Tysk vejskat - So ein Ding müssen wir nicht haben

Tyskland har vedtaget, at udenlandske bilister i 2019 skal betale afgifter for at køre på motorvejene. Tyskerne selv skal ikke betale. FDM er imod vejskat, både i Tyskland og Danmark.

FDM Mener

Fra 2019 indfører Tyskland de såkaldte vejbenyttelsesafgifter for personbiler. Det er det, vi på dansk kalder for vejskat. Ordningen gælder for kørsel på motorvejene. Det har været en hård kamp for den tyske regering at få den vedtaget.  Efter en lang indenrigspolitisk proces og omfattende dialog med EU-Kommissionen, er der nu grønt lys til planerne om at beskatte udenlandske bilister. 

Når vejskat bliver storpolitik

Netop det, at det i praksis kun rammer udlændinge, har været årsagen til det lange forløb. Det har ikke været populært i flere tyske delstater, hvor grænsehandlen er vigtig. Det har heller ikke været uproblematisk i forhold til EU’s grundlæggende regler, der forbyder lande at diskriminere EU-borgere på baggrund af nationalitet. At EU-Kommissionen åbenbart har givet sig i ellevte time handler sandsynligvis om, at EU skal bruge Tysklands støtte senere på året, når Kommissionen forventes at spille ud med forslag til fælles EU-regler for kørselsafgifter.  

LÆS MERE: Tyskland vil opkræve vejskat fra 2019 

Retssager på vej

En række nabolande med Østrig i spidsen står imidlertid klar til at indbringe Tyskland for EU-domstolen, når vejskatten træder i kraft. Men kommer det til en retssag, vil der under alle omstændigheder gå år, før en afgørelse er klar, og derfor må vi nok indstille os på, at vejafgiften kommer - om ikke andet så for en periode.

Danske bilister betaler allerede i dag

FDM fastholder også sin kritik. Vi mener stadig, at vejskatten er traktatstridig. Derfor opfordrer vi den danske regering til at slutte sig til de andre kritiske lande. Argumentet om, at Tyskland er et transitland, og at det derfor kun er ret og rimeligt, at bilisterne betaler for deres slid på vejene, holder ikke. 

Allerede i dag betaler bilisterne mere end rigeligt i brændstofafgifter, når de tanker bilen i Tyskland. Faktisk henter den tyske stat der det dobbelte i brændstofafgifter i forhold til, hvad bilisternes slid på vejene koster. At Tyskland som så mange andre lande har valgt at bruge de mange afgiftskroner på alt andet end veje, er og bliver tyskernes problem.

LÆS MERE: Spørgsmål og svar om tysk vejskat

Derfor skal vi ikke have vejskat i Danmark

Det største problem med den tyske vejskat er dog, at andre lande givetvis vil øjne muligheden for ekstra indtægter og følge Tysklands eksempel. Også blandt danske politikere kan man nu høre argumenter om, at hvis tyskerne indfører en vejskat, må Danmark følge trop. 

Faktum er imidlertid, at det vil blive en ualmindelig dårlig forretning, da kun fem procent af bilerne på de danske motorvejer er udenlandske. I Danmark kan man heller ikke øremærke indtægterne til vejene - pengene ryger blot i statskassen.  Hvis vejafgifterne målrettet udenlandske bilister breder sig, vil det kun betyde én ting: Det vil blive endnu dyrere at være bilist i Europa. Der er med andre ord al mulig grund til ikke at ønske sig so ein Ding.

Hvad mener du? 

Er vejskat i Danmark, Tyskland og resten af Europa en god idé? Deltag i debatten i kommentarfeltet herunder.