Rullende start for kørsel i nødspor

Det er nu muligt at køre i nødsporet på en kort strækning af Hillerødmotorvejen. Men kun når skilte giver lov til det.

Trafik

Teknikken virkede, og det så ud til, at trafikken rullede lidt bedre end ellers, da der 6. januar var premiere på en ordning med kørsel i nødsporet.

Nødsporet må bruges til at køre i, når skiltene fortæller det. Det vil typisk være tilfældet i morgenmyldretiden.
Nødsporet må bruges til at køre i, når skiltene fortæller det. Det vil typisk være tilfældet i morgenmyldretiden.
Bilisterne må nu køre i nødsporet på en kort strækning af Hillerødmotorvejen, når særlige skilte giver tilladelse til det. Og det vil de typisk gøre på hverdage mellem kl. ca. 6 og 9.30.

- Lige her glider trafikken i hvert fald bedre, særligt for de der skal dreje fra ved Ring 4, sagde Vejdirektoratets projektleder, Claus Lund Andersen, mens han stod og kikkede ned på motorvejen ca. midt på strækningen.

Ekstra spor i myldretiden

Nødsporet i indadgående retning mellem tilkørsel 8 Værløse og frakørsel 6 Bagsværd vil fremover fungerer som et ekstra kørespor i morgenmyldretiden. Tilkørsel 7 er i samme omgang blevet lukket permanent.

LÆS MERE: Kend de nye skilte og striber

Mest brugbart er nødsporet for bilister, der kører ind på motorvejen ved Værløse og/eller skal dreje fra ved Bagsværd, men kan også bruges af den gennemkørende trafik, og aflastningen kommer under alle omstændigheder alle til gode.

Aktiveringen af nødsporskørsel sker manuelt fra Vejdirektoratets Trafikinformationscenter, når computersystemer har indikeret, at betingelserne er til stede. Og det vil sige, at der er tæt trafik og nedsat hastighed.

Fartgrænsen sænkes til 80 km/t.

På denne to km lange strækning mellem tilkørsel 8 og frakørsel 6 kan nødsporet været åben for trafik.
På denne to km lange strækning mellem tilkørsel 8 og frakørsel 6 kan nødsporet været åben for trafik.
Efter et tjek af strækningen via kameraer tændes der for skiltene, som tillader kørsel i nødsporet, og samtidig sænkes den tilladte hastighed fra 110 til 80 km i timen.

Hvis en bil strander, vil detektorer straks opdage det, og nødsporet lukkes for kørsel. Samtidig rekvirerer Vejdirektoratet autohjælp, så bilen med det samme kan blive fjernet fra motorvejen.

Aflæser hver bils "fodaftryk"

En ny type detektorer bruges til at holde øje med bilerne. Det bygger på magnetisk identifikation og betyder, at teknikken i princippet kan genkende hver enkelt bil ud fra dens magnetiske ”fodaftryk” – selv identiske biler kan ifølge leverandøren skelnes fra hinanden på grund af bl.a. forskellig mængde brændstof i tanken. Dermed kan automatikken opdage, hvis en bestemt bil har passeret ét målepunkt, men ikke er nået frem til det næste – og dermed må formodes at være stoppet på motorvejen.

Vejdirektoratet vil nu holde øje med, hvad nødsporskørslen betyder for trafikken – både hastigheden på selve den to km lange strækning og for den samlede køretid for bilisterne på Hillerødmotorvejen. Forventningen er bl.a., at proppen før Værløse, hvor nødsporet åbner, også vil blive mindre bastant.

Forstår bilisterne skiltene?

Det skal også undersøges, om bilisterne forstår skiltningen, og hvordan de skifter vognbane, samt i hvor stort omfang, bilister ulovligt bruger nødsporet, når det ikke er tilladt.

LÆS MERE: Vejdirektoratets forklaring til bilisterne

Det er også håbet, at sikkerheden forbedres, når bilisterne har bedre tid til at skifte vognbane.

Kørslen i nødsporet er officielt et forsøg, som der er driftsmidler til i fire år. Fungerer systemet som forventet, og hvis politikerne bevilger penge, kan der senere komme lignende ordninger på andre strækninger med tæt trafik i myldretiden.