Nye biler giver forrygende beskyttelse

Der er sket en voldsom forbedring af bilers evne til at beskytte ved kollison, viser analyse af 178.000 trafikulykker i Sverige. Risikoen for at omkomme er faldet 85 procent på 35 år.

Bilist

Det er ikke meget bedre at sidde i en ny bil, hvis man kører galt. Det er i ekstrem grad mere sikkert.

Hvis man er 100 procent ”sikker” på at miste livet ved at køre galt i en bil fra omkring 1980, vil sandsynligheden for at omkomme kun være 15 procent, hvis det går galt på samme måde i en ny bil. Altså en reduktion for at dø på 85 procent.

Halveret risiko for langvarige skader

Risikoen for at dø ved en given trafikulykke er styrtdykket med 85 procent i biler fra 1980 til biler fra 2015. Kilde: Folksam
Risikoen for at dø ved en given trafikulykke er styrtdykket med 85 procent i biler fra 1980 til biler fra 2015. Kilde: Folksam
Risikoen for at få en invaliderende skade er halveret i samme periode.

Det viser en ny undersøgelse fra det svenske forsikringsselskab Folksam baseret på 178.000 trafikulykker, der er sket i Sverige.

En dansk undersøgelse fra Danmarks Tekniske Universitet, som FDM støttede, viste i 2012 samme tendens.

SE OGSÅ: Ældre biler udgør høj sikkerhedsrisiko

Oven i den bemærkelsesværdige udvikling i kollisionssikkerhed kommer bilernes aktive sikkerhedssystemer som automatisk nødbremse, blindvinkelalarm og vognbaneassistent. Den effekt er ikke med i den svenske undersøgelse, der kun ser på, hvordan beskyttelsen er, NÅR ulykken er sket.

Men undersøgelser fra både Sverige og andre lande dokumenterer, at særligt automatisk nødbremse har en enorm betydning for helt at undgå ulykker eller mindske deres alvorlighed.

Det er også på dette område, at den store fremgang i trafiksikkerhed skal komme i fremtiden.

Danmark sakker agter ud

Fremskridtet i bilernes passive sikkerhed kommer også danskerne til gode, selv om vi generelt ikke har råd til de bedste biler, men det ser anderledes alvorligt ud med det aktive sikkerhedsudstyr, som er hårdt beskattet.

- For danske bilkøbere er den nye undersøgelse endnu en opfordring til at lade bilernes sikkerhedsniveau indgå som et væsentligt element, når man skal købe sin næste bil, råder FDMs biltekniske redaktør, Søren W. Rasmussen.

- Vælg så ny bil som muligt og vælg en med så meget sikkerhedsudstyr som muligt, siger han.