Motor mener
Den elektroniske kobling i Kia Ceed er uden tvivl en god løsning her og nu, men på den lange bane er der blot tale om en parentes i historien. For så vil elbiler og automatgear tage helt over.
FRANKFURT Selvom Kia har fuld gang i salget af elbiler og plugin-hybrider, så har markedet endnu ikke lagt den mere traditionelle bilteknik bag sig. Det betyder, at det derfor stadig giver god mening at forbedre de traditionelle benzin- og dieselmotorer, så de kan køre længere på literen og dermed udlede mindre CO2.
Det er på denne baggrund, at Kia nu lancerer en række nye motorer, der alle er koblet op til en lille elmotor og et lille batteri, der alene får strøm fra den energi, der skabes, når bilen motorbremser eller kører ned ad bakke.
Læs også: Motors test af Kia Ceed
Det er selvsagt ikke enorme besparelser, strømhjælpen giver, men helt konkret betyder det alligevel, at en dieseldrevet Kia Ceed SW nu kan køre 25 km pr. liter i stedet for det hidtidige resultat på 20,4 km pr. liter. Målt i CO2 er udledningen pr. km faldet fra 127 gram til nu bare 103 gram.

En smart kobling hjælper med
Det ret flotte resultat er ikke alene opnået ved hjælp af hybridteknikken og en generel forbedring af motoren. Nyt er også, at den manuelle gearkasse har fået en elektronisk styret kobling, der er i stand til selv at koble ud, hver gang man slipper speederen, og motoren har mere end 2.000 omdrejninger.
Derved kan motoren slukkes helt, og man triller nu afsted på landevejen uden at bruge benzin. Første gang man træder på bremsen kobles motoren atter ind, og den motorbremser og skaber strøm til batteriet.
Læs også: Motors test af Toyota Corolla SW Hybrid
Koblingen betjenes på vanlig vis med en koblingspedal, og vores første tur i bilen viste, at man som fører overhovedet ikke kan mærke forskel mellem denne teknik og den traditionelle kobling.
En lille gevinst er dog, at koblingen får en betydeligt længere levetid, idet det er slut med at file kobling, som nogle bilister kan have en tendens til. Og for nye bilister er det blevet meget lettere at finde koblingspunktet ved igangsætning, hvilket mange sikkert vil sætte pris på.

Tre nye motorer er på vej
Den nye teknik med mildhybrid og den elektroniske kobling dukker op i det meste af Ceed-programmet ved årsskiftet. Det sker dels i 1.6-liters dieselmotoren med 136 hk, dels sammen med den trecylindrede 1.0 liters benzinmotor, der samtidig får en lille opdatering.
Også en helt nyudviklet 1.5-liters benzinmotor vil få den nye teknik, samtidig med at den gamle 1.4-liters motor udfases.
Priserne er endnu ikke endeligt på plads, men Kia venter, at den øgede pris fra fabrikken vil blive opvejet af en lavere registreringsafgift som følge af den bedre brændstoføkonomi.