Fremtiden er elektrisk - også for luksusklassen. Derfor kommer Bentley med sit bud på overklassens fremtidige sportsvogn. Konceptbilen EXP 12 Speed 6e bliver ikke bare elektrisk drevet, visionen er også at skabe den mest selvkørende model.
Rækkevidden – eller mangel på samme – har været elbilernes største udfordring. Og da Bentley lever af drømmen om lange ubesværede ture i Europa, har mærket sat som mål, at dets kommende elbil skal kunne køre fra London til Paris eller fra Geneve, hvor bilen blev præsenteret, til Côte d’Azure.
Kabel og induktion
Konceptbilen har mulighed for at lade via et kabel, der kan sættes i bag nummerpladen. Men målet er, at bilen skal kunne oplades via induktion, så man slipper for kabelbøvlet. Om ikke andet, så når man parkerer derhjemme.
EXP12 er designmæssigt en cabriolet-udgave af EXP10, der blev vist for to år siden på Genève-udstillingen. Den gang var konceptbilen en hybrid, nu er det altså ren eldrift.
SE OGSÅ: Bentleys sportslige overraskelse
Kobber og lækre detaljer
Selvom Bentley er meget fåmælt om andet end rækkevidden, tyder det på, at mærket kan få teknisk hjælp af Porsche, der også er ejet af Volkswagen-koncernen, og som er ved at udvikle en Tesla-konkurrent.
Inspireret af elmotorens kobber har EXP12 et væld af kobberdetaljer. Både i grillen og i kabinen. Og detaljegraden i kabinen er det, som adskiller en Bentley fra traditionelle luksusmærker fra Tyskland. Især dørsiderne med 3D-formet træstruktur og flotte mørkerøde lædersæder med indlæg løfter oplevelsen i kabinen til det ekstraordinære.
Digital butler og OLED
I midten af bilen er en stor OLED-skærm, hvor alle bilens funktioner styres fra. Det er også her, man kan aktivere den digitale butler, der eksempelvis kan sikre ejeren bord på de bedste restauranter. Det minder om den service, Opel har i On Star, bare med et Michelin-stjerne twist.
Hvornår Bentleys elektriske drøm bliver udlevet er uvist. Bentley siger selv, at produktion afhænger af efterspørgsel.