Lyden fra den femcylindrede motor er umiskendelig, og ydelsen er gevaldig med 400 hk, fortæller Audi om sin nye topversion i TT-familien.
Motorlyd – eller musik fra det helt store B&O-anlæg - var der dog ikke noget af ved verdenspremieren i de støjende messehaller på Auto China 2016 i Beijing, men ydelsen er indiskutabel ”gevaldig”.
2,5 liter, 400 hk
De 400 hestekræfter kommer fra en 2,5-liters femcylindret turbomotor, der har fået den helt store tur i forhold til forgængeren. Ydelsen er øget hele 60 hk, mens drejningsmomentet er oppe på 480 Nm ved blot 1.700 omdrejninger pr. minut.
Det giver en voldsom fremdrift, som Audi formulerer det. Jo, bestemt. Coupéen klarer 0-100 km/t. på 3,7 sek., mens Roadsteren bruger 0,2 sekund mere. Tophastigheden er begrænset til 250 km/t. – dog 280 km/t. som ”ekstraudstyr”.
Opdateringen af motoren består bl.a.i vægtreduktion af de bevægelige dele og mindre indre friktion. Desuden tænder cylindre lige ved siden af hinanden og yderst på skift. Det skulle give en helt særlig rytme, siger Audi.
OLED-lygter
En markant teknologisk – og synlig – nyhed er introduktionen af OLED-lygter bag, som hermed for første gang kan fås på en Audi.
Den såkaldte matrix-OLED-teknik (organic light emitting diode) giver et helt homogent og kontrastfyldt lys, der kan dæmpes trinløst. Som standard er TT RS dog ”kun” udstyret med almindelige LED-bag og -forlygter. Forlygterne kan opgraderes til matrix-LED, hvor det lange lys justeres præcist efter forholdene og blænder ned lokalt for andre trafikanter.
De vilde TT-versioner når til Danmark til efteråret.