplads eller bagageplads.
Læs også: Motors test af Toyota C-HR - hybrid med kant
Der er også mulighed for at montere tre barnesæder, en løsning man ellers ofte kun ser i de mere typiske MPV’er. Jo, Citroën C5 Aircross kører med komfort for alle ombord.

Plugin-hybrid til næste år
Citroën har brugt de sidste måneder af 2018 på at præsentere bilen for offentligheden, og nu begynder selve produktionen af biler til Danmark på den franske fabrik. De første når landet først i 2019, og da kan man vælge mellem de omtalte motorvarianter.
Senere i 2019 dukker en plugin-hybrid op, og efter de foreløbige informationer vil den kunne køre op til 60 km på en opladning strøm. Herefter starter benzinmotoren og sikrer yderligere fremfærd.
Der er tale om en 1.6-liters benzinmotor med 180 hk, der arbejder sammen med en elmotor, der sikrer en samlet maksimal effekt på op til 225 hk. Det bliver derfor enten en hurtig bil eller en miljøvenlig bil – dog ikke på en gang.
Den nye C5 Aircross koster fra 270.000 kr., men i skrivende stund er prisprogrammet ikke fastlagt i detaljer.