Det er kun fem år siden, at Kia lancerede jobklassebilen Optima, men allerede sidst på året er koreanerne klar med en helt ny generation.
Den nye model har stort set samme størrelse som den udgående, men er blevet lidt mere rummelig. Derimod vokser Optima markant, når det gælder muligheden for avanceret komfort- og sikkerhedsudstyr.
Meget sikkerhedsudstyr
Alt det udstyr – og muligvis lidt mere - der kan fås til den store offroader Sorento tilbydes også i Optima enten som standard eller ekstraudstyr.Det gælder bl.a. adaptiv fartpilot, automatisk nødbremse, vognbaneassistent, skiltegenkendelse, blindvinkelalarm, automatisk op- og nedblænding samt advarsel mod krydsende trafik ved bakning. Antallet af airbags er oppe på syv.
Kan bremse for fodgængere
Nødbremsen er af en avanceret type med både en kort- og langtrækkende radar. Den kortrækkende virker under 50 km/t., mens den langtrækkende er aktiv mellem 30 og 80 km/t. Sikkerhedssystemet kan registrere fodgængere ved hastigheder op til 60 km/t.
Der bliver også mulighed for 360 graders-syn og semiautomatisk parkering.
Infotainmentsystemet fås med syv eller otte tommers skærm, og materialekvaliteten i kabinen er forbedret markant i forhold til den udgående model, siger Kia.Bagsædepassagererne har fået lidt mere plads og eget varmeapparat.
Kun én motor
Kun én motorvariant er til rådighed i første omgang. Det er en forbedret udgave af den nuværende 1.7 diesel, hvor ydelsen er hævet fra 136 til 141 hk og momentet fra 325 til 340 Nm. Forbedringen består bl.a. af ny turbolader med variabel geometri, så det maksimale moment er til rådighed fra 1.750 omdrejninger mod hidtil 2.000.
Elektronisk reguleret undervogn og syvtrins dobbeltkoblingsgear kan tilvælges.
Opladningshybrid
Næste år kommer en opladningshybrid samt en” high performance-sedan”, som formentlig må forstås som en højtydende benzinmotor.
Som en anden nyhed kommer der også en stationcartype af hensyn til Europa. Kia bekræfter, at man arbejder på en ”helt ny karrosseristil” inspireret af konceptbilen Sportspace, som blev vist på Geneve-udstillingen i foråret.
Der lader til at være tale om en ”shooting brake”, dvs. en sportslig formgivet stationcar.