”Afsejling af M/F Berlin udsat,” måtte Scandlines meddele lige op til jul.
Dermed bliver det heller ikke i 2015, at de gamle Storebæltsfærger skiftes ud med moderne og meget større færger på den vigtige Gedser-Rostock-rute.
Rederiets tidsplan, som er revideret et hav af gange, sagde ellers senest, at den første færge, M/F Berlin, skulle sættes i drift sidst i 2015. M/F Copenhagen var berammet til at følge efter nogle måneder senere.
Den forrige plan - fra i sommer - lød på premieresejlads i oktober. Oprindelig skulle færgerne være indsat i foråret 2012.
Kan ikke oplyse ny dato
Forsinkelsen skyldes delvis en skadet hovedstrømtavle, ligesom juleferien også er en medvirkende årsag, oplyser Scandlines, der ikke kan give en ny, endelig dato for indsættelsen.
Den omfattende ombygning på fynske Fayard-værft er ellers inde i den absolutte slutfase, men testprogrammet trækker ud, oplyser rederiet.
SE OGSÅ: Østersøens kæmper er atter forsinket