Europa strækker sig langt for Kina

God bagsædeplads er et vigtigt salgsargument i Kina, så som om en Mercedes E-klasse ikke var rummelig nok i forvejen, tilbydes en forlænget udgave. Det gælder også Audi A4, BMW X1, Jaguar XJ, Volvo-modeller – og sågar en Yaris.

Nyt om biler

Volvos Excellence-koncept giver ren luksus på bagsædet ved at fjerne højre forsæde. Fotos: Torben Arent
Volvos Excellence-koncept giver ren luksus på bagsædet ved at fjerne højre forsæde. Fotos: Torben Arent
Strækøvelser bliver mere og mere almindelige for vestlige bilmærker i Kina. Lige kønt er det ikke altid.

Den mærkelige vane med at forlænge europæiske biler, når de sælges i Kina, er endnu mere udbredt på dette års Auto China-udstilling i Beijing.

Selve akselafstanden forlænges, så det er ikke en helt billig disciplin. Den forlængede akselafstand omsættes direkte til forlænget totallængde, idet hele vokseværket kommer bagsædepladsen til gode.

Ejeren skal have det godt

Den kinesiske Mercedes-Benz E-klasse er 14 cm længere end den europæiske og har tilsvarende større akselafstand.
Den kinesiske Mercedes-Benz E-klasse er 14 cm længere end den europæiske og har tilsvarende større akselafstand.
De ekstra store bagsæder har sit udgangspunkt i, at den kinesiske overklasse traditionelt fragtes rundt af en chauffør. Og så er bagsædepladsen jo vigtigere end førerpladsen.

Chaufførkørte biler bruges stadig, men den store og ganske velhavende kinesiske mellemklasse kører normalt selv. Så hvorfor stadig forlænge bilerne?

Tradition er den anden del af svaret. Og muligheden for at have forældre eller svigerforældre plus det enlige barn på bagsædet er et andet argument. Ofte er det den ældre generation, der betaler den yngres første bilkøb.

 

Volvo fjerner højre forsæde

Så godt kan der være på bagsædet af en E-klasse. Ikke nogen dårlig service, hvis bilen blev brugt som taxi.
Så godt kan der være på bagsædet af en E-klasse. Ikke nogen dårlig service, hvis bilen blev brugt som taxi.
Volvo undlod at vise sin kommende S90 lang på Beijing-udstillingen. Den gemmes til en efterårsudstilling. Men Volvo præsenterede en ny og videreudviklet udgave af sit Excellence-koncept (billedet øverst). 

Det nye luksusbagsæde blev vist i en mockup, så det var ikke muligt at afgøre, indretningen virkelig kan være i en almindelig S90. Under alle omstændigheder: Volvo går med idéen et skridt videre og smider højre forsæde ud. Det erstattes så af en konsol, der både kan fungere som fodskammel, arbejdsbord eller stor tv-skærm.

E-klasse med ekstra meget luksus

Når nu ejeren skal sidde på bagsædet, skal der ikke mangle noget heromme.
Når nu ejeren skal sidde på bagsædet, skal der ikke mangle noget heromme.
Mercedes-Benz er allerede klar med en forlænget udgave af den helt nye E-klasse. Akselafstand og totallængde er forøget 14 cm. Dertil kommer en kraftig opgradering af komforten. Bagsædet har et hav af knapper til sædevarme og –køling, massage, klimaanlæg og underholdningssystem samt gode højttalere.

Jaguar er for første gang ude i samme boldgade, efter at det britiske mærke skal til at bygge biler lokalt i Kina. Den nye XJ forlænges 14 cm i akselafstand og totallængde. Det resulterer i 16 cm ekstra knæplads. 

Kunne kunderne så ikke bare købe en S-klasse eller XJ? Her er prisen trods alt noget højere på grund af bilernes udstyr og eksklusivitet, men først og fremmest importeres denne klasse fra Europa, og det koster en heftig importtold.

Jaguar XJ er vokset 14 cm i længde og akselafstand i den variant, der skal bygges i Kina.
Jaguar XJ er vokset 14 cm i længde og akselafstand i den variant, der skal bygges i Kina.

Audi A4L

Men vokseværket har bredt sig til klassen under – og til SUV’erne!

Den nye Audi A4 står på standen i Beijing som A4L 45 TFSI Quattro. Her er bilen otte cm længere end den europæiske original. I denne klasse er det ualmindeligt med chauffør, men bagsædeplads er altid godt…

Den nye Audi A4 har fået lagt otte cm til længde og akselafstand.
Den nye Audi A4 har fået lagt otte cm til længde og akselafstand.

Forlænget BMW X1

 

Det gælder også en mærkværdig nyskabelse: BMW strækker sin X1, der så hedder X1 Li og er forlænget otte cm.

Endnu mere barok virker en Toyota Yaris L. Her hører det med til historien, at der reelt er tale om en anden model, i Asien kaldet Vios, som sælges under Yaris-navnet og er 23 cm længere end vores Yaris.

Bagsædet i Audi A4L er opgraderet med eget klimaanlæg - og askebæger!
Bagsædet i Audi A4L er opgraderet med eget klimaanlæg - og askebæger!

Og så er der Peugeot og Citroën, der har det med at bygge helt særlige, forstørrede modeller til Kina. I år er den store nyhed Citroën C6 – en sedan lige under fem meters længde.

 

 

 

Den forholdsvis lille BMW X1 er blevet strukket otte cm for at gøre kinserne glade.
Den forholdsvis lille BMW X1 er blevet strukket otte cm for at gøre kinserne glade.

 

 

 

 

 

Toyota Yaris L - hvor L betyder plus 23 cm.
Toyota Yaris L - hvor L betyder plus 23 cm.

 

 

 

 

 

Citroën forlænger ikke, men bygger en særlig model til kineserne - den fem meter lange Citroën C6.
Citroën forlænger ikke, men bygger en særlig model til kineserne - den fem meter lange Citroën C6.