Den mærkelige vane med at forlænge europæiske biler, når de sælges i Kina, er endnu mere udbredt på dette års Auto China-udstilling i Beijing.
Selve akselafstanden forlænges, så det er ikke en helt billig disciplin. Den forlængede akselafstand omsættes direkte til forlænget totallængde, idet hele vokseværket kommer bagsædepladsen til gode.
Ejeren skal have det godt
De ekstra store bagsæder har sit udgangspunkt i, at den kinesiske overklasse traditionelt fragtes rundt af en chauffør. Og så er bagsædepladsen jo vigtigere end førerpladsen.Chaufførkørte biler bruges stadig, men den store og ganske velhavende kinesiske mellemklasse kører normalt selv. Så hvorfor stadig forlænge bilerne?
Tradition er den anden del af svaret. Og muligheden for at have forældre eller svigerforældre plus det enlige barn på bagsædet er et andet argument. Ofte er det den ældre generation, der betaler den yngres første bilkøb.
Volvo fjerner højre forsæde
Volvo undlod at vise sin kommende S90 lang på Beijing-udstillingen. Den gemmes til en efterårsudstilling. Men Volvo præsenterede en ny og videreudviklet udgave af sit Excellence-koncept (billedet øverst).Det nye luksusbagsæde blev vist i en mockup, så det var ikke muligt at afgøre, indretningen virkelig kan være i en almindelig S90. Under alle omstændigheder: Volvo går med idéen et skridt videre og smider højre forsæde ud. Det erstattes så af en konsol, der både kan fungere som fodskammel, arbejdsbord eller stor tv-skærm.
E-klasse med ekstra meget luksus
Mercedes-Benz er allerede klar med en forlænget udgave af den helt nye E-klasse. Akselafstand og totallængde er forøget 14 cm. Dertil kommer en kraftig opgradering af komforten. Bagsædet har et hav af knapper til sædevarme og –køling, massage, klimaanlæg og underholdningssystem samt gode højttalere.Jaguar er for første gang ude i samme boldgade, efter at det britiske mærke skal til at bygge biler lokalt i Kina. Den nye XJ forlænges 14 cm i akselafstand og totallængde. Det resulterer i 16 cm ekstra knæplads.
Kunne kunderne så ikke bare købe en S-klasse eller XJ? Her er prisen trods alt noget højere på grund af bilernes udstyr og eksklusivitet, men først og fremmest importeres denne klasse fra Europa, og det koster en heftig importtold.
Audi A4L
Men vokseværket har bredt sig til klassen under – og til SUV’erne!
Den nye Audi A4 står på standen i Beijing som A4L 45 TFSI Quattro. Her er bilen otte cm længere end den europæiske original. I denne klasse er det ualmindeligt med chauffør, men bagsædeplads er altid godt…
Forlænget BMW X1
Det gælder også en mærkværdig nyskabelse: BMW strækker sin X1, der så hedder X1 Li og er forlænget otte cm.
Endnu mere barok virker en Toyota Yaris L. Her hører det med til historien, at der reelt er tale om en anden model, i Asien kaldet Vios, som sælges under Yaris-navnet og er 23 cm længere end vores Yaris.
Og så er der Peugeot og Citroën, der har det med at bygge helt særlige, forstørrede modeller til Kina. I år er den store nyhed Citroën C6 – en sedan lige under fem meters længde.