Det er ikke kun tøjet, skoletasken og madpakken, der skal være klar til de første dage af skoleåret, der netop er begyndt over hele landet. Vejen fra entréen og hen til skolens område skal der også være styr på, og her kan du gøre meget for at træne dit barn.
Det er hovedbudskabet i årets skolestartskampagne ”Pas på de små i trafikken” fra Rådet for Sikker Trafik, der kører frem til 3. september.
– Børn bliver dygtige trafikanter ved at øve sig i at gå og cykle sammen med deres forældre og andre voksne, som kan være gode eksempler for dem. Skolestartskampagnen sætter fokus på, hvor vigtigt det er, at forældrene kommer ud i trafikken med deres børn og øver vejen til skole. For hvis børn altid bliver kørt frem og tilbage, så lærer de ikke at begå sig i trafikken, siger Gitte Aagaard, pædagogisk konsulent i Rådet for Sikker Trafik.
Via vejkantplakater bliver bilisterne mindet om, at de skal passe på de nye elever, og politiet vil i løbet af de første uger af skoleåret være til stede med kontrol ved mange af landets skoler.
LÆS MERE: Se kampagnens hjemmeside (OBS: eksternt link)
Opdaterede skolepatruljer
Foruden forældrenes hjælp er der også skolepatruljer ved de mest befærdede steder på skolevejen. Patruljen består af elever fra 6. til 9. klasse, og i år har de fået helt nyt digitalt undervisningsmateriale.
For at klæde eleverne på til at stå skolepatrulje skal lærer og elever gennemgå materialet, hvor de blandt andet arbejder med udstyr, ansvar, placering, funktion, konflikthåndtering og sikkerhed. Herefter skal eleverne arbejde med teorien i praksis – evt. guidet af politiet – inden de skal til en afsluttende praktisk prøve.
I teoriforløbet møder eleverne en politimand, der i små videoklip guider eleverne igennem de forskellige situationer og regler. Google Maps er integreret i materialet, så det er nemt at inddrage de lokale forhold i undervisningen. Materialet er gratis, og forældre og børn kan også gennemgå det sammen hjemme i sofaen via iPad’en.
LÆS MERE: Se materialet her (OBS: Eksternt link)
Ti råd til at klare skolevejen
Rådet for Sikker Trafik har følgende gode råd til forældre med skolebørn:
1. Træn skolevejen på cykel eller til fods med dit barn, både inden skolestart og i løbet af skoleåret.
2. Træn ruten sammen rigtig mange gange, så sikrer du, at de gode vaner sidder fast hos barnet. Tal også om, hvad I skal huske at passe på.
3. Vælg den sikreste rute til skolen, ikke den hurtigste. En sikker rute er eksempelvis via gang- og stisystemer og lyssignaler, dér hvor I skal krydse vejen.
4. Er det svært at få tid til at cykle eller gå sammen til skole hver dag, kan I med fordel vælge en ugentlig gå- eller cykledag. Det giver både motion og god træning i trafikken for dit barn.
5. Har I meget langt til skole, kan I evt. parkere bilen et stykke væk fra skolen og gå det sidste stykke sammen, så dit barn får erfaringer med at gå i trafikken.
6. Lær dit barn de basale regler i trafikken: Stop ved rødt lys og ved kantstenen, se dig for til begge sider, gå kun over vejen på sikre steder, hvor I kan orientere jer ordentligt mv.
7. Hvis I cykler sammen, så husk hjelmen og lær dit barn at give tegn til stop og tegn for at dreje, så de andre trafikanter kender jeres intentioner.
8. Gå ned i knæ og se trafikken med dit barns øjne, for børn har ikke det samme overblik, som du har.
9. Husk at du er forbillede for dit barn, der i høj grad ser på, hvad du gør, og ikke hvad du siger.
10. Find ud af om skolen har en trafikpolitik, der handler om skolens regler og indsatser på området – og læs den!
LÆS MERE: Den bedste barnecykelhjelm har synlige reflekser eller lys