Det har umiddelbart givet flere penge i statskassen, at registreringsafgiften sidste år blev sat ned fra 180 til 150 procent. Det viser nye tal fra Skatteministeriet af indtægterne fra registreringsafgiften for første halvår 2016. Tallene viser, at staten i årets første seks måneder fik 9,9 milliarder kroner ind, hvilket er 1,3 milliarder kroner mere end i samme periode sidste år, og altså før afgiften blev sat ned.
LÆS OGSÅ: Nyt oplæg viser vejen til smartere bilafgifter
3.000 kr. ind mere pr. bil
At staten har fået flere afgiftskroner kan til dels forklares med et øget bilsalg fra 105.000 biler i første halvår af 2015 til 117.000 i 2016. Mere interessant er det dog, at indtægterne pr. bil også er steget i perioden fra 82.000 kroner til 85.000 kroner, når der ikke tages højde for motorcykler og varebiler samt en øget leasingandel. Trods afgiftsnedsættelsen fik staten i årets seks første måneder altså 3.000 kroner mere ind pr. bil ifølge Skatteministeriets opgørelse.”Det tal kan dog sagtens ende med at være højere i årets andet halvår, hvor vi ved, at der traditionelt bliver købt lidt dyrere biler. Derfor er det ikke urealistisk, at indtægten pr. bil i gennemsnit for hele 2016 kommer op på 87.000-88.000 kroner. Det vil i så fald være den største stigning siden 2012/2013, da der blev solgt rigtig mange af de helt små og billige biler,” siger forbrugerøkonom i FDM Allan Skytte Christensen.
”Man kan så diskutere, om den øgede indtægt var kommet uanset hvad, eller om de direkte skyldes sidste års afgiftssænkning. Det er vanskeligt at svare entydigt på. Men man kan i hvert fald konstatere, at staten selv med afgiftsnedsættelsen ikke har fået færre indtægter fra registreringsafgiften i 2016, ligesom det også står klart, at der bliver købt lidt større biler nu end for blot et år siden,” tilføjer han.LÆS OGSÅ: FAQ om registreringsafgiften
Højeste niveau siden finanskrisen
Han hæfter sig også ved, at man med de nyeste tal fra Skatteministeriet kan forvente, at registreringsafgiften samlet vil indbringe staten over 20 milliarder kroner i 2016.
”Det er et niveau, vi ikke har set siden finanskrisen i 2008, og som i øvrigt passer fint med Finansministeriets forventninger fra Økonomisk Redegørelse fra august. Her lød forventningen til registreringsafgiften i 2016 på 20,1 milliarder kroner,” siger Allan Skytte Christensen.