Ikke mange biler er berørt, og den potentielle sikkerhedsrisiko er meget begrænset, men det ser ikke så kønt ud for Volvo, at mærket nu for anden gang må kalde alle eksemplarer af den ny XC90 til service.
Der har vist sig at være et dårligt design ved nogle kabinepaneler, så gardinairbag’en ikke vil folde sig korrekt ud ved tredje sæderække.
Derfor kommer der snart en tilbagekaldelse af de leverede biler, og udleveringen af biler fra forhandlere stoppes, indtil de berørte biler har fået udbedret fejlen.
Opdaget ved kollisionstest
Den dårlige konstruktion er blevet opdaget ved en intern kollisionstest.
Tilbagekaldelse og leveringsstop er globalt, men omfatter ”færre end” 2.000 biler, siger en talsmand for Volvo Cars til Automotive News.
I Danmark er 48 biler kommet på plader, heraf de 21 blandt kunder.
Volvo måtte tidligere på året, da der var leveret endnu færre biler, kalde den nye XC90 til service, da der var risiko for, at et kabel til frontairbags kunne blive beskadiget på grund af dårlig montering.
SE OGSÅ: Øv: Helt ny Volvo skal til kontrol