Toyota C-HR - hybrid med kant
Motors vurdering
Toyota C-HR
- Forbrug
- Udstyr
- Garanti
- Udsyn
- Indstigning
Fabriksdata
-
Motor1.8 liter - 4 cyl. - hybrid
-
CO2 udledning87 g/km
-
Effekt122 hk
-
Moment142 Nm
-
Topfart170 km/t.
-
Acc. (0-100)11,0 sek.
-
Køreklar vægt1.525 kg
-
Maks. påhængsvægt725 kg
-
Bagagerum377 liter
-
Akselafstand264 cm
-
Garanti (bil/lak/rust)3 / 2 / 123 års garanti gælder dog kun til 100.000 km
-
MålL:436 cm B:180 cm H:157 cm
Motors tal
- Målt forbrug 23 km/l
- Beregnet økonomi 4,10 kr./km
Markedet for hybridbiler er i kraftig vækst i både Europa og i Danmark. Den særlige biltype benytter oftest en benzinmotor, der er koblet sammen med en elmotor, hvorved bilen kommer til at køre længere på de dyre dråber.
Hidtil har hybridbilerne ikke ligefrem været nogen fornøjelse at se på, men i denne måneds stortest kan vi præsentere en hybridbil, der både kører langt på literen, og som ser godt ud.
Toyota C-HR er det lidt kryptiske navn, som dækker over betegnelsen Coupé High Rider. Vi har altså at gøre med en noget højbenet bil med en næsten coupéagtig linjeføring, og det er ikke noget, vi ser hver dag.
Nærmeste konkurrenter er umiddelbart biler som Nissan Qashqai eller Peugeot 3008, men de fås ikke som hybridbiler, og med det udgangspunkt er der ikke mange konkurrenter tilbage. Man skal faktisk kigge i retning af Sydkorea for at finde noget, der ligner, i form af de ligeledes helt nye hybridsøskende Hyundai Ioniq og Kia Niro.
Toyota C-HR fås dog også i en mere traditionel udgave med en 1.2-liters turbomotor, men det er hybridudgaven, vi har set nærmere på. Billigste hybridversion af C-HR koster 326.000 kr., og vores testbil er en lidt bedre udstyret udgave med samme drivlinje til knap 370.000 kr. 1.2-litersmodellen koster nogenlunde det samme som hybridudgaven, hvis man vælger den med automatgear, men fås også uden og kan derfor være en idé for dem, der gerne vil have designet, men ikke hybridteknikken.
Toyota C-HR er i høj grad en bil for øjnene. Den har nærmest dramatiske linjer, man aldrig bliver helt færdig med at følge. Masser af flotte detaljer gemmer sig i designet, og det er svært at afgøre, om den er flottest forfra eller bagfra. En ting er sikker: C-HR får de øvrige biler på parkeringspladsen til at se ud, som om de kommer fra en gammel verden.
Design frem for plads
Det smarte design har dog ikke kun positive sider. Det er tydeligt, at designerne har fået større spillerum end det hold, der skulle sørge for, at bilen også er praktisk i hverdagen. Mest tydeligt ser man det ved de bageste sidedøre, hvor ruderne svinger kækt opad, så de danner de føromtalte dramatiske linjer. Men indefra giver det et ualmindeligt dårligt udsyn, uanset hvor i bilen man sidder. Særligt børn vil nok føle sig noget indeklemt, da de kan have svært ved at se ud af sideruderne.
C-HR er ikke bygget helt så højt som mange andre biler i denne klasse, og det giver en lidt mindre døråbning, hvilket kan genere, når man skal stige ind og ud af bilen.
Designet har også nappet lidt af bagagerummets brugsværdi på grund af den stærkt skrånende bagklap. Ikke at det ligefrem er uanvendeligt, men det er knap så stort, som man kunne vente i denne bilklasse.
Bag rattet mødes man af et interiør, der i den grad også signalerer nytænkning. Formerne er overalt gjort bløde og runde, og man kan næsten ikke lade være med at lade hånden glide hen over de mange lækre materialer og sjove former.
Og her har designet på ingen måde spændt ben for brugsværdien. Vi finder gode fralægningspladser og et let og overskueligt instrumentbord med en stor skærm, der er placeret lige i synsfeltet til højre for rattet. Her både sidder man godt og har godt styr på både bilen og de arbejdsopgaver, man som fører af bilen løbende skal løse.
Hybridteknik fra Prius
En stor hjælp får man hele tiden fra hybridteknikken, der er hentet direkte fra Toyota Prius. Som i alle hybridbiler er automatgear en integreret del af konceptet, og det gør det både let og bekvemt at køre bilen. Sæt gearvælgeren i D, og så er det blot at træde på speederen og nyde køreoplevelsen.
Det første, man mærker, er en ret lydløs igangsætning. Som i en elbil. Her er det elmotoren alene, der tager fat, men man skal ikke op i ret høj fart, før 1.8-litersbenzinmotoren springer i gang for at hjælpe til. Det gør den næsten umærkeligt, og det i sig selv er en detalje, der får hybridteknikken til at slå den konventionelle benzinbil på komforten med flere længder.
Samme fordel kan man opleve, når man kører hen mod et rødt lys og slipper speederen ved f.eks. 50 km/t. Straks slukkes benzinmotoren, og man glider næsten lydløst frem mod stoplyset. Det er godt!
Knap så godt opleves selve kørslen. Her bemærker man straks det trinløse automatgears opførsel, hvor man ikke har en direkte sammenhæng mellem bilens fart og motorens omdrejningstal. Skal man accelerere, stiger motorens omdrejningstal mærkbart og forbliver på et højt niveau, mens hastigheden gradvist øges. Det skal man lige vænne sig til, men i forhold til tidligere generationer af lignende systemer er denne udgave bestemt til at leve med.
Skal ikke lades op
Man skelner generelt mellem to typer af hybridbiler: dem, der skal lades op, og dem, der ikke skal lades op. Toyota C-HR hører til de sidste, og her får elmotoren i bilen alene sin strøm fra den energi, der samles op og gemmes i et batteri i bilen, hver gang man bremser eller kører ned ad bakke.
Når man så igen skal op i fart eller op ad bakke, hjælper den lille elmotor til, og det gør, at man ikke skal benytte benzinmotoren i samme grad som i en almindelig bil.
I praksis betyder det, at C-HR kan køre en del længere på literen end normale biler. Størst fordel får man i bykørsel, mindst på motorvej, hvor hybridteknikken ikke rigtig kan hjælpe til. Under vores standardiserede målecyklus blev denne forskel meget åbenlys. Ved bykørsel kørte vi hele 30 km pr. liter benzin, mens vi på motorvej med 110 km/t. kun nåede 16 km på hver liter. Landevejsetapen viste 22 km pr. liter, og i snit kørte vi således 23 km pr. liter.
Det er meget flot, men man skal tage forskellene i betragtning, når man skal vælge bil. For kører man ofte langt på motorvej, er det nok ikke denne bil, man skal vælge, mens folk med mange småture vil høste den helt store gevinst ved at køre Toyota C-HR Hybrid.
Kører formidabelt
Vi tog C-HR med en tur til FDM Jyllandsringen for at afprøve bilens dynamiske egenskaber. Toyota hævder, at køreegenskaberne er på et sjældent set højt niveau, idet platformen for bilen er ny, og tyngdepunktet er sænket markant. Det bekræftede vores test.
Den lille økobil forvandler sig til en lille racerbil, når den får mulighed for at vise alt, hvad den kan. Den er sjov at køre, styretøjet virker veloplagt og præcist, og krængningen er meget moderat, selvom man sidder højere end i normale biler. På motorvej kører bilen pænt ligeud, og selv en tur hen over Storebæltsbroen i frisk vind kastede ikke negative bemærkninger af sig.
Alle udgaver er udstyret med dels en adaptiv fartpilot, dels en automatisk nødbremse, der bremser for både biler og fodgængere. Fartpiloten virker ved alle hastigheder og sikrer, at man hele tiden holder en passende afstand til forankørende. Ved køkørsel virker den helt ned til 0 km/t. og følger igen med op i fart, når trafikken atter kører. Den er ikke helt så fintfølende som dem, vi møder i biler som Mercedes-Benz eller Volvo, men alt i alt er den en stor hjælp for føreren.
Nødbremsen har vi testet mod en forhindring, der ser ud som en bil, og her kunne C-HR bremse helt op ved hastigheder på op til 65 km/t., og føreren advares forinden med både advarselslyde og -lys.
Flot garanti
Generelt er Toyota kendt for at levere en fin garanti på sine biler. Men i denne hybridversion er garantiforholdene udvidet yderligere, og fabrikken giver således op til fem års eller 100.000 km’s garanti på alle hybridkomponenterne. Selve batteriet er desuden omfattet af en ordning, så man er sikret mod nedbrud på batteriet i op til 10 år, hvis man hvert år lader Toyota foretage et såkaldt Hybrid Helbredstjek.
Det betyder, at vedligeholdelsesomkostningerne på en Toyota C-HR ikke er højere end for andre biler, og en service- og reparationsaftale, der dækker alle planlagte og uplanlagte reparationer og serviceeftersyn i en periode på fem år og 100.000 km, kan købes for 6.528 kr. pr. år. Trods den gode garanti vil vi anbefale dette, da det spænder et sikkerhedsnet ud under den i forvejen rimelige driftsøkonomi.
På den måde kan man sikre, at ejerskabet af en af markedets mest avancerede og mest iøjnefaldende biler aldrig bliver kedeligt.